"Darwin og Fuglen" og "Knokkelmanden" af Johannes V. Jensen

"Darwin og Fuglen" og "Knokkelmanden" af Johannes V. Jensen

Charles Darwin

I dette afsnit påbegynder vi en ny sæson af Forlæst hvor vi vil tage hul på Johannes V. Jensens myter. Når de fleste andre benytter sig af ordet myte, er det for det meste gamle gude- og heltesagn de henviser til, men sagen er en ganske anden hos Jensen. Vi vil hen ad vejen komme ind på hans forskellige forsøg på at definere genren, men først vil vi stifte bekendtskab med nogle af de tekster han mente tilhørte den.

I dag læser vi de to myter, "Darwin og Fuglen" og "Knokkelmanden". Sidstnævnte var den allerførste tekst som Jensen selv betegnede som en myte.

Darwin og Fuglen

Der ligger endnu Sne paa Jorden, men Foraaret er nær. Solhvervet gør sig hver Dag mere gældende, Himlen springer ud høj og lys midt i Bygerne; inden vi véd af det faar vi varme Nætter. 

Alt dette lunefulde, vaade og straalende Vejr er ægte dansk. Der er intet andet Land i den Grad lagt ud i det Fri, under aaben Himmel, som Danmark. Snart er det som om hele Østersøen svøber sig ind over Københavns Gader, den vaade Søluft, Skyerne i lav Drift, den raa Taage, der alligevel smager af Grøde; snart slaar Solen sig ud over Byen som en bejlende Guddom. 

Det er her Foraaret brygges, herfra kommer Vægelsindethed og altfor god Tro, snart Blindhed og snart synske Delirier, her paa disse lave Øer hører Foraaret nu en Gang hjemme. 

Et af de Steder hvor Foraaret først begynder at husere, er ude paa Vestre Kirkegaard. Der er saa aabent og lyst paa den højtliggende Begravelsesplads, der vender sig med sin ene Side ind mod Byens Taarne og kompakte Kaserner og med sin anden ud mod Landet, Kalvebodstrand og den fjerne Horisont. Søen ude hinsides Amager ligger altid blændende sammensmeltet med Sydhimlen, set her oppe fra. Paa Gangene og Gravene, hvor Solen staar paa, tør Mulden op, og det visne Græs ryger næppe synligt under det kolde Solskin, men i Skyggen bag Graner og Hække ligger Jorden haard som Jern med et fint Overtræk af gnistrende Rim. Hvor her er stille. Den lille Dam der oppe stirrer med sit Skjold af brusten Is — sidst jeg var her laa den som en boblende Gryde, hvori det klare Vand blandede sig med Solen, mens Tudserne dukkede ud og ind gøende af Varme. Det kommer altsammen, snart har det været. 

Men endnu er her vinterlig stumt. En eneste Fugl synger i Grædepilen, prøver sig frem med en lille fløjtende Node, der er lys og kold som det for tidlige Solskin. 

Nogle unge, høje Pileskud rækker sig i Buskadset med hvide Knopper op imod den hvidblaa Himmel og den blanke Bark overgydt med Lys, de svajer som et Bundt Spyd med en skinnende Ynde, de ligesom udskyder fine Lyn af Sollys op i det blaa Rum. Et ringe Spil, men det gentager sig hvert Foraar, og det kan ikke skade nogen, om man sidder ene en Dag og ser det igen og mumler til en Ven, der er død og dog saa nær, Lenau. 

Rundtom breder sig Gravene, Monumenterne i fjern alvorsfuld Stil, de smaa Cypresser og de med Flid forkrøblede Sørgepopler, hele denne By en miniature, som det er en Art eventyrlig Rejse at begive sig ind i. Der er dog en egen Humor, et Dyb af Uvidenhed, som bedaarer, i dette, at indfødte Københavnere rejser denne By i det Smaa som et Afbillede paa en Verden, der ikke eksisterer. Er det urgamle Forestillinger om Syden, der gaar igen og ikke vil dø, er det derfor, Cypresserne maa til og de »afbrukne« Søjler og hele det klassiske Landskab i en Urtepotte? Er det endnu latterligere, endnu mere elskværdigt hedensk, er det en blind, uudslukkelig Erindring, der gaar tilbage til før Istiden, da Klimaet i Norden var tropisk, er det den tabte Verden, der endnu brudstykkevis gaar igen paa vore Kirkegaarde? Er Retningen af vort stakkels korte Liv en Gang for alle bestemt af den Afstand, i Tid og Rum, der er mellem Enebærbusken og Cypressen? Hvorom alting er, Kirkegaardens Lilliput-By har sin egen Kolossalstil i Formindskelse, der vækker vor Sympati. Herunder hviler H. P. Hansen og R. Messerschmidt m. m. fl., som vi synes, vi har kendt, og for hvem vi kun føler Venskab. Tiden staar stille over Gravenes By, holdt fast af Skuffelse. De Døde tier. Stille. 

Men Solen flammer i hvid Majestæt paa Himlen, funkler, yngler; det er som om den drypper Sole fra sig og atter Sole, naar man ser op til den, som Odins Ring. Og Varmen, der naar ned fra Solen gennem Frostluften, fra den uhyre fjærne og over al Forstand vældige Ildsfære, som vi ved og dog ikke ved svimlende Ting om, denne Varme er saa hemmelighedsfuld, at man gyser af en Gru, der er oprindelig som Livet selv og derfor sød, og svimler af en Lykkefølelse, der saarer, Tanken om at man maa dø. 

Det er Foraarets Kapital, det eneste man lægger op, at man kommer Naturen nærmere, jo ældre man bliver, indtil man udentvivl tilsidst bliver et med den. Saa sørgelig er Tilværelsen ikke, at man taber Sansen for Vejr og Vind, for Planter og Solskin og Farver med Alderen, tværtimod bliver man i den Henseende mere og mere forfinet, efterhaanden som Kræfter og Passioner tager af. Jeg kom til at se dette for mig i et Billede en mørk Dag, da jeg trængte til at danne mig et Symbol, hvori der var Skønhed og Alvor, Varighed. Jeg saa Foraaret og Darwin. 

Ude i en Skov var det, Dyrehaven ved København f. Eks., en tidlig Foraarsdag med Skovbunden hvid af Anemoner og nysudsprunget Løv paa Bøgene. Der er i Grunden kun som en blændende Musik af grønne og blaa Farver, Løvet der er gennemluet af Solskin og Himlens Under af Blaat i Blaat. I dette Hav af unge frydefulde Farver staar Bøgestammerne med frisk skifergraa Bark som levende Søjler. Og der er en frodig Hasselbusk, paa hvis nye Løv og saftfulde trinde Skud man kan se, hvor Mulden er lun, og hvor Solen varmer Luften, der dirrer mellem de fugtige Blade. Først ser jeg ikke andet end denne Samdrægtighed af Farver, Løvet der gror og Himlens og Solens Bad af Lys og Blaahed, hvori det dyber sig saa vaarligt. 

Men da skelner jeg noget som et Ansigt ved en svær gammel Bøgestamme halvt skjult af en spæd Løvkvist, som er spiret ud langt nede paa den tykke Stamme. Det er Darwin. Man faar vanskeligt Øje paa ham, hans blege Oldingetræk og hvide Skæg gaar næsten i et med den graa Bark paa det gamle Træ, og Løvet falder sammen med hans lange falmede Kappe. Kun naar man véd det ser man de kendte hæderfulde Træk der i Skoven. Saa et med Naturen er den gamle Mand, saa skjult gaar han i sit Livs Vinter midt ind i Foraaret, han hvis hele Sjæl var det skønneste Eksempel paa genial mimicry, Menneskeheden har kendt. 

Han staar fuldkommen stille, og den Ro der er over hans smukke Hoved føler man er erhvervet ved Kærlighed til den grønne Jord. Man ser, at Liv og Visdom det er kun Opmærksomhed. 

Hans Øjne er rettet til Siden et bestemt Sted hen, dvælende, med et Blik der ligesom er fuldt af Næring, han iagttager noget, ser som den der har et Livs Prøvelser bag sig og først nu ejer Evnen til at vide, idet han uset staar og iagttager. 

Og idet jeg følger Retningen af hans Blik opdager jeg midt inde i Hasselbuskens Krone en ganske lille Fugl. Jeg havde ellers ikke faaet Øje paa den, stille som den sysler mellem Løvet og af en Farve der taber sig mellem Skygger og Blade. Den laver til Rede, sidder med et langt Hestehaar i Næbbet og lægger Hovedet snart om paa den ene Side og snart paa den anden, mens den flytter sig saa smaat paa Kvisten og lægger Planer for Anbringelsen af Hestehaaret i Reden, der ses halvfærdig mellem to Grene. Den er saa tryg, smutter saa sorgløs mellem Blade og Soltit, skønt den er ene, for den er jo hvor den er, altid hjemme og altid fortrolig med sin lillebitte Skæbne. Dagen blaaner, Løvet dier den varme Luft. 

I denne Vaardag fuld af Sødme og Ungdom ser jeg den store Kender staa varsom og gøre sig til et med Fuglens Tilværelse, selv ligesom udslettet af Naturen, der omgiver ham, alderstegen og skrøbelig, men med Udødeligheden i sine milde Øjne. Han ser saa mosset ud, med dybe Rynker i det falmede jordgraa Ansigt, han har med Forlov en Gammelmandsvorte ved Næsen, Skægget hænger ned som en Busk fin og bleget Lav. Han ligner en gammel Vækst. Men de blaa alvise Øjne falder i Farve sammen med Foraarshimlen. Man skal se nøje til for at skelne ham i Skoven. 

Som han staar der leder han Tanken hen paa den Guds Mand i Eventyret, der dvælede blot en lille Time i Lunden for at lytte til en Smaafugl der sang, og som havde været borte , i tusinde Aar, da han vaagnede af sin Henrykkelse. Ogsaa Darwin staar og er borte, Titusinder af Aar, for han ser ikke alene Fuglen i Busken, han staar og fatter, at det er et fjedret Firben, hvis fiskeagtige Forfædre en Gang krøb i Land fra Havet. Periophthalmus, staar han maaske og mumler, mens hans Tanker er et Sted i Troperne, i Mangrovekrattet, hvor han saá Fisken, der gaar paa Land. Her og hos Fuglen og nede i Juraperioden har den gamle Sammenligner og Genkender sine Tanker. 

Er han da død — er det ikke snarere sandt, at han lever i al Evighed og altid er at finde midt inde i Foraaret? 

Saadan som Darwin tog imod Tilværelsen, rørt og i dybeste Ædruelighed, saadan efterlod han sig den, da han selv helt var bleven et med Jorden. 

Foraaret kommer til mig i hans Navn, som Solens Straalevarme gennem Frostluft, mellem Gravene. 

(Fra Nye Myter)

Knokkelmanden

I

Tørste Gang jeg saa hende var i Krefeld, en Vinteraften. Det er som mindes jeg et Dyr, saa blid og lidende var hun, saa forkommen og saa uendelig god. Hun hed Kate. 

Vinteren ved Rhinen er ikke en Gang vinterlig — hverken Sne eller Storme eller Isgang af Søen — alt Vejr er bleven opsat paa ubestemt Tid, Sol og Vind har forladt det lave Indland. Floden vandrer glansløst forbi, den gaar i graa Bølger som et ustanseligt Tog af Udvandrere. Ovre paa den ene Bred svajer Færgen ud for Strømmen, og paa den anden Bred bliver Staalkablet levende, det strammes og staar skælvende ned i Vandet, det bæver som en Nerve. En halv Mil oppe gaber en Buebro i det taagede Lavland som en uhyre Maalerlarve. Og rundt i den vinterrøde Luft rejser sig Skorsten ved Skorsten, hele Vildnis af Skorstene, hvorfra Røgen stille bløder. Langt, langt ude staar en milehøj Pinje af Røg, det er over Essens Kanonværksteder. 

Et raslende Sekundærtog bragte mig til Krefeld, just som alle Dampfløjter peb Fyraften, og Fabriksarbejderne i Tusindvis spyedes ud fra Værkstederne. Gaderne i Krefeld laa med kold og leret Søle. Lygterne var tændt men lyste ikke endnu. Da jeg senere paa Aftenen vandrede om i den sørgelige By, saa jeg to blaahvide Buelamper over en Port og en grøn Ildskrift: Varieté. Der gik jeg ind. 

Bortset fra de tyske Uundværligheder, Dumme Peter og den tykke Mand, der ikke kan synge (man maa smigre de Indfødte), var Forestillingen af ganske international Natur. En fransk Sangerinde optraadte, to amerikanske knock-abouts, en russisk Atlet m. m. Og alle disse trætte Fabriksslaver paa Tilskuerpladsen havde godt af hvad de saa og hørte, det lysnede i deres grove Ansigter. 

De havde tilbragt Dagen mellem Maskinernes Klør, de kom ude fra dette elendige Land, der endogsaa er forladt af den klassiske Vinter, af Sneen og Juleroserne og Barn Jesus; hvert eneste skikkeligt Trampeldyr havde Træk i Ansigtet af klæg Socialisme og af den allerbilligste kradsende Gudsfornægtelse . . . Kampen for Livet uden ny Tro! Hvor var Hjærnerne øde der, hvor trængte disse arme Munde til at klage! Hvilken knusende Sjælenød! Et sort og gabende Hul — aldrig var Verden saa forladt! 

Hen paa Aftenen optraadte Kate. Hun var i Grunden kun Numer to i Ensemblet, hun assisterede en musikalsk Klown. Men han gjorde Lykke paa Grund af sin gyselige Magerhed, sine Fødders enorme Længde og sin Hæshed; han var hæs som en Dødning. Kate dansede, hun var i blaa Silketrikots, hendes runde Ben rystede af Kulde ... og af Skræk. Paa Armene havde hun blaa Pletter efter Prygl, hun havde faaet i Kulissen. Hun var af den Slags smukke Børn, der har græmmet sig fra de var smaa, der er bleven smidt omkring med. Kate havde født et Par Gange, kunde man se, men Moderglæden var bleven hende nægtet. Og dog smilede hun sødt og pigeagtigt; der var en Glorie om hendes Person. Som hun dansede der til den raa Knokkelmands Musik, var hun en Aabenbaring af det eneste rige og fine i Verden. 

Klownen steg ned fra sin Pæl, hvor han havde siddet som en Abe med begge Ben lagt om Nakken og spillet, mens Kate dansede. Han væbnede sig med et nyt Instrument, en Slags Luth, der kun havde een Stræng. Nu fulgte den Duet, som jeg aldrig siden har kunnet glemme. Kate stod ganske stille paa Tæerne og sang. Det var en lille gammeldags engelsk Vise, sunget med et smærteligt Skælmeri. Og rundt om hende, der sang, skrævede Benraden med sin brustne Luth, Strængen gav et Kvæk nu og da som en Kno mod en Kiste, og selv frembragte han et Omkvæd, et bredt, rustent Bræg — Mma! 

Det lød forunderligt stærkt, Kates fine sværmeriske Sang og dette Mma, der var saa rystende musikalsk og saa ondt. 

Mma! 

Alle Tilskuerne sad stille. Og da den sære Tvesang deroppe var forbi, havde alle de umælende Munde klaget! Jeg saa dem sukke, saa at Skuldrene løftede sig, jeg saa paa deres Øjne, at en Smærte var gaaet lægende gennem deres Sind. 

II 

Anden Gang jeg saa Kate var i London nogle Maaneder efter. Det var endnu den samme Vinter, men i London glemte jeg den, fordi jeg dér glemte alting. 

Jeg boede i Stamford Street. Værelserne i Stuen var lejet ud til enligboende Kvinder; naar jeg kom hjem om Aftenen — Regnvejr og Søle var det altid — kendte jeg mine Medlogerende i Gaden, de stod dyngvaade og fortvivlede. De vinkede svagt i Mørket, og sommetider hørte jeg dem græde under Sjalet, tørt og kvalfuldt som Børn, der er bleven borte. 

Mit Værelse vendte ud til et Tømmeroplag, og her gik der hver Nat en stor sort Pladshund. Den truede og gnirrede troligt hele Natten. Naar jeg var henne og se ned, stod den gærne foran Porten paa alle fire stride Ben og med Børsterne rejst. Lyden af Støvlesinker mod Flisen udenfor i den sene Nat fik den til at tie paa en ondartet Maade. Den var som en Fortætning af Nat og af Søvnløshed. Den stod stille Timer i Træk som en sort og farlig Sprængkraft dernede. Hvor var der Ondskab og Kval i denne Vaagen af en vild Hund! Jeg smed i Nattens Stilhed Brænde ned paa.den, naar den knurrede, og mens Byen London murrede i Søvne, hørte jeg, hvor Hunden blev tavs, mens den splittede Træstykkerne til Spaaner i sine fraadende Tænder. 

Hvad jeg mindes fra den Gang er Mørket i London. Jeg saa kun Byen belyst en eneste Gang, og da lignede den en By, Vandet er sunken fra; Husene var sorte af Slam og stribet som efter en aarelang Oversvømmelse. 

Naar jeg gik ned ad Trapperne, stod der undertiden en Dør aaben til et Værelse paa anden Sal, og der saa jeg en gammel Mand ligge i Sengen. Det var en forhenværende Sømand, tænkte jeg mig, der havde lejet sig ind for sine sidste Midler. Han laa altid proper og kraftesløs med sit graa Hoved paa Puden; Hænderne, hvorpaa der var tatoveret Ankere og Bogstaver, havde han foldet taknemligt foran sig paa Dynen. For hver Dag der gik, saa jeg, hvor han var bjærget, hvor underfundigt og komfortabelt han laa der og døde. 

Men hver Aften, hver Aften, naar jeg kom hjem og ledte efter Nøglen i min Lomme, hørte jeg en sagte Piben ud fra Nøglehullet i min Dør, en hørlig Træk af Tomheden derinde. 

Jeg lyttede. Hør hvor det sang utydeligt og bange. Den Dør skulde jeg alene aabne, inde i den forfærdelige Stue ventede en Ensomhed, som jeg alene havde Nøglen til. 

Det er bleven til en Myte i min Erindring altsammen — Hunden og Sømanden, Knokkelmanden og Kate. Hende fik jeg at se igen. Jeg faldt en Aften ind i en Varieté, hvor hun og Knokkelmanden optraadte. De havde ikke forandret sig en Smule, de gav nøjagtig de samme Numre som den Aften i Krefeld. Men da jeg nu hørte Tvesangen igen, Kates lille smærtelig skælmske Vise og den skindmagre Abes dybe, musikalske Ravnesang, da slog det mig, at det var en Livets og Dødens Duet, jeg hørte. Ak ja, Kate, den fine og mishandlede Kvinde, der smilede og sang, saa at alt blev ømt og gyldent — og saa denne Satan med det sminkede Kranium, der er musikalsk, der har Talent, Manden som hele sit Liv igennem slaar og knuser og ødelægger! Jo, Kates skære Stemme vakte alle Længsler, og den rustne Bas rundt om hende manede grinende . . . Mma! 

En Dag, da jeg kom ned ad Trapperne, stod Døren ind til Sømanden igen aaben. Lagnet var slaaet pynteligt op over hans Ansigt, Formen af Hovedet kunde skelnes. Han var død. Med ham døde Bevidstheden om saa og saa mange Kryds rundt Kap det gode Haab. Med ham sluktes Erindringen om den og den Dravat i Spanskesøen — Glimt af Dovers Klidtklint — fulde Fregatsejl under Sydamerikas Kyst, Sorgtider og Letsind. Med ham døde Mindet om en Ring af Mennesker, troløse Folk og lystige Folk . . . Havnestæders ubarmhjærtige Piger . . . hvide Veninder . . . kanelbrune Kvinder i Batavia. Mma! Mma! 

(fra Myter og Jagter)