"Klods-Hans" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Klods-Hans" af H.C. Andersen fra 1855. Det er et af Andersens genfortællinger af folkeeventyr han hørte som barn.

Emilie Holm nævner eventyret da hun skal karakterisere hvordan Andersen fremførte sine eventyr: ”Han læste ikke, han fortalte. […] Andersen var helt inde i Eventyrets Stemning. Han var de Skikkelser han fortalte om, Klods Hans, Prinsessen, Heksen i Fyrtøjet og Dyrene, hvis pudsige Bevægelser og sjove Lyde han kunne efterligne til Fuldkommenhed, men han overdrev aldrig. Det var Stemningen han vilde have frem, og bare ved at se paa ham, følte man sig hensat til en helt anden, underlig Verden.”

Klods-Hans

   Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand, som havde to Sønner, der vare saa vittige, at det Halve var nok; de vilde frie til Kongens Datter og det turde de, for hun havde ladet kundgjøre at hun vilde tage til Mand, den, hun fandt bedst kunde tale for sig.

   De To forberedte sig nu i otte Dage, det var den...

"Tommelise" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Tommelise" af H.C. Andersen fra 1835. Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg.

Tommelise

   Der var engang en Kone, som saa gjerne vilde have sig et lille bitte Barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulde faae et fra; saa gik hun hen til en gammel Hex og sagde til hende: "Jeg vilde saa inderlig gjerne have et lille Barn, vil Du ikke sige mig, hvor jeg dog skal faae et fra?"

   "Jo, det skal vi nok komme ud af!" sagde Hexen. "Der har...

"Den grimme ælling" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Den grimme Ælling" af H.C. Andersen fra 1843. Eventyret kaldes ofte selvbiografisk, og Andersen indrømmede også dette direkte i et brev til Georg Brandes i 1869: "i 'Den grimme Ælling', er en Afspeiling af mit eget Liv". Det selvbiografiske handler her mest af alt om tonen og motivet: Geniet der er bestemt til at lykkes på trods af sin omverden.

Straks efter eventyret blev oversat til tysk og engelsk blev det så populært at det åbnede mange døre til de europæiske hoffer og parnasser over hele Europa for Andersen. I andre europæiske lande var man noget hurtigere til at fatte interesse for både Andersens egen livshistorie og for hans fornyelse af eventyrgenren, end vi var herhjemme.

Ligesom Shakespeare før ham, har der lige siden hans kanonisering været spekulationer om at H.C. Andersen skulle være af adelig eller kongelig byrd, og der gik rygter om at Christian VIII skulle være hans far. Det har ikke hold i virkeligheden, men det er interessant hvor svært det er for mange at acceptere når storhed stammer fra ringe kår, og det gik da også Andersen på hele hans liv, samtidig med at han også brugte det i sin selvfremstilling. Dette komplicerede forhold til arv og miljø er det værd at have i baghovedet, når man læser eventyret.

Den grimme Ælling

   Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder. Rundtom Ager og Eng var der store Skove, og midt i Skovene dybe Søer; jo, der var rigtignok deiligt derude...

"Nattergalen" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Nattergalen" af H.C. Andersen fra 1843.

Det er endnu et Andersen-eventyr som nemt lader sig udlægge som en poetik, altså et skrift om digtningens formål og væsen. Det vender vi tilbage til efter fortællingen.

"Nattergalen" postulerer at den udspiller sig i Kina, et faktisk sted, men Kina, kineserne og det kinesiske er nok snarere symboler for noget ganske andet. Det er blot „det ydre, det tilsyneladende” som Andersen selv har formuleret det. Kina er det land man som barn kunne grave sig ned til da det jo var på den anden side af Jorden – det forekommer fjernt og forunderligt fremmed.

Det er her værd at bemærke at på Andersens tid var en af betydningerne af adjektivet kinesisk én „som (haardnakket) opretholder forældede, besværlige ell. omstændelige traditioner”. Og det må man sige også kendetegner hoffet i Nattergalen. De er nøje ordnet i hierarkier i en sådan grad „at naar nogen, der var ringere end [kavaleren] vovede at tale til ham [...] saa svarede han ikke andet end „P!”” Han udstråler den kinesiske selvtilstrækkelighed der er så vidtfavnende at selv sproget går i opløsning uden for dens rammer. Den kinesiske indskrænkethed er også tydelig idet ikke ét eneste egentligt medlem af hoffet kender noget til nattergalen, for når den „aldrig [er] blevet præsenteret ved Hoffet”, findes den jo knap nok.

Deres indskrænkethed understreges yderligere da hoffolkene antager at køer og frøer, hvis 'sang' ikke ligefrem er skøn, er nattergalen . De besidder ikke (længere) nogen umiddelbar tilgang til verden; i stedet har den kinesiske verdensopfattelse præget dem i en sådan grad at hoffets virkelighedsopfattelse overskygger den faktiske virkelighed.

Denne forvrængede virkelighedsopfattelse viser sig endnu tydeligere da damerne tager „Vand i Munden for at klukke, naar nogen talte til dem; de troede da ogsaa at være Nattergale”. For dem er ordligheden mellem legetøjet „med vand der klukker ved anblæsning” og sangfuglen der synger så smukt nok til at de tror det lyder ens.

Enhver handling tillægges også kun betydning inden for hoffets snævre fortolkningsramme, hvilket også får dem til at betegne Nattergalens værdsættelse af kejserens tårer som rent „Koketteri”.

Allertydeligst kobles virkelighedsbegrebet til autoriteter uden for individet da spillemesteren proklamerer „at det var lige saa godt som før, og saa var det lige saa godt som før.” Kun den lille pige og de fattige fiskere – det umiddelbare barn og den ukultiverede underklasse – inkluderes ikke i kineseriet og genkender skønheden når de hører den.

Dog viser kejseren sig ikke at være helt fortabt i kineseriet, for da nattergalen synger for ham, får han tårer i øjnene, hvilket fuglen anset for „den rigeste Skat”. Ligesom fiskerne formår han at genkende det skønne når han hører det.

Men åbningen til en større virkelighed er kortvarig, og da han straks efter vil ære nattergalen med sin guldtøffel, er det tydeligt at han er faldet tilbage i det kinesiske med dets absurde normer og skikke – og han forsøger da også efterfølgende at indordne nattergalen i det kinesiske ved at holde den fanget.

Men nattergalen har brug for at være fri; den „tager sig bedst ud i det grønne” .

Da kejseren af Japan sender kejseren kunstfuglen, skriver han at „Kejseren af Japans Nattergal er fattig imod Kejseren af Kinas”. For kejseren af Japan er det åbenlyst at kunstfuglen kun er en sølle efterligning, men da kunstfuglen tager den levende nattergals plads, så indser hofkineserne ikke tabet – „og saa var [kunstfuglen] jo ogsaa saa meget mere nydelig at se paa”. Kun de fattige fiskere mener at „der mangler noget”. Nu er der overensstemmelse mellem den ydre skønhed og sangens (tilsyneladende) skønhed, og sangen er nu lige så tryg, overfladisk og forudsigelig som alt andet kinesisk.

Det er spillemesteren der forklarer kunstfuglens overlegenhed: „[H]os den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er alt bestemt!”. Spillemesterens forestilling om hvad kunsten – i form af kunstfuglen – skal, er begrænset. Han kommer til at stå som fortaler for den før-romantiske virkeligheds- og kunstopfattelse. For spillemesteren er gennemskuelighed og forudsigelighed kunstens adelsmærker – ligesom det er det kinesiskes kendemærker. Og spillemesterens lærde værk er så vanskeligt – eller forvrøvlet – at ingen forstår det, og så bliver det dogmatisk ligesom den øvrige kinesiske ramme.

Kunstfuglen befinder sig helt og aldeles i fornuftens hverdagsverden, men dér mangler noget, og dette noget er det uforklarlige og uforudsigelige som nattergalen står for. Kun det forklarlige lader sig kortlægge af spillemesterens fornuft, men det er ikke ensbetydende med at det er det eneste der findes. Nattergalen står i kontrast til både den mekanik der kendetegner kunstfuglen, og den mekanik der kendetegner det kinesiske; den kommer som kunst til at stå for en organisk kunst der ikke lader sig reducere og ikke lader sig sætte i bur, binde med (silke)bånd og reduceres til forudsigelige formler ­– i tråd med den romantisk organismetanke og den romantiske anelse. I Danmark lader mange af H.C. Andersens tekster sig netop læse ind i universalromantikken, hvor kunstnerne og filosofferne mente at verden var som én ureducérbar organisme, og hvis egentlige natur kun lader sig ane af de geniale kunstnere der fornemmer dens væsen.

Til slut i fortællingen ligger kejseren for døden. Han er lukket inde og forladt; dog er der endnu en lille åbning ud af det kinesiske: „højt oppe stod et Vindue aabent”.

Da Døden viser sig har den iført sig kejserens klenodier – „hans Guldkrone[,] Guldsabel [og] prægtige Fane” – og viser på den måde sin fuldstændige magt over ham. Kejserens gerninger opstiller Døden for ham, både de gode og onde, men kejseren vil ikke vide af nogen af dem – „Det har jeg aldrig vidst!” siger han – og han ønsker mere end noget andet at overdøve dem med „den store, kinesiske Tromme”. Han har altså ikke været bevidst om noget af det han har gjort men har blot været et tandhjul i det kinesiske system der i højere grad har styret ham end han har styret det, og nu da han konfronteres med sin bevidstløshed, er det uudholdeligt.

Men inden Døden når at tage kejseren med, viser nattergalen sig i vinduet, og den synger så smukt at døden opgiver klenodierne og kejseren, og på den måde viser nattergalen sig at være mægtigere end døden.

Kejseren indser efterfølgende at det var forkert at forsøge at indordne nattergalen i det kinesiske og opfatter den for første gang som ligeværdig ved at acceptere at den må „komme, naar [den] selv har Lyst”. Når den kommer lover nattergalen til gengæld at den „[vil] synge for dig, at du kan blive glad og tankefuld tillige [og] jeg skal synge om ondt og godt.”

Nattergalen som repræsentant for den naturlige, romantiske kunst har som mål at kejseren skal blive glad og tankefuld. Han skal se den virkelighed som er umulig at skue for hoffet.

Læst som en poetik er det kunstens rolle at vække tilhøreren fra en begrænset virkelighedsforståelse. Åbningen til noget større i Andersens univers er derudover forbundet med det „himmelske”, og den modtagelige tilhører, i skikkelse af kejseren, har „en Duft af noget helligt om sig” (s. 204); på den måde sammenfletter Andersen kunstens med religionen – og kunstens forløsning med frelsen.

Med formaningen „fortæl ingen, at du har en lille Fugl, der siger dig alt” (s.s.) understeges det desuden at kunsten er en privat oplevelse der ikke kan inkorporeres i et system, og den absolutte formulering alt understreger poetikkens opfattelse af kunsten og verden som en del af den romantiske organismetanke der ikke lader nogen sandheder fortrænge.

Efter kejseren som symbol på sin nye selvstændighed selv tager tøj på og ønsker sine tjenere „God Morgen”, afslutter fortælleren historien. Her er der ingen "De levede lykkeligt til deres dages ende". Læst som en poetik må det udtrykke usikkerheden der ligger i enhver udlægning af en ikke-mekanisk tekst: Hvordan kejseren fortsætter bestemmer nattergalen ikke – det er kejserens udlægning af nattergalens sang der kommer til at afgøre det.

Kunstens livgivende sang kan vise vejen ud af en begrænset virkelighed, men man må selv betræde den.

Nattergalen

   I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser, og Alle de han har om sig ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fiint Porcelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordentlig tage sig...

"Klokken" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Klokken" af H.C. Andersen fra 1845.

Mange af H.C. Andersens tidlige eventyr var baseret på forlæg, men om netop Klokken skriver H.C. Andersen, at det »ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst«

I Testrup Højskoles samlingssal er der på østvæggen et stort vægmaleri malet af Holmer Trier der afbilleder scener fra H.C. Andersens "Klokken". Her er den fattige dreng og kongesønnen afbilledet i centrum som H.C. Andersen selv og den samtidige naturvidenskabsmand H.C. Ørsted. To af 1800-tallets genier der via hver deres vej når erkendelser de anså for sammenlignelige. Ørsteds naturfilosofi kulminerede i udgivelsen af "Ånden i Naturen" der udkom næsten samtidig med "Klokken", men en opsummering af hans syn på sammenhængen mellem kunst og naturvidneskab lod sig allerede årtier inden opsummere i et brev han i 1807 skrev til Oehlenschläger: »Vi have uddannet os paa ganske ulige Veie, Du paa Kunstens, jeg paa Videnskabens. Paa hin kan man indtil man naar den störste Fuldendelse, nöyes i mange Henseender med Fölelser og Anelser, sikker ved et hovere Instinkts Ledelse; paa denne derimod, maae intet Skridt gjöres, uden at belyse alt med Fornuftens Fakkel. En ung Videnskabsmand som lader sig nöye med uforstaa[e]de eller halv forstaaede Sætninger, og derpaa bygger videre, kan umuligen opnaae nogen grundig Lærdom. Naar Videnskabsmanden naar Grendsen af sin Bane moder han först det Punkt hvor Form og Materie uadskilleligen ere forbundne, og först da vorder Videnskaben ham tillige Kunst. Digteren derimod begynder med dunkle Fölelser, som han arbeider for at bringe sig selv til Klarhed, og fremstille for andre. Ved denne indre Bestræbelse foler han dagligen större og större Trang til Indsigt, han erhverver sig den, og vækkes bestandigen mere og mere til Fornuftklarhed. Naar han har naaet Grendsen af sin Bane, sammensmælter ham Kunsten med Videnskaben. Saaledes skiller Digteren og Tænkeren sig ad, ved Begyndelsen af deres Vey, for ved Enden at omfavne hinanden«

Andersen virker til at tilslutte sig Ørsteds naturfilosofiske syn i slutningen af "Klokken", hvor naturen åbner sig for dem begge. Indsigter og dannelse går via mange veje og omveje, og derfor er det nok det mest passende af H.C. Andersens eventyr for en højskole at identificere sig med.

Klokken

   Om Aftenen i de snevre Gader i den store By, naar Solen gik ned og Skyerne skinnede som Guld oppe mellem Skorstenene, hørte tidt snart den Ene snart den Anden en underlig Lyd, ligesom Klangen af en Kirkeklokke, men det var kun et Øieblik den hørtes, for der var saadan en Rumlen med Vogne og saadan en Raaben og det forstyrrer. "Nu ringer Aftenklokken!" sagde...

"Svinedrengen" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Svinedrengen" af H.C. Andersen fra 1841.

Det er en gendigtning af et eventyr Andersen har hørt som barn, men ændringerne er talrige. Forlægget kendes fra Svend Grundtvigs indsamlede folkeeventyr "Den stolte Jomfru" der findes i mange udgaver. I folkeeventyret har den stolte jomfru indladt sig på at sove med prinsen for at få fat i hans fantastiske genstande, mens Andersen har erstattet samlejet med kys for at gøre eventyret mere børnevenligt. Den væsentligste ændring er dog nok slutningen hvori prinsessen i folkeeventyret forelsker sig i tiggerprinsen og de lever lykkeligt til deres dages ende, mens Andersen i stedet får prinsen til at vrage prinsessen som hævn for hendes manglende æstetiske sans og velvillighed til at indvillige i at kysse sig til det hun begærer.

God fornøjelse.

Svinedrengen

   Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig det vilde han.

   Nu var det jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Keiserens Datter: "vil Du ha' mig?" men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede...

"Den standhaftige tinsoldat" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Den standhaftige tinsoldat" af H.C. Andersen fra 1838.

Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg. I eventyret virker det umiddelbar til at tinsoldatens sømmelige ophøjethed hyldes, men samtidig viser slutningen at tinsoldaten på den måde ikke opnåede hvad han begærede. Det er nemt at læse ind i de forventninger Andersen oplevede i sin samtid, og som han også selv lå under for.

God fornøjelse.

Den standhaftige Tinsoldat

   Der var engang fem og tyve Tinsoldater, de vare alle Brødre, thi de vare fødte af en gammel Tinskee. Geværet holdt de i Armen og Ansigtet satte de lige ud; rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen. Det Allerførste, de hørte i denne Verden, da Laaget blev taget af Æsken, hvori de laae, var det Ord: "Tinsoldater!" det raabte en lille Dreng...

"Kejserens nye klæder" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Kejserens nye klæder" af H.C. Andersen fra 1835.

Det er en gendigtning af en tysk novelle der igen er en oversættelse af en spansk original fra samlingen El Conde Lucanor fra 1335. Den største forskel fra forlægget er at Andersen i sidste øjeblik ændrede slutningen. I det oprindelige værk er pointen at det kun er den retmæssige søn der vil kunne se tøjet, og dermed kan det bringe arvefølgen i fare hvis ikke sønnen kan se det. I Andersens udgave bliver eventyrets pointe dermed en helt anden og mere almengyldig, og det er svært at forestille sig at eventyret ville blive husket i nær samme grad, hvis ikke denne ændring havde fundet sted – og sammen med Den grimme ælling er det nok det eventyr der oftest perspektiveres til i nutiden.

God fornøjelse.

Keiserens nye Klæder

   For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge,...

"Prinsessen på ærten" af H.C. Andersen

I dette afsnit begynder en sæson med H.C. Andersens kendteste eventyr. Det første er også det korteste: "Prinsessen på Ærten" fra 1835.

Prindsessen paa Ærten

   Der var engang en Prinds; han vilde have sig en Prindsesse, men det skulde være en rigtig Prindsesse. Saa reiste han hele Verden rundt, for at finde saadan en, men allevegne var der noget i Veien, Prindsesser vare der nok af, men om det vare rigtige Prindsesser, kunde han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var saa rigtigt....

"Det gamle egetræs sidste drøm" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Det gamle egetræes sidste drøm" af H.C. Andersen fra 1858.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Det gamle Egetræs sidste Drøm

   Der stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved den aabne strand, saadan et rigtig gammelt Egetræ, det var netop tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar, men den lange Tid var for Træet ikke mere end ligesaa mange Døgn for os Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om Natten, og have da vore Drømme; med Træet er det anderledes, Træet er vaagent i...