"Hans og bønnestagen" af Joseph Jacobs

"Hans og bønnestagen" af Joseph Jacobs

Illustration fra "Journeys through Bookland" (1922)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Mickey og Bønnestagen fra 1947.

Hans og Bønnestagen er oprindeligt et engelsk folkeventyr hvis første nedskrevne udgave er fra 1734. Dog lader Joseph Jacobs omskrivning fra 1890 til at være tættere på den oprindelige mundtlige udgave og er desuden den udgave som i dag er mest kendt. Hans, der på engelsk hedder Jack, er hovedpersonen i en hel række af folkeeventyr hvor han tit er både doven og tåbelig – men når det gælder er han skarpsindig nok til at hans projekter lykkes. Han er med andre ord en trickster, hvilket er en arketype vi i Danmark nok bedst kender fra Loke i nordisk mytologi, der også bryder normerne for den rette opførsel men typisk slipper godt fra det ved at være kvik når det gælder.

I de tidligere udgaver af Hans og Bønnestagen brød folkemindesamlerne sig øjensynligt ikke om den amoralske adfærd som I kommer til at høre om, og derfor tilføjede de fx en fekvinde der forklarede hvorfor kæmpen fortjente Hans' hævn over ham – og også i moderne udgaver bliver Hans gjort mere heltemodig ved at forklare at kæmpen slet ikke var den retmæssige ejer af de ting Hans stjæler.

Tit var folkeeventyrene langt mere upassende end den dannede kristne offentlighed kunne tolerere, og så måtte de ændres for at både børn og den brede befolkning, som kultureliten ikke havde de store tanker om, ikke skulle blive ført i uføre af sådanne amoralske fortællinger. 

Disneys udgave ser sig også nødsaget til at gøre hovedpersonerne mere heltemodige end Hans oprindeligt var ved at give kæmpen skylden for at der er hungersnød: Det er nemlig hans tyveri af den magiske harpe der er skyld i tørken. Mickey Mouse var i slutningen af 1940'erne blevet en alt for forbilledlig karakter til at være lige så anløben som Hans.

Der var engang en fattig enke som havde en eneste søn ved navn Hans, og en ko der hed Mælkehvid. Og det eneste de havde at leve af var mælken koen gav hver morgen, som de bragte til markedet og solgte. Men en morgen gav Mælkehvid ingen mælk og de vidste ikke hvad de skulle gøre.

“Hvad skal vi dog gøre? Hvad skal vi dog gøre?” sagde enken og vred sine hænder.

“Bare rolig, mor, jeg finder arbejde et sted,” sagde Hans.

“Det har vi prøvet før, og der var ikke nogen der ville ansætte dig,” sagde hans mor; “vi må sælge Mælkehvid og bruge pengene til at starte en butik – eller sådan noget.”

“Det er i orden, mor,” sagde Hans; “det er markedsdag i dag, og jeg vil hurtigt få solgt Mælkehvid, og så må vi se hvad vi kan stille op.”

Så han tog koens grime hånden og afsted det gik. Han var ikke nået langt før han mødte en besynderligt udseende gammel mand, som sagde til ham: “Godmorgen, Hans.”

“Godmorgen til dig,” sagde Hans, og undrede sig over hvorfra manden kendte hans navn.

“Nå, Hans, hvor skal du så hen?” sagde manden.

“Jeg er på vej til markedet for at sælge vores ko.”

“Åh, du ligner en fyr der kan sælge køer,” sagde manden; “Gad vide om du kan tælle til fem bønner?”

“To i hver hånd og en i din mund,” siger Hans skarpsindigt.

“Lige præcis,” sagde manden, “og her er de, selveste bønnerne”, fortsatte han og hev nogle mærkelige bønner op af lommen. “Da du er så kvik,” siger han,”har jeg ikke noget imod at bytte med dig – din ko for disse bønner.”

“Hold op,” sagde Hans; “det kunne du vel nok tænke dig?”

"Åh! Men du ved ikke hvad det er for nogle bønner," sagde manden; "hvis du planter dem om aftenen, vil de om morgenen være vokset helt op til himlen."

"Virkelig?" sagde Hans; "Det siger du ikke."

“Jo, det er rigtigt, og hvis det viser sig ikke at være det, kan du få din ko tilbage."

"Det er i orden," siger Hans og rækker ham Mælkehvids grime og putter bønnerne i lommen.

Hans går hjem, og da han ikke var gået særligt langt, var det endnu ikke skumring da han kom til sin dør.

"Er du allerede tilbage, Hans?" sagde hans mor; "Jeg kan se at du ikke har Mælkehvid med, så du har altså solgt hende. Hvor meget fik du for hende?"

"Du gætter det aldrig, mor," sagde Hans.

"Det siger du ikke. God dreng! Fem pund, ti, femten, nej, det kan da umuligt være tyve?"

"Jeg sagde jo, at du aldrig ville gætte det. Hvad siger til de her bønner; de er magiske, plant dem og dagen efter ––"

"Hvad!" sagde Hans' mor, "Har du været sådan et fjols, sådan en tåbe, sådan en idiot, at du har givet Mælkehvid væk, sognets bedste malkeko, og oven i købet det fineste oksekød, for nogle sølle bønner? Tag den! Og den! Og den! Og hvad dine dyrebare bønner angår, så kan de komme ud af vinduet. Og kan du så se at komme i seng. Ikke så meget som en slurk skal du drikke, og ikke så meget som en bid skal du spise denne aften."

Og så gik Hans ovenpå til sit lille værelse på loftet, og trist og ked af det var han helt sikkert, lige så meget for sin mors skyld som for tabet af sin aftensmad.

Endelig faldt han i søvn.

Da han vågnede, så værelset så mærkeligt ud. Solen skinnede ind i noget at det, og alligevel var resten ganske mørkt og skyggefuldt. Hans sprang da op og klædte sig på og gik hen til vinduet. Og hvad tror du, han så? De bønner, som hans mor havde kastet ud af vinduet i haven, var spiret og var nu en stor bønnestage, der gik op og op og op, lige indtil den nåede himlen. Så manden havde altså talt sandt.

Bønnestagen voksede ganske tæt forbi Hans' vindue, så alt hvad han behøvede at gøre var at åbne det og springe videre ud på bønnestagen, der løb op som en stor stige. Så Hans klatrede og klatrede og klatrede og klatrede og klatrede og klatrede og klatrede, indtil han endelig nåede himlen. Og da han kom dertil, fandt han en lang bred vej, der gik snorlige. Så han fulgte vejen og gik og gik og gik, indtil han kom til et stort stort, højt hus, og på trappestenen stod der en vældig stor høj kvinde.

"Godmorgen, frue," siger Hans, ganske høfligt. "Ville du være så venlig at give mig noget morgenmad?" For han havde faktisk ikke fået noget at spise aftenen inden og var nu så sulten som en ulv.

"Så det er morgenmad, du vil have, hva'?" siger den vældig store, høje kvinde, "det er dig der vil blive til morgenmad, hvis ikke du tager herfra. Min mand er en kæmpe, og der er intet, han bedre kan lide end stegt dreng på ristet brød. Du må hellere se at komme videre, for han kommer snart."

"Åh! Vil du ikke nok give mig noget at spise, frue. Jeg har ikke fået noget som helst at spise siden i går morges, det er virkelig sandt, frue," siger Hans, "jeg kan lige så godt blive stegt som sulte ihjel."

Nå, men kæmpens kone var trods alt ikke så slem når det kom til stykket. Så hun tog Hans med ud i køkkenet og gav ham en humpel brød og noget ost og en kande mælk. Men Hans havde ikke nået at spise halvdelen før der lød et dunk! dunk! dunk! hele huset begyndte at ryste af støjen fra nogen der nærmede sig.

"Bevar mig vel! Det er min mand," sagde kæmpens kone, "hvad i alverden skal jeg dog gøre? Skynd dig at springe herind." Og hun stoppede Hans ind i ovnen, og i det samme ankom kæmpen.

Han var bestemt stor. Ved sit bælte hang der tre kalve, og han løsnede dem og kastede dem ned på bordet og sagde: "Her, kone, steg mig et par af disse til morgenmad. Åh! Hvad er det dog jeg kan lugte?

  Fe-fi-fo-fum,

  Jeg lugter en englænders blod,

  Hvad enten han er i live eller er død

  Vil jeg male hans ben til mel i mit brød."

"Sludder, kære," sagde hans kone, "du drømmer. Eller måske lugter du resterne af den lille dreng, som du så godt kunne lide til gårsdagens aftensmad. Hør, tag du og vask dig og gør dig klar, og når du kommer tilbage er din morgenmad klar til dig."

Så gik kæmpen, og Hans skulle lige til at springe ud af ovnen og løbe sin vej, da kvinden sagde han skulle lade være. "Vent til han sover," siger hun; "han døser altid hen efter morgenmaden."

Nå, men kæmpen spiste så sin morgenmad, og derefter går han hen til en stor kiste og tager et par poser guld ud af den, og han sætter sig ned og tæller indtil hans hoved til sidst begyndte at nikke, og han begyndte at snorke indtil hele huset igen rystede.

Så listede Hans sig ud af ovnen, og da han gik forbi kæmpen, tog han en af ​​sækkene med guld under armen, og så spænede han ellers tilbage til bønnestagen hvor han kastede sækken med guld som naturligvis faldt ned i morens have, og så klatrede han ned og klatrede ned, indtil han endelig kom hjem og fortalte sin mor det hele og viste hende guldet og sagde: "Nå, mor, havde jeg så ikke ret? Bønnerne er virkelig magiske, forstår du."

Så levede de af guldet i nogen tid, men til sidst var det opbrugt, og Hans besluttede sig for igen at prøve lykken oppe ved toppen af ​​bønnestagen. Så en skønne dag stod han tidligt op og gik hen til bønnestagen, og han klatrede og klatrede og klatrede og klatrede og klatrede og klatrede, indtil han endelig kom ud på vejen igen og op til det store høje hus, han før var kommet til. Og dér på trappestenen stod ganske rigtigt den vældig store høje kvinde.

"Godmorgen, frue," siger Hans, så modig som en løve, "vil du ikke nok være så elskværdig at give mig noget at spise?"

"Gå din vej, min dreng," sagde den store høje kvinde, "ellers spiser min mand dig til morgenmad. Men er du ikke knægten der allerede har været her én gang? Ved du hvad, den selvsamme dag, var en af min mands poser med guld forsvundet."

"Det er underligt, frue," sagde Hans, "jeg tør sige, at jeg ville kunne fortælle dig noget om det, men jeg er så sulten, at jeg ikke kan tale, før jeg har fået noget at spise."

Den store, høje kvinde var så nysgerrig, at hun lod ham komme ind og gav ham noget at spise. Men han var knap nok begyndt at gumle på det så langsomt som muligt, da det dunkede! dunk! dunk! de hørte kæmpens fodtrin, og hans kone gemte Hans i ovnen.

Alt gik som før. Kæmpen gik ind, som han gjorde sidst, og sagde: "Fe-fi-fo-fum," og spiste sin morgenmad der bestod af tre stegte okser. Så sagde han: "Kone, bring mig den høne, der lægger de gyldne æg." Så hun bragte den, og kæmpen sagde: "Læg", og den lagde et æg af det pureste guld. Og så begyndte kæmpen at nikke med hovedet og snorkede så huset rystede.

Så listede Hans sig ud af ovnen og greb fat om den gyldne høne og var væk, før man kunne nå at sige "Hans Robertsen." Men denne gang kaglede hønen, og det vækkede kæmpen, og lige da Hans var kommet ud af huset, hørte han ham råbe: "Kone, kone, hvad har du gjort af min gyldne høne?"

Og konen sagde: "Hvorfor spørger du, min kære?"

Men det var alt, hvad Hans hørte, for han skyndte sig hen til bønnestagen og klatrede ned som havde han ild i røven. Og da han kom hjem, viste han sin mor den vidunderlige høne og sagde "Læg" til den; og den lagde et gyldent æg hver gang han sagde "Læg."

Nå, men Hans var ikke tilfreds, og det varede ikke længe, før han besluttede sig for endnu engang at forsøge lykken deroppe på toppen af bønnestagen. Så en morgen stod han tidligt op og gik hen til bønnestagen, og han klatrede og klatrede og klatrede og klatrede, indtil han kom til toppen. Men denne gang vidste han bedre end at gå direkte hen til kæmpens hus. Og da han nærmede sig det, ventede han bag en busk, indtil han så kæmpens kone komme ud med en spand for at hente vand, og så sneg han sig ind i huset og ned i vaskekedelen. Han havde ikke været der længe, før han hørte dunk! dunk! dunk! som før, og kæmpen og hans kone kom indenfor.

"Fe-fi-fo-fum, jeg lugter en englænders blod," råbte kæmpen. "Jeg lugter ham, kone, jeg lugter ham."

"Gør du, min skat?" siger kæmpens kone. "Hvis det er den lille slyngel, der stjal dit guld, og hønen, der lagde de gyldne æg, er han sikkert kravlet ind i ovnen." Og de skyndte sig begge hen til ovnen. Men Hans var der heldigvis ikke, og kæmpens kone sagde: "Nu siger du igen  fe-fi-fo-fum. Det er selvfølgelig bare den dreng, du fangede i går aftes, som jeg lige har stegt til din morgenmad. Hvor glemsom er jeg dog ikke, og hvor skødesløs er du dog ikke, når du ikke engang kan kende forskel på levende og døde efter alle disse år. "

Så satte kæmpen sig og spiste morgenmad, men nu og da mumlede han: "Jeg kune altså have svoret ..." og han rejste sig og ledte i spisekammeret og skabene mange andre steder men heldigvis kom han ikke i tanke om vaskekedelen.

Efter morgenmaden var forbi, råbte kæmpen "Kone, kone, giv mig min gyldne harpe." Så kom hun med den og satte den på bordet foran ham. Så sagde han: "Syng!" og den gyldne harpe sang overordentlig smukt. Og den fortsatte med at synge, indtil kæmpen var faldet i søvn og begyndte at snorke som torden.

Så løftede Hans meget forsigtigt kedellåget af og krøb stille som en mus på hænder og knæ hen til bordet hvor han kravlede op, greb fat i den gyldne harpe og sprang mod døren med den i hænderne. Men harpen råbte ganske højt: "Herre! Herre!" og kæmpen vågnede lige i tide til at se Hans stikke af med hans harpe.

Hans løb så hurtigt som han kunne, og kæmpen kom brasende efter, og han ville hurtigt have fanget Hans hvis ikke han havde haft et forspring og vidste, hvor han skulle hen. Da han kom til bønnestagen, var hans forspring på kun tyve meter, og da så kæmpen Hans pludselig forsvinde, og da han kom til enden af vejen, så han Hans under ham klatre på livet løs. Kæmpen brød sig ikke om at sætte sin lid til sådan en stige, så han blev stående så Hans fik endnu et forspring. Men så råbte harpen: "Herre! Herre!" og kæmpen svang sig ned på bønnestagen, som rystede under hans vægt. Hans klatrer ned og kæmpen sætter efter ham. Hans var nu allerede klatret og klatret og klatret ned til han næsten var hjemme. Så råbte han: "Mor! Mor! Giv mig en økse, giv mig en økse." Og hans mor kom løbende med øksen i hånden, men da hun kom til bønnestagen, stod hun stille af skræk ved synet af kæmpens ben der netop var under skyerne.

Men Hans hoppede ned og fik fat i øksen og huggede i bønnestagen, hvilket skar den halvt over. Kæmpen følte bønnestagen ryste og skælve, så han stoppede op for at se, hvad der var galt. Så huggede Hans igen med øksen, og bønnestagen blev skåret i to og begyndte at vælte. Derefter faldt kæmpen ned og knuste sin isse, og bønnestagen væltede ned over ham.

Så viste Hans sin gyldne harpe til sin mor, og ved at fremvise denne og sælge de gyldne æg, blev Hans og hans mor meget rige, og han giftede sig med en fornem prinsesse, og de levede lykkeligt til deres dages ende.