"Offentlige og private scener af dyrenes liv" af Honoré de Balzac og Christopher Boeck

I dette afsnit læser vi tre fortællinger fra samlingen Offentlige og private scener af dyrenes liv fra 1842/1877. Det er eksempler på samtidens og eftertidens stadigt mere udbredte brug af dyr i almindelighed og katten i særdeleshed til at gøre grin med mennesket og dets samfund. Det er naturligvis et greb som man nemt kan spore helt tilbage til Æsop, men hvor antikken lod de talende dyr forblive i naturen, inkorporerer fortællinger som disse dyrene i menneskenes samfund.

I den første fortælling, "En afrikansk løves rejse til Paris" af Honoré de Balzac, en af tidens største forfattere, mødes en afrikansk dyrecivilisation med den franske menneskecivilisation, og på den måde latterliggøres den sidstnævnte.

Et andet greb ser vi i de to andre fortællinger: "Stakkels Beauty. Skildring af engelsk hunkats erotiske genvordigheder" af Honoré de Balzac og "Rosa og Rosita eller Den forelskede kat" af Christopher Boeck. Her er menneskene i det skarpt hierarkiske engelske samfund helt erstattet af katte og andre dyr, der på én gang overtager menneskelige dyder men alligevel bevarer noget af deres dyriske natur, og på den måde kan benyttes til at gøre grin med datidens forstokkede normer.

God fornøjelse.

Ordliste

Quousque tandem abutere, justitia, patientia nostra er en omskrivning af quousque tandem abutere, Catilina, patienta nostra som bogstaveligt betyder 'Hvor længe endnu, Catilina, vil du misbruge vor tålmodighed?'. Benyttes spøgefuldt ved udtryk for utålmodighed. (DSDE)

nec plus ultra: Den nyeste udvikling

En afrikansk løves rejse til Paris

Ved Atlasbjergenes Fod, tæt op til Ørkenen, regjerede en Løve, der altid havde udmærket sig ved sin Forslagenhed. Han begyndte imidlertid nu at blive gammel. Han mistede en stor Hjørnetand og hans Kindtænder bleve efterhaanden altfor runde og glatte, saa at man kunde høre det i hele Hovedstaden, naar han spiste et lille Lam eller...

Filurkatten fra "Alice i eventyrland" af Lewis Caroll og "Stationskatten" af J. Jacobsen

I dette afsnit skal vi se nærmere på en af de kendteste talende katte i litteraturhistorien: The Cheshire Cat som Lewis Caroll udødeliggjorde i Alice i Eventyrland fra 1865. Den stammer oprindeligt fra et britisk udtryk for at smile så stort at tandkødet kan ses, men oprindelsen til udtrykket er uvis, selvom der er mange teorier. Kattens navn er bl.a. blevet oversat til grinekatten, men her vil vi bruge den kendteste danske oversættelse: Filurkatten. Denne oversættelse er stadig altdominerende ikke mindst fordi det var den Disneys tegnefilmsadaptation fra 1951 benyttede sig af, og det er da også på grund af Disneys adaptation af Filurkatten at den er flyttet ind i den fælles kulturelle bevidsthed. Vi vil lytte til kapitel 6 fra Alice i Eventyrland, hvor Filurkatten for første gang optræder.

Dagens afsnit markerer også overgangen til en række fortællinger med talende katte der ikke har deres oprindelse i eventyrtraditionerne, men i stedet benyttes på nye og anderledes måder. Dette ses også i dagens anden historie, "Stationskatten" af J. Jacobsen som blev trykt i Esbjerg Avis den 6. januar 1900, hvor kattehovedpersonen udvisker grænserne mellem hvordan det er at leve som kat og som menneske. Den er resultatet af at jeg i forbindelse med forarbejdet til denne sæson har gennemtrawlet en række ældre danske dagblade på jagt efter kattehistorier. Jeg fandt knap 30 kandidater med hjælp fra Kim E. Jensens føljetonoversigter og Statsbibliotekets arkiver. De fleste af dem er der stort set ingen nulevende danskere der har læst, for de er så vidt jeg har kunnet finde ud af aldrig blevet genoptrykt. Det er fascinerende at kaste sig ud i den slags avisarkæologi, også selvom det meste var skrevet med gotiske bogstaver, og derfor tog lang tid at transkribere. Alligevel har jeg kun medtaget et par stykker af dem i denne sæson, ikke kun fordi kvaliteten var noget svingende, men også fordi mange simpelthen var for brutale. I modsætning til de fleste andre kattehistorier jeg har læst, er de ikke er blevet kurateret af senere generationer af redaktører, der som de fleste af nutidens læsere, havde et mere moderne syn på dyrevelfærd. For 100-150 år siden var det sjældent sørgeligt når en kat døde, tværtimod, mange af de gamle avishistorier udtænkte brutale scenarier som skulle få læseren til at more sig over kattens død. De historier vil jeg skåne jer for.

"Gris og peber" fra Alice i Eventyrland

I et par minutter stod hun og kiggede på huset og spekulerede over hvad hun nu skulle gøre, da der pludselig kom en lakaj i tjenerdragt løbende ud af skoven--(hun anså ham for at være en lakaj, netop fordi han var iklædt tjenerdragt: ellers ville hun, på grund af hans ansigt, have kaldt ham en fisk)--og bankede højlydt på døren...

"Katten og Djævlen" af James Joyce og "Katten der gik sine egne veje" af Rudyard Kipling

I dette afsnit bevæger vi os op i det 20. århundrede for at lytte til to fortællinger der kan ses som fabler der forklarer kattens rolle i verden.

"Katten og Djævlen" af James Joyce er en historie forfatteren skrev i et brev til sit barnebarn Stephen i 1936 og som først efter hans død er blevet offentliggjort som en selvstændig fortælling. Her er katten ikke antropomorficeret, men er blot et offer for menneskers rænkespil mod Djævlen. Denne fatter sympati for den stakkels kat, og dermed er associationen mellem djævlen og katten etableret.

Rudyard Kipling fortæller i "Katten, der gik sine egne veje" fra 1902 en oprindelsesmyte i mundtlig stil, hvor katten som det eneste domesticerede dyr bevarer sin selvstændighed. Samtidig er Kipling et barn af Victoriatiden, og derfor forbindes katten entydigt med kvinden, som er hende der efter først at have domesticeret manden, senere forsøger at gøre det samme ved katten, og det er hende der til sidst giver katten fripas til at komme i hjemmet. Katten er dog for snedig til for alvor at lade sig tæmme, og har kun foragt til overs for de dyr der lader mennesket gøre det mod dem. Selv efter at være flyttet ind hos mennesket går katten derfor fortsat sine egne veje – i modsætning til hunden. Relationen mellem katten og hunden, både som egentlige dyr, men også især som symboler, er et modsætningspar vi vil støde på mange gange endnu i løbet af denne sæson.

Katten og Djævlen

Min kære Stevie:

Jeg sendte dig en lille kat fyldt med slik for et par dage siden, men måske kender du ikke historien om Beaugency-katten.

Beaugency er en lille, gammel by på en af Loires breder, Frankrigs længste flod.

Det er også en meget bred flod, i hvert fald for Frankrig.

Ved Beaugency er den så bred, at hvis du...

Folkeeventyrene "Herreper" og "Per Snalter og den hvide kat"

I dette afsnit ser vi igen – og for sidste gang denne sæson – nærmere på folkeeventyrenes brug af katten. Sidste gang læste vi en kunstnerisk bearbejdet udgave af "Den hvide kat" og i dag læser vi en langt kortere mundtlig udgave fortalt af pigen Sine Olsen i Pilgård i Sir, indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og første gang trykt i 1888. Her er de rimede digte og opmærksomheden på nøje planlagte tematikker erstattet af en ligefrem mundtlighed og enkle arketyper. Her har kunsteventyret været inspirationen der førte til digtningen af dette folkeeventyr, som jo ingen original har, men som i stadig mere forskellige udgaver har udviklet sig som grenene på et træ. Den udgave vi er endt med er blot dén som Kristensen tilfældigvis er endt med at indsamle, mens alle de øvrige udgaver for evigt er gået tabt med deres fortællere og tilhørere.

Dagens andet eventyr er indsamlet af Asbjørnsen og Moe i Norge i 1840'erne, og er et endnu mere spændende eksempel på hvordan den mundtlige kultur indoptog både andre mundtlige fortællinger og også de kunsteventyr som fortællerne stødte på. Her er "Den bestøvlede kat" og "Den hvide kat" blevet kombineret til én og samme figur. Det er et eksempel på hvad man i nutiden kunne kalde en cross-over-fanfiction: Altså en tekst hvor to forskellige fiktive universer sammenblandes. Det er et perspektiv som understreger, at selvom den mundtlige fortællings flygtighed ikke længere er dominerende i vores kultur, så har vi som mennesker ikke forandret os synderligt. Vi ønsker stadig at digte videre på og udforske de historier og universer som taler til os, men nu gør vi det ofte sammen med mennesker over hele verden i internettets fællesskaber.

Per Snalter og den hvide kat

I et land langt langt borte herfra levede for mange mange år siden en mægtig konge, der havde tre sønner, som han holdt overmåde meget af. De to ældste var også et par smukke karle, men den tredje, Per, var der ikke stor stads ved, han skulde da også gjærne være nar for de andre, og aldrig kaldte de ham andet end Per Snalter. Kongen holdt...

"Den hvide kat" bearbejdet af R. S. Feveile efter eventyret af d'Aulnoys

Blot ét år efter Perrault skrev sin udgave af "Den bestøvlede kat", skrev Marie-Catherine d’Aulnoy eventyret "Den hvide kat". I "Den bestøvlede kat" er katten en hjælper i kraft af sine nyttige katteevner, og det var også kendetegnende for hvordan katten blev anskuet i Europa indtil da. I kontrast hertil er d'Aulnoys hvide kat primært karakteriseres ud fra sin sofistikerede elegance. I 1698 var dette en ny tilgang til katten som figur i litteraturen, og det afspejlede kattens nye rolle i især det franske samfund. Katten var ikke længere kun et nyttedyr men også et kæledyr, og især de franske adelsdamer fremhævede i disse år kattens fortrin. d'Aulnoys hvide kat er det tidligste eksempel på den menneskegjorte kat som en karakter der kan vække den mandlige hovedpersons romantiske interesse. Netop denne kønsfordeling er kun blevet styrket siden, og katten tilskrives i dag stadig meget ofte feminine egenskaber.

I dag læser vi R. S. Feveile omarbejdede udgave af eventyret med titlen "Den hvide kat eller lykken følger den kække" fra 1875.

I. Kongen og prins Manfred

„Sundhed og godt humør tillige

det er den bedste skat, du kan få;

hvad hjalp dig hele verdens rige,

kunne af glæde dit hjerte ej slå?

hvad giver livet først god kulør?

sundhed, min ven, og et godt humør!"

 

Ding — dang! ding dang! ding dang! Sørgelig lød hver morgen og aften...

Fabler og eventyr med katte af Æsop, Grimm og Perrault

I dag skal vi lytte til fabler og eventyr hvor katte spiller en væsentlig rolle. Jeg har medtaget adskillige fabler af Æsop, fundet en række eventyr indsamlet af brødrene Grimm, og endelig skal vi naturligvis også lytte til Den bestøvlede kat i Charles Perraults udgave. Det er særligt interessant at bemærke hvor tidligt vi kan genfinde de idéer om hvad katten symboliserer som vi stadig genfinder i nutiden.

Katten og fuglene

En kat hørte, at fuglene i et fuglehus var syge. Den klædte sig ud som læge, tog et sæt af de instrumenter, som lægerne bruger, og indfandt sig ved døren og spurgte, hvordan fuglene havde det? "Vi vil have det rigtig godt," svarede fuglene, uden at lade den komme ind, "når vi har set din ryg."

En skurk kan forstille sig, men han skuffer ikke...

"Manden i huset" af Ethel Colburn Mayne

I dagens afsnit begynder en ny sæson af Forlæst hvor vi vil lytte til en række fortællinger hvor katte spille en væsentlig rolle. Jeg har ledt både i Danmark og i udlandet efter gode kattehistorier, og den første jeg vil præsentere jer for er skrevet af Ethel Colburn Mayne som var en irsk forfatter der levede i 1865-1941. I sin samtid blev hun sammenlignet med store navne som Henry James and Katherine Mansfield, men efter sin død blev hun hurtigt glemt. Det er nok også grunden til at hun så vidt jeg har kunnet finde ud af, aldrig før er blevet oversat til dansk, så derfor har jeg selv måttet oversætte dagens historie, der oprindeligt udkom i 1919 under titlen "The Man of the House".

Indholdsadvarsel: Dyr der dør af sygdom.

Manden i huset.

Da den gamle dr. Mount døde, og fru Mount også døde blot få måneder senere, forlod de tre Mount-søstre Nottingham for at tage til London. Deres far havde rådet dem til at gøre dette, når de blev "egentlige forældreløse", som han sagde; der ville være bedre muligheder i London. Han mente erhvervsmuligheder. Melicent, den ældste, var fødselssygeplejerske...

"Nøddeknækker og musekonge" af E.T.A. Hoffmann, kapitel 12-14 af 14

I dette afsnit læser vi sidste del af julefortællingen Nøddeknækker og musekonge af E.T.A. Hoffmann.

Dette var sæsonens sidste afsnit. Næste sæson kommer til at handle om katte i litteraturen. På genhør.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License. Musikken i slutningen af afsnittet er "Nøddeknækkersuite 8: Blomsternes vals" fremført af United States Air Force Band i 1996.

12. I Dukkernes Rige

Marie betænkte sig ikke paa at følge Nøddeknækkers Opfordring. Hun forstod godt, at han ønskede at vise hende sin Taknemmelighed. og hun var spændt paa at se alle de Herligheder, som han havde Adgang til. Derfor sagde hun: »Jeg følger Dem gerne, Hr. Drosselmejer, dog maa det ikke tage alt for lang Tid, da jeg endnu ikke ganske har udsovet.« »Lad os...

"Nøddeknækker og musekonge" af E.T.A. Hoffmann, kapitel 8-11 af 14

I dette afsnit læser vi næste del af julefortællingen Nøddeknækker og musekonge af E.T.A. Hoffmann.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License. Musikken i slutningen af afsnittet er "Nøddeknækkersuite 4: Trepak: Russisk dans" fremført af Ballet Francaise Symphony Orchestra i 1958.

8. Fortsættelse af Eventyret om den haarde Nød

Den næste Aften fortsatte Assessoren sin Fortælling. Se, nu forstaar I vel, Børn, hvorfor Dronningen lod den skønne Prinsesse Pirlipat saa omhyggelig bevogte. Drosselmeyers Maskiner hjalp aldeles ikke mod den kloge og erfarne Fru Muserinks. og Hoffets Astronom, der tillige var Overstjerne-tyder, lod sig forlyde med, at kun...

"Nøddeknækker og musekonge" af E.T.A. Hoffmann, kapitel 5-7 af 14

I dette afsnit læser vi næste del af julefortællingen Nøddeknækker og musekonge af E.T.A. Hoffmann.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License. Musikken i slutningen af afsnittet er "Nøddeknækkersuite 2: March" fremført af Ballet Francaise Symphony Orchestra i 1958.

5. Kampen

»Slaa Generalmarchen, min trofaste Trommeslager!« raabte Nøddeknækker med kraftig Røst, og straks begyndte Trommeslageren at slaa Hvirvler paa Trommen, saa det rigtig smældede mod Ruderne i Glasskabet. Saa knagede og bragede det derinde, og Marie saa, hvorledes Laagene paa alle Æskerne, hvori Frits’s Soldater laa gemt, sprang op, og Soldaterne rejste sig og...