"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 1 af 3

Det fortælles, at der i en By i Kina engang levede en fattig Skrædder, som havde en Søn ved Navn Aladdin. Denne var lige fra lille af en doven og stridig Knægt. Da han var ti Aar gammel, vilde hans Fader, at han skulde sættes i Lære, men da han ikke havde Raad til at betale for hans Undervisning, tog han ham ind i sit eget Værksted, for at han kunde lære Skrædderhaandværket. Men Sønnen var doven og vant til altid at løbe og lege med Drengene paa Gaden, og saa ofte som hans Fader gik ud for at besørge nogle Forretninger, løb Aladdin sin Vej og tumlede sig ude omkring med sine ligesindede Kammerater uden at bryde sig om sin Faders Befalinger og uden' at tænke paa at lære noget. Hans Fader blev saa bedrøvet over sin Søns daarlige Opførsel, at han blev syg og døde; men Aladdin vedblev alligevel paa sin gamle Manér. Da hans Moder nu saa, at Sønnen ikke kunde være hende til nogen Hjælp efter Mandens Død, solgte hun Værkstedet med alt Tilbehør og gav sig til at spinde for derved at fortjene Føden til sig og Sønnen; thi denne, der nu var sluppen for Faderens strenge Opsigt, fremturede stadig i sin Dovenskab, færdedes altid ude og kom aldrig hjem, uden naar han vilde have noget at spise.
Dette varede nu ved, indtil Aladdin blev femten Aar. Da hændte det en Dag, da han som sædvanlig løb ude og legede med sine Kammerater, at der kom en Dervish fra Afrika gaaende; da han saa Drengene, standsede han for at more sig over deres Leg, men særlig tiltrak Aladdin sig hans Opmærksomhed. Nu maa man vide, at denne Dervish var en stor Troldmand, der ved sine magiske Kunster endog kunde flytte Bjerge, og som tillige kunde læse Folks Karakter i deres Ansigt. Da han en Tid lang havde betragtet Aladdin, sagde han til sig selv: »Nu har jeg vist fundet, hvad jeg behøver; en saadan Knøs var det netop, som jeg ledte efter.« Derpaa forhørte han sig hemmelig hos en af Drengene om, hvem Aladdin var, og om alle hans Forhold, og da han havde faaet tilstrækkelig Besked, gik han hen og hilste paa Aladdin og sagde til ham: »Hør, min Søn, var din Fader ikke Skrædder?« »Jo,« svarede denne, »men nu er han død; Gud glæde hans Sjæl.« Saa snart Dervishen hørte dette, kastede han sig om hans Hals, kyssede ham og gav sig til at græde heftigt. Aladdin undrede sig derover, men den anden sagde med brudt Stemme: »Du vil ikke undre dig, naar du erfarer, at din Fader, hvis Død du nu fortæller, var min Broder; jeg havde glædet mig saa meget til nu efter min lange Fraværelse at komme og se ham igen, og saa hører jeg, at han er død. Men paa dig kunde jeg straks se, at du var min Broders Søn, skønt han endnu ikke havde giftet sig, dengang jeg drog bort. Da nu det Haab, jeg havde næret om at komme hjem og være en Støtte for min Broder i hans Alderdom, er tilintetgjort ved hans Død (uransagelig er Allahs Visdom), saa er du, Aladdin, min eneste Glæde, og du skal være mig en Erstatning for din Fader.« Derpaa gav han Aladdin ti Guldstykker og sagde til ham: »Tag nu disse Penge og giv dem til din Moder med en Hilsen fra mig, og fortæl hende, at dinEarbroder er kommen hjem efter en lang Fraværelse, og, om Gud vil, skal denne Dag, paa hvilken jeg er kommen, blive den lykkeligste for hende.« Aladdin kyssede Afrikanerens Haand og ilede glad hjem til stor Forundring for hans Moder, da han ellers aldrig plejede at komme hjem undtagen til Spisetiderne; men nu kom han farende, aandeløs af Henrykkelse, og sagde: »Aa, Moder, jeg har en glædelig Efterretning at bringe dig; min Farbroder er kommen hjem fra de fremmede Lande, og han har bedt mig bringe dig en Hilsen.« Men Moderen svarede: »Hør, min Søn, vil du holde mig for Nar med den Snak om din Farbroderhvor skulde du vel faa en Farbroder fra?« »Ja, men Moder dog,« vedblev Aladdning, »hvor har du kunnet sige, at jeg slet ingen Slægtninge havde, han har jo baade kysset og omfavnet mig, og han græd, da jeg fortalte ham Faders Død.« »Ja, min Søn, jeg vidste nok, at din Far havde en Broder, men han er død, og jeg har aldrig erfa# ret, at han havde nogen anden.«
Aladdin vedblev imidlertid at forsikre hende om, at Sagen virkelig forholdt sig saaledes, og da han gav sin Moder de ti Guldstykker med Anmodning om at tilberede et godt Maaltid og fortalte, at Onklen agtede at bo hos dem, begyndte hun at tro paa hansOrd. Hun skyndte sig hen paaTorvet og købte alt, hvad hun behøvede, laante Kar og Potter inde hos Naboerne og gav sig til at tilberede Maaltidet. Da Spisetiden var kommen, sagde hun til Aladdin, at han skulde gaa ud for at hente Farbroderen, da denne vel næppe kendte Gaderne i Byen, men lige da Aladdin skulde af Sted, bankede det paa Døren, og ind traadte den afrikanske Troldmand, fulgt af en Slave, der medbragte Vin og Frugter. Afrikaneren gik hen og hilste paa Aladdins Moder og bad hende derpaa om at vise ham det Sted, hvor hans Broder havde plejet at sidde, naar han arbejd dede. Da hun havde gjort det, knælede han ned og kyssede Gulvet paa det Sted, idet han under mange Taarer sagde: »Forbi er det med al min Lykke og Glæde i Livet, siden jeg har mistet dig, min elskede Broder.« Paa denne Maade vedblev han at klage og jamre sig, saa at Aladdins Moder blev fuldt og fast overbevist om, at han virkelig var hendes Mands Broder. Hun søgte derfor at trøste ham, og efterhaanden lykkedes det hende at faa ham til at holde inde med sine Klager.
De satte sig derpaa til Bords, og under Maaltidet fortalte Afrikaneren om sine egne Hændelser og sagde: »Min Broders Hustru, du skal ikke undre dig over, at du aldrig før har set mig eller hørt om mig, medens min Broder levede; det kommer af, at det nu er fyrretyve Aar siden, at jeg forlod denne By og drog bort fra min Hjemstavn. I Løbet af den Tid har jeg rejst omkring i Persien, Indien og Arabien; jeg har ogsaa været i Ægypten og en Tid lang opholdt jeg mig i dens Hovedstad, som er den prægtigste af alle Byer, derpaa drog jeg til Marokko, og der har jeg nu boet i et Tidsrum af tredive Aar. Men da skete det, at der paakom mig en Længsel efter min Hjemstavn og min Broder, og den blev saa stærk, at den hverken lod mig Rist eller Ro, førend jeg beredte mig til at drage af Sted. Jeg tænkte nemlig ved mig selv: Nu har du vandret om i Verden og saa længe været adskilt fra din eneste Broder, drag nu hjem og bered ham en Glæde, førend Døden indhenter dig; thi hvem kender Dagens Tilskikkelser og Tidens Omskiftelser. Og jeg blev opfyldt af Angst for, at jeg skulde dø, førend jeg traf min Broder, og jeg tænkte endvidere paa, at han maaske var fattig og trængende, og da kunde jeg hjælpe ham og gøre ham lykkelig. Da jeg nu havde taget denne Beslutning, forsynede jeg mig med alt nødvendigt, forrettede min Andagt og drog af Sted; og efter mange Farer og Besværligheder nåede jeg hertil. Og straks den første Gang, da jeg spadserede rundt i Byen, fik jeg Øje paa Aladdin, der legede med de andre Drenge, og ved den store Allah, jeg forsikrer dig, at saa snart som jeg saa ham, begyndte mit Hjerte at banke, og en Stemme i mit Indre sagde mig, at det var min Broders Søn. Glemt var nu al Sorg og Møje, og Glæden gav mit Hjerte Vinger, indtil jeg hørte, at Allah, han være priset, havde bortkaldt min Broder; thi da overvældedes jeg af Sorgen, men nu har jeg dog en Slags Trøst i Aladdin, som min Broder har efterladt sig; den, som har Efterkommere, er ikke død.«
Ved denne Tale blev Aladdins Moder saa bevæget, idet hun mindedes sin Mand, at hun gav sig til at græde, og Afrikaneren søgte derfor at bringe hende paa andre Tanker, idet han sagde til Aladdin: »Hør, min Søn, sig mig nu, hvad tager du dig tilDu har vel lært et Haandværk, hvorved du underholder din Moder og dig selv?« Aladdin blev rød i Hovedet og sænkede skamfuld sit Blik mod Jorden, men hans Moder sagde: »Ak nej, Gud bedre det, han forstaar slet ingen Ting, aldrig har jeg set saa doven en Knægt som ham, thi hele den lange Dag driver han om paa Gaden med sine ligesindede. Det var af Sorg over ham, at hans Fader døde, og nu maa jeg slide og slæbe og spinde Bomuld Dag og Nat for at fortjene to smaa Brød, hvorved vi kan opholde Livet, medens han driver om og aldrig kommer hjem, uden naar han vil have noget at spise. Men nu har jeg tænkt paa, at jeg en Dag vil lukke min Dør af for ham og saa lade ham gaa hen og skaffe sig noget, hvor han kan faa det, thi jeg er nu en gammel Kone, der ikke længere har Kræfter til et saadant Slid for Føden.« Ved disse Ord vendte Afrikaneren sig til Aladdin og sagde: »Hør nu, min Brodersøn, det kan ikke gaa an, at du bliver ved paa den Maade; det vil ikke være passende for et Menneske som dig; du ser, hvorledes din gamle Moder maa trælle for at underholde dig, og nu er du tilmed i den Alder, at det vilde være passende, om du valgte dig en Livsstilling. Du kan jo tage dig et Haandværk, og hvis du ikke synes om din Faders, saa vælg et andet, som behager dig, og jeg skal hjælpe dig i alt muligt.« Men Aladdin tav, og da Afrikaneren skønnede, at der ikke var noget Haandværk, som han syntes saa godt om som det intet at bestille, sagde han: »Sig blot din Mening uden Forlegenhed; hvis du er utilfreds med at være Haandværker, saa skal jeg skaffe dig en Butik fuld af kostbare Sager, hvor du kan købe og sælge og drive al Slags Handel og derved komme i Anseelse hos Folk i Byen.« Da Aladdin hørte dette, blev han glad, thi han tænkte paa, hvor det maatte være dejligt at være Købmand og gaa med smukke Klæder og blive hilst med Agtelse af alle, og han sagde derfor straks ja. »Nu vel,« svarede den anden, »siden dette behager dig, saa kom med mig i Morgen, for at vi kan gaa hen paa Torvet og skaffe dig en smuk Klædning, der passer for en Købmand, og derpaa vil jeg anvise dig en Butik og forsyne den fuldstændig for dig.«
Aladdins Moder havde bestandig bevaret en lille Tvivl om Afrikanerens Person, men nu, da hun hørte alt dette, tvivlede hun ikke længere, da jo ingen fremmed vilde bære sig saaledes ad mod hendes Søn. Hun begyndte derfor at formane sin Søn til nu at slaa sin Dovenskab af Hovedet, blive stadig og fornuftig og altid vise Lydighed mod sin Onkel. Derpaa satte de sig til Aftensbordet, og Aladdin og Afrikaneren talte om Købmandsforretninger, indtil Natten brød frem; da gik han efter at have lovet at komme igen næste Morgen.
Hele Natten kunde Aladdin ikke sove af Glæde. Om Morgenen kom Afrikaneren; Aladdin løb ham i Møde og kyssede hans Haand, og derpaa vandrede de af Sted til Torvet. Der gik de ind i en Butik, og Afrikaneren lod Aladdin vælge sig en kostbar Dragt; da han havde iført sig den, gik de videre til de store Købmænds Butikker, for at Aladdin kunde se dem og lære deres Ejere at kende, og dernæst besøgte de alle de store og smukke Steder, som fandtes i Byen. Efter at have beset disse tillige med Sultanens Palads, gik de til det Fremmedherberg, hvor Afrikaneren var taget ind; der forestillede han sin Brodersøn for de tilstedeværende fremmede Købmænd og satte sig derpaa til Bords med ham imellem dem.
Da han bagefter fulgte Aladdin hjem, og dennes Moder saa sin Søn i den prægtige Dragt fuldstændig som en Købmand, løb det næsten rundt for hende, og hun udbrød i Taksigelser over hendes Svogers Gavmildhed. »Det er ikke noget at takke for,« svarede den anden, »Aladdin er jo min Slægtning, og jeg staar ham i Faders Sted.« »Ja,« sagde hun, »jeg vil bede Allah om at beskytte og bevare dig og forlænge dit Liv, for at du kan være en Støtte for dette faderløse Barn; og det lover jeg, at bestandig skal han være dig hørig og lydig og aldrig gøre andet, end hvad du vil have.« »Aladdin,« sagde den anden, »er en god og fornuftig Knøs, og det er mit Haab, at han vil træde i sin Faders Fodspor og blive en Glæde for sin Moder. Kedeligt er det, at det i Morgen er Fredag, saa at jeg ikke kan skaffe ham sin Butik; thi om Fredagen tager alle Købmændene ud til deres Haver og Landsteder; men, om Gud vil, skal vi bringe Sagen i Orden paa Lørdag. I Morgen vil jeg komme og hente Aladdin til en Spadseretur til Haverne udenfor Byen, for at han kan se de Steder, hvor de fornemme Folk morer sig, og tillige skaffe sig Bekendtskaber mellem disse.«
Om Natten laa Aladdin og tænkte paa sine nye Klæder og paa al den Herlighed, som han havde prøvet og set, og paa det, som han skulde faa at se den næste Dag, og af Glæde lukkede han ikke et Øje; og straks om Morgenen, da han hørte sin Farbroder komme, fløj han op som et Lyn for at lukke ham ind. Afrikaneren kyssede og kærtegnede Aladdin og sagde: »Naa, i Dag skal du faa noget at se, som du aldrig har set før.« Aladdins Ansigt straalede af lutter Smil og Solskin, og af Sted vandrede de derpaa ud igennem Byens Port Udenfor Staden laa der dejlige Haver og Lyststeder og pragtfulde Paladser, og hver Gang de kom til et saadant, standsede Afrikaneren for at give Aladdin, der var i den syvende Himmel af Glæde og Henrykkelse, Tid til ret at beundre det. Da de havde gaaet saa længe, at de var bleven trætte, gik de ind i en meget smuk Have med et Springvand, hvor Vandet flød ud af Løvehoveder af gult Kobber; der satte de sig paa Kanten af Bassinet og hvilte sig, medens Aladdin lo og spøgte med sin foregivne Farbroder. Denne fremtog af en Pose, der hang ved hans Bælte, nogle Kager og Frugter og bad Aladdin tage for sig af Retterne. Da de saaledes havde styrket sig, sagde Afrikaneren: »Kom nu, min Brodersøn, hvis du har hvilt dig tilstrækkeligt, for at vi kan fortsætte vor Spadseretur og komme videre.« Aladdin stod op, og de vandrede videre, indtil de havde alle Haverne bag ved sig og var naaet til et højt Bjerg.
Aladdin, som aldrig før havde været udenfor Portene, havde heller aldrig gaaet saa langt et Stykke som denne Dag, og han sagde derfor: »Hvor langt skal vi dog gaa, min Onkel, nu har vi passeret alle Haverne og er naaet lige til Bjergene, og hvis vi skal længere, har jeg ikke Kræfter til at vende tilbage igen.« Den anden svarede: »Disse Haver, som vi har set, var ikke Maalet for vor Vandring; vi er paa Vejen til en Have, som ingen Konge har Mage til, og som overstraaler al den Herlighed, du før har set. Tag derfor dine Kræfter sammen og gaa videre.« Paa denne Maade lokkede Afrikaneren ham videre, idet han underholdt ham med alle Slags eventyrlige Beretninger, hvor han blandede Løgn og Sandhed sammen.
Endelig naaede de til det Sted, som havde været Maalet for den afrikanske Troldmands lange Rejse fra det yderste Vesten og lige til Kina. Der standsede han og sagde: »Sæt dig nu og hvil dig lidt, nu er vi ved Maalet; nu skal jeg med Guds Hjælp vise dig noget saa vidunderligt, som endnu aldrig nogen har set, og føre dig ind, hvor aldrig nogen har været.« Lidt efter sagde han: »Naar du har hvilt dig lidt, saa gaa hen og saml noget tørt Ved og Kvas, for at jeg kan føre dig ind i Vidundernes Verden.« Ved disse Ord glemte Aladdin sin Træthed; han sprang op og samlede i en Fart en stor Bunke Ris og Kvas, indtil Afrikaneren sagde, at det var nok. Derpaa fremtog, denne en lille Pose med noget Pulver, som han kastede paa Ilden, idet han mumlede nogle uforstaaelige Ord. Øjeblikkelig skælvede Jorden og aabnede sig med et Brag. Aladdin blev bange og vilde løbe sin V ej; men da Troldmanden saa dette, blev han alvorlig vred; thi den Skat, som det var hans Hensigt at hæve, kunde han kun faa ved Aladdins Hjælp. Derfor gav han ham et ordentligt Slag, saa at han nær havde slaaet Tænderne ind i Munden paa ham, og Aladdin faldt besvimet om; men snart blev han ved den andens Kunster kaldt til Live og udbrød da grædende: »Hvad har jeg dog gjort, at jeg fortjener en saadan Behandling?« Afrikaneren lod sig formilde og sagde: »Min Søn, jeg er dig jo i Faders Sted, og adlyd derfor villigt alt, hvad jeg siger; om et Øjeblik skal du glemme al din Smerte og Træthed over de Vidundere, som du skal faa at se.« Da Jorden havde aabnet sig, kom der til Syne en Marmorsten med en Kobberring; paa den pegede Troldmanden og sagde: »Vær nu lydig, thi saa skal du blive rigere end alle Jordens Konger; derfor var det, at jeg slog dig; thi her ligger en Skat, som lyder paa dit Navn. Tag nu derfor fat i Ringen og løft Stenen op; intet andet Menneske kan nemlig løfte den end du, og ingen anden kan træde ind i dette Skatkammer, da Skatten kun er bestemt for dig. Derfor maa du høre nøje efter og ikke vige et Haarsbred fra mine Befalinger, da det jo kun er til din egen Fordel.« Den fattige Aladdin tænkte nu ikke mere paa sin Træthed eller paa Slaget, som han havde faaet, men opfyldt af Glæde ved Tanken om den uhyre Rigdom, der ventede ham, sagde han: »Befal, min Onkel, hvad du vil, og jeg skal adlyde.« Afrikaneren kyssede ham og sagde: »Du er nu ligesom min egen Søn; jeg har ikke andre Slægtninge end dig alene, som tillige er min Arving, og det er kun for at skaffe dig denne store Skat, at jeg har paataget mig dette Besvær. Gør derfor, som jeg har sagt; tag fat i Ringen og løft Stenen op.« »Ja, men,« sagde Aladdin, »den Sten kan jeg ikke løfte alene, kom og hjælp.« »Nej,« svarede den anden, »det kan ikke nytte, selv om jeg tager fat med; men tag du fat alene og træk til, og straks vil Stenen lette sig; thi jeg har jo sagt dig, at intet Menneske formaar at udrette noget her uden du. Og naar du tager i Ringen, saa nævn dit eget, din Faders og din Moders Navn, og straks vil den gaa op, uden at du mærker 238 dens Tyngde.« Aladdin gjorde, som han sagde, tog fat og løfs tede Stenen med Lethed, idet han nævnede Navnene, og lagde den til Side.
Da Stenen var taget bort, viste der sig en Fordybning, hvor en Trappe med tolv Trin førte ned. Afrikaneren sagde: »Min Søn, fat nu Mod og udfør til Punkt og Prikke mine Befalins ger. Gaa ned ad denne Trappe, indtil du naar Bunden, der vil du finde et aabent Rum, delt i fire Sale. I hver af dem staar fire Vaser af Guld og andre af Sølv og Bronze, men du maa ikke berøre dem eller tage noget med, førend du kommer ind i den fjerde Sal, og du maa heller ikke lade din Klædning berøre Vaserne eller Væggene, thi da vil du straks blive forvandlet til en sort Sten. Men i den fjerde Sal vil du finde en Dør, den skal du aabne, idet du udtaler de samme tre Navne som før, og du vil da komme ud i en Have med de dejs ligste Træer og Frugter. Naar du gaar længere frem, vil du støde paa en Trappe med tredive Trin, som vil føre dig op til en Niche, hvor der hænger en Lampe. Tag denne Lampe, hæld Olien af den og put den i Lommen; du behøver ikke at være bange for, at den skal tilsmudse dine Klæder. Paa Tils bagevejen kan du plukke af Frugterne saa mange som du vil; det har du Lov til, saa længe du har Lampen i din Haand.«
Da Afrikaneren havde sagt dette, tog han en Ring af sin Finger og satte den paa Aladdins, idet han sagde: »Denne Ring vil beskytte dig mod al Fare og Rædsel, naar du blot holder fast ved det, som jeg har sagt dig; gaa nu dristig ned og vær ikke bange; thi nu er du jo en Mand og ikke længere en Dreng; og tænk desuden paa, at om et Øjeblik skal du erhverve en Rigdom, der vil overgaa alle andres.«
Da Aladdin var kommen ned i Hulen, fandt han de fire Sale med de fire Guldvaser i hver; men han gik hurtig forbi, som det var blevet ham befalet, og kom ud i Haven. Den gik han igennem, indtil han naaede den omtalte Trappe; der steg han op og fik da Øje paa Lampen. Efter at have taget den og hældt Olien af den, puttede han den indenfor sin Klædning og vendte derpaa tilbage til Haven og gav sig til at betragte dens Træer; i dem sad der store Fugle, som sang højt, men som fløj bort, da han traadte ind. Frugterne paa disse Træer bestod af kostbare Ædelstene af alle Slags Farver, baade grønne og hvide, gule og røde, og de straalede med en stærkere Glans end Solen, naar den staar op; de var saa store, at ikke den mægtigste Konge ejede Mage til dem, og tillige overgik deres Værdi alle andre.
Aladdin gik nu og betragtede alle disse Ædelstene, baade Smaragderne, Hyacinterne, Perlerne og saa videre, men da han aldrig havde set sligt før og endnu kun var saa ung, kendte han ikke noget til deres Værdi, men troede, at det altsammen var Glas og lignende simple Ting. Først mente han, at det var rigtige Frugter, og prøvede, om de kunde spises, men da han opdagede sin Fejltagelse, tænkte han: »Ja, ja, saa vil jeg tage nogle med og lege med dem hjemme.« Nu fyldte han sine Lommer med Stene, idet han tog nogle af hver Slags, som fandtes, og puttede ogsaa nogle i sit Bælte, indtil han havde faaet saa mange, som han kunde bære. Derpaa skyndte han sig af Sted igennem Haven, idet han var bange for, at hans Onkel skulde være bleven utaalmodig, gik igennem de fire Sale og naaede Trappen, som han begyndte at stige op ad. Da han naaede det næstsidste Trin, fandt han, at det var højere end de andre, saa at han ikke kunde komme op alene paa Grund af sin tunge Byrde; han sagde derfor til Afrikaneren: »Onkel, ræk mig din Haand og hjælp mig op.« Men denne svarede: »Min Søn, giv mig Lampen; thi maaske er det den, som tynger ned. »Nej, vist er det ej,« sagde Aladdin, »giv mig nu bare din Haand, saa skal du faa Lampen, naar jeg er kommen op.« Men Afrikaneren vilde absolut have Lampen straks, og gav sig derfor til at skænde paa Aladdin for at faa den, men denne havde puttet Lampen ind paa Brystet, og de tunge Poser med Ædelstenene laa oven paa, saa at han ikke kunde faa Haanden ind til den. Da Aladdin saa, at hans Onkel ikke vilde hjælpe ham, blev han vred og truede med, at han ikke vilde give ham Lampen, naar han kom op, uden at det dog virkelig var hans Mening at udføre denne Trusel. Men da Afrikaneren hørte dette, betog Forbitrelsen ham; han stødte Aladdin tilbage i Hulen og udtalte et Par Trylleord, idet kan kastede noget af sit Pulver paa Ilden. Øjeblikkelig lukkede Hulen sig, Stenen faldt ned i sit gamle Leje, og Jorden gled hen over den og bedækkede den, saa at det hele saa ud lige som før, og Aladdin var saaledes levende begravet.
Som det allerede er fortalt, var denne Afrikaner slet ikke Aladdins Farbroder, men en Troldmand, som under dette Paaskud havde trængt sig ind hos Ynglingen for ved hans Hjælp at vinde Lampen. Han var fra en af de Byer i Afrika, hvor Kendskabet til Trolddomskunster altid har været udbredt, og lige fra sin Barndom havde han syslet dermed. Da han i omtrent fyrretyve Aar havde givet sig af med Granskninger og Besværgelser, kom det til at staa klart for ham, at der et Sted i Kina laa en By ved Navn Kulas, og at der ved denne By laa en uhyre Skat begravet, hvis vigtigste Stykke var en vidunderlig Lampe af den Beskaffenhed, at dens Ejermand i Magt og Rigdom overgik alle Mennesker paa Jorden, saa at end ikke nogen Fyrste kunde maale sig med ham; tillige havde han erfaret, at denne Skat kunde hæves af en fattig Yngling ved Navn Aladdin, der boede i den samme By. Saa snart han havde erhvervet sig denne Kundskab, havde han straks uden Betænkning begivet sig paa Rejsen til Kina og der vundet Aladdin for sig, saaledes som det er fortalt. Men da nu hans Foretagende strandede, og hans Forhaabninger glippede, tog han den Beslutning at slaa Aladdin ihjel og lod derfor Hulen lukke sig over ham, tillige for at Lampen ikke skulde komme op paa Jorden og falde i andres Hænder. Derpaa skyndte han sig af Sted for at drage tilbage til Afrika med Hjærtet opfyldt af Sorg over sit fejlslagne Haab.
Hvad nu Aladdin angaar, da begyndte han straks at raabe og kalde paa sin Onkel, da han saa, at Hulen lukkede sig; men da ingen svarede, begyndte Sandheden at gaa op for ham, og han forstod, at det ikke var hans Onkel, men en eller anden bedragerisk Troldmand. Fortvivlelse og Dødsangst greb ham, og han satte sig ned og gav sig til at græde; noget efter stod han dog op og begyndte at famle i Mørket til højre og venstre for at se, om der ikke skulde findes en Dør; men han følte kun de stejle Vægge; thi Troldmanden havde ved sine Kunster spærret alle Udgange, saa at han heller ikke em gang kunde komme ud i Haven.
Da han saaledes indsaa, at enhver Udvej til Redning var spærret, begyndte han at græde stærkere og jamre sig som den, der er udelukket fra alt Haab, og han gik hen og satte sig fortvivlet paa Trinene af Trappen ned til Hulen.
Men Allah, som være priset og ophøjet, er almægtig og baner Vej selv paa de trangeste Steder. Dengang Troldman« den lod Aladdin gaa ned i Hulen, havde han sat sin Ring paa hans Finger, for at den kunde beskytte ham mod al Slags Nød og holde Faren borte fra ham, og dette havde Allah maget saaledes, for at den kunde blive et Middel til Aladdins Befrielse.
Thi medens han sad der og græd og jamrede sig og vred sine Hænder, paakaldte han Allah og sagde: »Jeg vidner, at der ikke er nogen Gud uden dig alene; du er mægtig og ophøjet, du er den, der bringer Mennesket Døden, og den, der kalder dem til Livet; du befrier fra al Sorg og Nød, og til dig alene sætter jeg mit Haab; og jeg vidner, at Muhammed er din Tjener og Profet, hvem du har givet Magt til at frelse mig fra det onde.« Men idet han sagde dette og vred sine Hænder, kom han til at gnide paa Ringen, og øjeblikkelig stod der en Aand foran ham, som sagde: »Se, din Tjener staar for dig; hvad ønsker du af migthi jeg er rede til at tjene den, paa hvis Haand den Ring sidder, som du nu bærer.« Aladdin saa paa ham uden at blive forfærdet, og da han hørte hans Ord, kom han øjeblikkelig til at tænke paa, hvad Troldmanden havde sagt, da han gav ham Ringen, og han blev glad og tryg og sagde: »Du Tjener af Ringens Herre, jeg ønsker, at du bringer mig op paa Jordens Overflade.« Knap var Ordet udtalt, før Jorden revnede, og han stod paa dens Overflade, efter at han i tre Dage havde siddet i Hulens Mørke. Han blev derfor saa blændet af Lyset, at han ikke kunde taale Lysets Straaler, men maatte lukke Øjnene og først nogen Tid efter kunde begynde at aabne dem lidt efter lidt.
Da Aladdin igen kunde se sig om, undrede han sig over, at han slet ikke kunde opdage noget Spor af Indgangen til Hulen, og han troede derfor, at han var paa et fremmed Sted, men da han saa rigtig til, genkendte han Stedet, hvor de havde tændt Baalet, og hvor Troldmanden havde staaet og udtalt de magiske Ord, og ved at vende sig om, fik han Øje paa Haverne og paa Vejen, ad hvilken de var komne. Han bragte derfor sin Tak til Allah, som havde frelst ham fra den Død, der havde syntes ham saa vis, og begav sig paa Hjemvejen, og endelig naaede han Staden og sit Hjem. Straks ilede han ind til sin Moder, men han var saa overvældet ved Tanken om alt, hvad han havde lidt, og ved Glæden over Gensynet, at han sank bevidstløs til Jorden.
Hans Moder havde været bedrøvet paa Grund af sin Søns Udeblivelse, men nu, da hun atter saa ham, fyldtes hendes Hjærte af Glæde; dog blandedes den med Skræk, da hun saa hans Tilstand; derfor tog hun straks noget Vand og stænkede ham i Ansigtet, løb ind til Naboerne og hentede noget Rosenvand, som hun lod ham lugte til, og efterhaanden lykkedes det hende at faa Liv i ham. Det første, Aladdin gjorde, var at forlange noget at spise, da han i tre Dage intet havde faaet, og straks kom hans Moder med alt, hvad hun havde, og sagde: »Spis nu, min Søn, og hvil dig, og naar du føler dig styrket, saa fortæl mig, hvad der er hændet dig; men giv dig bare god Tid, jeg skal ikke plage dig med mine Spørgsmaal, nu, da du er saa udmattet.«
Da Aladdin atter var kommen til Kræfter, begyndte han sin Fortælling og sagde: »Jeg kunde egentlig beklage mig over dig, Moder, fordi du saaledes fuldstændig overlod mig til denne Mand, hvis eneste Formaal det var at slaa mig ihjel, og vid, at hvis ikke Allah, han være priset, havde frelst mig, vilde det nu have været ude med mig. Vi troede paa denne Mand paa Grund af hans mange Løfter og al den Omhu, han viste mig, men tænk dig, i Virkeligheden var det en ond og bedragerisk og slet og nedrig Troldmand, som jeg tror, at der end ikke blandt Djævlene under Jorden findes Mage til. Hør nu bare, hvad han gjorde med mig, og det, jeg fortæller, er den rene, skære Sandhed.« Derpaa aflagde Aladdin en udførlig Beretning om alt, hvad der var hændet ham med Troldmanden, lige fra det Øjeblik, da de havde forladt Moderens Hus, idet han i sin Skildring end ikke forbigik de mindste Smaating. Som Bevis fremtog han samtidig Lampen og Poserne med de Ædelstene, som han havde taget i den underjordiske Have.
Da Aladdin havde endt sin Fortælling, udbrød hans Moder: »Ja visselig, min Søn, denne Mand, som jeg virkelig ansaa for din Faders Broder, maa være en ond Bedrager og Troldmand, og priset være Allah, som frelste dig fra hans List og Svig.«
Derpaa besluttede Aladdin at gaa i Seng; thi i al den Tid, han havde været i Hulen, havde han ikke sovet, og han var nu derfor ganske udmattet. Da han vaagnede næste Morgen efter en lang og dyb Søvn, forlangte han atter noget at spise, da han var sluten endnu, men hans Moder svarede: »Ak, min Søn, jeg har ikke noget at give dig; thi alt det, som jeg havde, spiste du i Gaar; men hav blot en Smule Taalmodighed, jeg har noget Spind liggende færdigt, som jeg vil gaa hen og sælge paa Torvet, og for de Penge, kan jeg købe noget Mad til dig.« »Nej, Moder,« sagde Aladdin, »lad hellere dit Spind ligge og giv mig Lampen, som jeg havde med i Gaar; thi jeg tænker, at vi kan faa mere for den end for det, som du har spundet.« Aladdins Moder fik nu fat i Lampen, men da hun saa, at den var helt snavset, sagde hun: »Hør, min Søn, hvis jeg rensede Lampen og vaskede den, saa tror jeg, at du kunde faa mere for den.« Straks tog hun en Tot Uld og begyndte at gnide paa Lampen; men i samme Øjeblik viste der sig en Aand med en kæmpestor, skrækindjagende Skikkelse, som sagde: »Sig, hvad ønsker du af din Slave; jeg tjener den, som holder Lampen i sin Haand, og ikke jeg alene, men ogsaa alle Lampens andre undergivne Aander.«
Aladdins Moder, som aldrig før havde set en slig Kæmpe, blev saa forfærdet ved dette Syn, at hun ikke kunde svare, men faldt bevidstløs om. Hendes Søn derimod, som allerede i den underjordiske Hule havde set Ringens Aand, løb hurtigt hen og greb Lampen og sagde til Aanden: »Du Slave af Lampen, jeg er sulten, bring mig derfor noget at spise, men det maa være noget, som er rigtig godt.« Som et Lyn forsvandt Aanden og kom tilbage med et stort, kostbart Fad af det pure Sølv, hvorpaa der stod tolv Skaale med forskellige udsøgte Retter og to Bægre med ædel Vin og Brød, der var hvidere end Sne; og derpaa forsvandt han. Aladdin søgte nu at bringe sin Moder til Bevidsthed igen, og da dette lykkedes ham, sagde han: »Kom nu, Moder, og lad os glæde os ved denne Mad, som Gud har sendt os.« Hans Moder blev meget forundret, da hun saa alt dette og spurgte: »Hvem er den ædelmodige Giver, som har sendt dette; det maa da aabenbart være Sultanen, som har hørt om vor Fattigdom og villet hjælpe os?« »Ja, nu er det ikke Tid at komme med Spørgsmaal,« svarede Aladdin, »kom nu bare og spis, for vi er jo sultne begge to.« Derpaa satte han og hans Moder sig til Bords, og da hun smagte paa Retterne, fandt hun, at hun aldrig i sit Liv havde faaet noget saa fortræffeligt; samtidigt sad hun og betragtede Opdækningen, men hun havde lige saa lidt som sin Søn nogen Anelse om, hvor kostbar den var, da hun aldrig før havde haft Lejlighed til at se den Slags Ting. Da de var færdige, saa de, at der endnu var saa meget tilbage, at de havde nok baade til den Aften og den næste Dag; derpaa satte de sig hen, og Aladdins Moder begyndte at spørge ham ud om, hvad der var bleven af den Aand, som havde vist sig. Da hun hørte Sammenhængen, forbavsedes hun og sagde: »Ja, det maa vel nok være rigtigt, skønt jeg aldrig før har set saadan et Gespenst; saa var det vel ogsaa ham, der reddede dig ud af Hulen?« »Nej, Moder,« forklarede Aladdin, »det var en anden en, det var nemlig Ringens Aand, men denne, som du saa, tjener Lampen.« »Hvad, det fæle Spøgelse, som gjorde mig saa bange, at jeg nær var død af Skræk, kommer han frem ved Hjælp af denne Lampe her?« »Ja, vist,« svarede Alad? din. »Ja, saa vil jeg bede dig, min Søn, ved alt, hvad der er dig helligt, at du skiller dig af med baade Ring og Lampe, for at jeg ikke skal se disse Spøgelser mere; thi Profeten (Allah være ham naadig og give ham Fred) har forbudt os at have med den Slags Væsener at gøre.« »Ja, men Moder dog, jeg har vel al skyldig Ærbødighed for dine Ord, men du kan virkelig ikke faa mig til at kaste denne Lampe væk, som har hjulpet os saa godt nu, da vi var sultne; denne Lampe var ogsaa det eneste, som den onde Troldmand vilde have af alt det Guld og Sølv, der var i Hulen, og hvis han ikke havde vidst saa god Besked med dens Egenskaber, vilde han ikke have foretaget en saa lang og besværlig Rejse, og det, at han lukkede mig inde i Hulen, var blot, fordi jeg ikke vilde give ham den; derfor skal vi netop beholde Lampen og passe paa den; thi den kan nu underholde os og i den bestaar al vor Rigdom. Og hvad Ringen angaar, saa vil jeg heller ikke skille mig ved den; thi uden den hvade du aldrig mere faaet mig at se, men jeg havde nu ligget død i den underjordiske Hule; og hvem véd, om der ikke en Gang træffer mig en Ulykke eller en Vanskelighed, saa vil denne Ring kunne redde mig ud deraf.« Aladdins Moder kunde ikke andet end billige det rigtige i hans Ord og sagde derfor: »Ja, ja, min Søn, gør som du vil, men jeg for min Part ønsker aldrig mere at se dette Syn igen.«
Den følgende Dag var det Forraad, som Aanden havde bragt, sluppet op, og Aladdin tog derfor en af de tolv Skaale, som alle var af Sølv, og gik hen paa Torvet med den; der traf han en Jøde, en rigtig gammel Snyder, hvem han dog uden Betænkning viste Skaalen. Straks trak Jøden ham med hen i en Krog, og efter at have undersøgt den nøje, sagde han: »Ja, hvor meget vil I have for den, Herre?« »Du maa selv bedst 248 vide, hvor meget den er værd,« svarede Aladdin. Jøden var meget forlegen; thi han vidste ikke rigtigt, om Aladdin virkelig havde nogen Forstand derpaa, og om han skulde byde ham lidt eller meget; men da han efterhaanden begyndte at mærke Aladdins Uvidenhed, tog han et Guldstykke op af Lommen og gav ham. Saa snart Aladdin havde faaet Guldstykket, ilede han bort, medens Jøden stod ene tilbage, opfyldt af Ærgrelse over, at han ikke havde dristet sig til at byde ham endnu mindre for Skaalen.
Paa Hjemvejen gik Aladdin ind til en Bager og købte Brød og bragte det tillige med Resten af Pengene hjem til sin Moder. Derpaa gik han i Byen og købte alt, hvad de behøvede, og saaledes levede de, indtil de havde opbrugt det, som de havde faaet for den første Skaal. Saa tog han den næste og bragte den til Jøden, som købte dem alle; men da han havde givet et Guldstykke for den første, vovede han nu ikke at give mindre for de andre af Frygt for, at Ynglingen skulde gaa hen og sælge dem til en anden, saa at han selv derved gik Glip af denne rigelige Indtægt. Saaledes blev Aladdin ved, indtil alle tolv var væk og kun Fadet var tilbage; da det var for tungt til at gaa med, hentede han Jøden til sit Hjem, og denne betalte ham straks ti Guldstykker for Fadet.
Men ogsaa disse fik en Ende, og Aladdin tog derfor paa ny Lampen frem og gned paa den. Straks kom Aanden frem og sagde som før: »Sig, hvad du ønsker; thi jeg er din Slave, og ikke jeg alene, men ogsaa alle Lampens andre undergivne Aander.« Aladdin svarede: »Bring mig en lignende Opdækning som forrige Gang; thi jeg er sulten.« Paa Øjeblikket kom Aanden tilbage med et Sølvfad ligesom det forrige, med tolv Skaale med udsøgte Retter og Brød og herlig Vin. Aladdins Moder var gaaet ud, fordi hun vidste, at hendes Søn vilde til at paakalde Lampens Aand, og da hun kom tilbage og saa denne Anretning, blev hun meget glad og overrasket, og Aladdin sagde derfor: »Naa Moder, det var den Lampe, som du sagde, at jeg skulde kaste bort; nu kan du se, hvor den er udmærket!« »Ja, min Søn,« svarede hun, »Gud har forøget sin Godhed imod os, og det er derfor heller ikke min Mening at skyde den fra mig.« Herpaa satte de sig til Bords og spiste og drak, og det gik ligesom forrige Gang, at de fik saa meget tilovers, at der var nok ogsaa til den næste Dag.
Da nu ogsaa dette var sluppet op, tog Aladdin igen en Skaal og gik med den hen for at opsøge Jøden og sælge den til ham. Men tilfældigvis kom han forbi en Butik, hvor der boede en gammel Guldsmed, en ærlig og retskaffen Mand. Da denne fik Øje paa Aladdin, løb han ud og kaldte paa ham og sagde: »Min unge Ven, jeg har oftere set dig gaa her forbi, og jeg har bemærket, at du handler med en Jøde, og jeg tror, at det ogsaa nu er ham, som du gaar og leder efter; men du maa vide, at alle Jøder anser det for tilladeligt at snyde os rettroende Muhamedanere, og denne her er netop en af de værste Kæltringer; vis mig, hvad det er, som du vil sælge ham, og jeg forsikrer dig, at jeg skal give dig for det alt, hvad det er værd.« Aladdin viste ham Skaalen, og da han havde set paa den, sagde han: »Er det den Slags, som du har solgt ham?« — »Ja, akkurat Magen dertil.« — »Og hvad har du faaet for dem?« — »Et Guldstykke.«
Da den gamle Guldsmed hørte dette, udbrød han: »Nej, se dog, hvilken Tyveknægt! han har saamænd bedraget dig til Gavns; thi Skaalen er af det fineste Sølv, og ifølge dens Vægt er den 70 Guldstykker værd, og hvis du vil sælge den for det, saa tag Pengene.« Aladdin tog dem og takkede ham for hans Uegennyttighed, og i den følgende Tid henvendte han ^ig altid til ham, naar han vilde af med en af Skaalene.
Skønt Aladdin og hans Moder nu var bleven saa rige, vecb blev de dog at leve paa deres gamle Maade, uden at tillade sig ny, overdaadige Udgifter. Kun hørte Aladdin nu op med at løbe og lege med Drengene og begyndte at søge dannede Mænds Selskab; hver Dag gik han paa Torvet og talte med Købmændene, baade de gamle og de yngre, om deres Forrets ninger og Prisen paa deres Varer og lignende. Særlig færdes des han blandt Guldsmedene og Juvelererne og betragtede de forskellige Slags Ædelstene, som blev købt og solgt, og ders ved kom han til Kundskab om, at de to Poser med Frugter af Træerne i Fiulen ikke indeholdt Glas eller lignende, men at det var Ædelstene, saa kostbare og prægtige, at ingen Kons ge ejede Magen til dem; thi naar han betragtede alle de Ædels stene, som fandtes hos Juvelererne, saa han, at end ikke de største kunde maale sig med de mindste af hans.
Saaledes vedblev han at omgaas disse Købmænd og han begyndte at gøre sig afholdt af dem, saa at de fortalte ham alt muligt om deres Forretning og lignende; da traf det sig en Morgenstund, da han efter Sædvane vilde begive sig hen til Torvet, at han paa Vejen mødte en Udraaber, der gik rundt og raabte: »Hans Majestæt Sultanen kundgør herved som sin Vilje, at alle Folk skal lukke deres Boder og Butikker og holde sig inde i deres Huse, fordi Prinsesse Badralbudûr (note: »Fuldmaanernes Fuldmaane«),vor Sultans Datter, ønsker at begive sig til Badet; enhver, som er denne Befaling overhørig, vil blive straffet med Døden.« Da Aladdin hørte dette, paakom der ham en ubetvingelig Lyst til at faa Sultanens Datter at se, da han altid havde hørt alle Folk prise hendes Skønhed og Ynde, og han besluttede derfor at gaa hen for at stille sig bag ved Døren til Badet, for om muligt paa denne Maade at faa hende at se, naar hun kom. Øjeblikkelig ilede han af Sted og stillede sig bag ved Døren paa en saadan Maade, at han ikke kunde opdages, og ventede der. Saa snart Sultanens Datter, der havde været tilsløret, medens hun gik igennem Byens Gader, var kommen hen til Badet, slog hun Sløret til Side, og hendes Ansigt kom til Syne, straalende som den opgaaende Sol eller som en skinnende Ædelsten. Om hende siger Digteren:
Hendes Øje har en Trolddom, som man ej forstaar, og Roser blomstrer frem paa hendes Kinder, og Nattens sorte Mørke dækker hendes Haar, men for Pandens klare Dagslys det forsvinder.
Da Aladdin saa Prinsessen uden Slør, sagde han ved sig selv: »Sandelig, dette er et af Naturens Mesterværker; lovet være Allah, som har frembragt noget saa smukt og yndefuldt.« Og med det samme forvirredes hans Tanke fuldstændig, og hans Hjerte blev grebet af den dybeste Kærlighed. Da han kom hjem, var han endnu fuldstændig aandsfraværende paa Grund af dette Syn, og hans Moder sagde derfor til ham: »Hvad er der hændet dig, min Søn, sig mig, hvad er der i Vejen; thi du er jo slet ikke, som du plejer at være.« Men Aladdin, der tidligere havde troet, at alle Kvinder saa ud som hans Moder, og som nu saa pludselig havde erfaret, hvad Skønhed var, bad blot om at faa Lov at være i Ro. Hans Moder trængte ind paa ham for at faa ham til at nyde noget, men han spiste kun lidet og begav sig derpaa til Hvile, idet han tænkte at finde Fred i Søvnen.
Hans Moder blev ved denne Opførsel alvorlig bekymret, idet hun troede, at han var syg, og hun sagde derfor den næste Dag: »Hør, min Søn, sig mig nu, hvad der fejler dig; jeg har nemlig hørt, at der paa Sultanens Opfordring er kommen en berømt Læge hertil fra Arabien, og hvis du nu er syg, saa vil jeg gaa hen for at hidkalde ham.« Men Aladdin svarede: »Nej, Moder, jeg er fuldstændig rask og fejler intet; men jeg havde altid troet, at alle Kvinder saa ud som du, indtil jeg i Gaar saa vor Sultans Datter, Prinsesse Badr*ahbudur.« Derpaa fortalte han, hvorledes det hele var gaaet til; hvorledes han havde hørt Udraaberens Bekendtgørelse og havde stillet sig op bag Døren og faaet Prinsessen at se, da hun slog Sløret til Side. »Og,« sluttede han, »siden jeg har set hende, er mit Hjerte bleven grebet af Kærlighed og en brændende Attraa efter hende, og jeg kan ikke leve, hvis jeg ikke faar hende; jeg har derfor besluttet at bede hendes Fader Sultanen om hende, saaledes som Skik og Brug er.« Da hans Moder hørte dette, sagde hun: »Du maa jo have mistet din Forstand, min Søn; tal nu dog fornuftigt og ikke saadan noget vanvittigt Snak.« »Nej, Moder,« svarede Aladdin, »jeg er ikke gal, og alt, hvad du end vil sige, kan ikke rokke min Beslutning; min Fred er forbi, hvis jeg ikke faar Prinsessen, og derfor vil jeg fri til hende hos Sultanen.« »O, min Søn, jeg besværger dig, lad dog endelig ingen faa slige Ord at høre; men lad hellere alt dette fare; selv om det virkelig ogsaa er din oprigtige Mening, saa véd jeg ikke, hvorledes du vil bære dig ad dermed.« »Ved din Hjælp, kære Moder; det var min Hensigt, at du skulde frembære dette Frieri for mig.« »Nej, Allah bevare mig derfor, saa gal er jeg endnu ikke bleven; tænk dog paa, at din Fader var den ringeste og fattigste Skrædder i hele Byen, og jeg, din Moder, er heller ikke rigere, og saa vil du fri til Datteren af vor Sultan, som ikke engang vil nøjes med Prinser til Svigersønner, undtagen de er hans jævnbyrdige i Magt og Ære.«
Aladdin hørte taalmodig efter, indtil hans Moder var færdig; men saa sagde han: »Ja, kære Moder, det véd jeg altsammen meget godt, at jeg er af fattig Slægt, men det kan ikke forandre min Beslutning, og det er mit Haab, at du vil hjælpe din Søn heri, thi ellers mister du mig, da Døden er mig vis, saafremt jeg ikke naar det Maal, min Kærlighed har sat sig.« Da hans Moder hørte dette, græd hun og sagde: »Ja, min Søn, du er jo mit eneste Barn, og jeg vil sikkert hjælpe dig i alt. Men sæt nu, at jeg kom for at fri for dig hos en eller anden, saa vilde de straks spørge, om du drev noget Haandværk eller Handel eller havde Jord, som du kunde leve af, og hvad skulde jeg saa svareOg naar det vilde gaa saadan med vore Ligemænd, hvordan skal jeg saa bære mig ad overfor Kinas Sultan, som er den største og mægtigste. Jeg er sikker paa, at naar jeg kommer med denne Tale for Sultanen, vil det blive en farlig Sag for os; maaske bliver vi endog slaaet ihjel begge to. Hvordan skulde jeg vel faa Dristighed nok under saadanne Farer til at fremkomme med et sligt FrieriDe maa jo tro, at jeg er gal, naar de hører, hvad jeg vil. Ja, jeg véd nok, at Sultanen er en naadig Herre, der ikke jager dem bort, som kommer til ham med deres Bønner og tager deres Tils flugt til ham, og han belønner dem, som har gjort sig fortjente ved at forsvare hans Land i Krigen og den Slags, men hvad har du vel udrettet for Sultanen eller for Landet, som kunde berettige dig til en saadan Belønning. Og det er sandt, enhver, som kommer med en eller anden Anmodning til Suls tanen, er forpligtet til at bringe en Gave, som passer for Hans Majestæt; hvordan vil du nu bære dig ad med at staa frem og fri til hans Datter, naar du ikke engang har en passende Foræring at bringe ham?« »Moder, Moder, det véd jeg nok, det véd jeg godt altsammen; men Kærligheden har nu en Gang slaaet Rod hos mig, og paa anden Maade faar jeg als drig Fred. Men en Ting var der dog, som du huskede mig paa, og som jeg havde glemt! Du sagde, at jeg ikke havde nos gen Foræring at bringe Sultanen, men nu skal jeg fortælle dig, at jeg har en Skat, som ingen Konge har Magen til. Du maa nemlig vide, at de Stene, som jeg havde med fra den underjordiske Have i de to Poser, ikke er Glas, som jeg først troede, men at det er lutter Ædelstene; det har jeg faaet at vide ved at færdes paa Torvet hos Juvelererne, hvor jeg har set alle de Ædelstene, som blev købt og solgt, og der bemærkede jeg, at*der ikke fandtes en eneste, som kunde maale sig med mine i Størrelse og Skønhed. Hvis du derfor vil hjælpe mig, som du har lovet, saa tag det Porcelænsfad, som vi har, for at jeg kan fylde det med Ædelstene; dem skal du saa bringe til Sultanen, og jeg tror, at med en saadan Foræring vil du let faa Adgang, saa at du kan faa den overrakt til ham selv, samtidig med at du fremfører dit Ærinde; men hvis du ikke vil hjælpe mig til at faa Prinsessen, da er det ude med mig. Men kom nu med Fadet, for at vi kan se, hvordan Ædelstenene tager sig ud i det.« Aladdins Moder stod nu op og hentede Fadet, og han fyldte det derpaa med en Mængde forskellige Slags Ædelstene, saa at Glansen af dem næsten helt blændede hans Moder, og skønt hun ikke rigtig vilde tro paa hans Udsagn om deres umaadelige Værdi, syntes hun dog, at det var en saadan Sjældenhed, at de godt kunde passe for Sultanen. Aladdin forsikrede om deres Kostbarhed, og om, at Sultanen vilde overøse hende med Ære i Anledning af en saadan Gave, og hans Moder sagde derfor: »Ja, ja, min Søn, jeg vil saamænd gerne tro, at de er saa kostbare, men en gruelig Frækhed er det nu alligevel at komme til Sultanen med en saadan Anmodning, og jeg ved ikke, hvor jeg skal faa Mod til at komme frem med den, og sæt ogsaa, at Allah giver mig Dristighed, og jeg faar sagt, hvad der ligger mig paa Hjærte, saa bliver jeg dog erklæret for gal og jaget ud, og maaske bliver ikke alene jeg, men ogsaa du slaaet ihjel. Men det er nu lige meget, for din Skyld vil jeg tage mig sammen og gaa derhen, og hvis Sultanen tager pænt imod mig i Anledning af den smukke Gave, saa tænker jeg nok, at jeg skal faa det sagt. Men det er sandt! naar nu Sultanen har hørt mit Frieri og saa spørger om din Stilling og din Rigdom, som Flok plejer, hvad skal jeg saa sigefor du skal se, det Spørgsmaal kommer han nok med.« Aladdin svarede: »Nej, det kan han ikke faa nogen Grund til, naar han ser disse Ædelstene, saa det skal du ikke bekymre dig om; gaa du blot af Sted, og gør dig ikke Sagen værre i din Forestilling, end den er i Virkeligheden. Desuden er det mit Haab, at Lampen, som skaffer os alt, ogsaa vil kunne sætte mig i Stand til at besvare et saadant Spørgsmaal fra Sultanen.«
Under saadanne Samtaler hengik Natten, og efterhaanden kom der mere Mod i Aladdins Moder, særlig ved Tanken om, hvad Lampen kunde udrette. Da hendes Søn bemærkede dette, blev han bange for, at hans Moder skulde udplapre Hemmeligheden og sagde: »Vogt dig vel, Moder, for at sige et eneste Ord om Lampen, for at vi ikke skal miste den; thi af den afhænger al vor Herlighed.« Moderen sagde, at det skulde han ikke være bange for; derpaa tog hun Skaalen med Ædelstenene, svøbte et stort Tørklæde om den og begav sig af Sted til Sultanens Raad, hvor hun kom saa tidligt, at det endnu ikke var samlet.