kunsteventyr

Eventyr som er skrevet af en bestemt forfatter. Står i kontrast til folkeeventyr.

"Hans og bønnestagen" af Joseph Jacobs

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Mickey og Bønnestagen fra 1947.

Hans og Bønnestagen er oprindeligt et engelsk folkeventyr hvis første nedskrevne udgave er fra 1734. Dog lader Joseph Jacobs omskrivning fra 1890 til at være tættere på den oprindelige mundtlige udgave og er desuden den udgave som i dag er mest kendt. Hans, der på engelsk hedder Jack, er hovedpersonen i en hel række af folkeeventyr hvor han tit er både doven og tåbelig – men når det gælder er han skarpsindig nok til at hans projekter lykkes. Han er med andre ord en trickster, hvilket er en arketype vi i Danmark nok bedst kender fra Loke i nordisk mytologi, der også bryder normerne for den rette opførsel men typisk slipper godt fra det ved at være kvik når det gælder.

I de tidligere udgaver af Hans og Bønnestagen brød folkemindesamlerne sig øjensynligt ikke om den amoralske adfærd som I kommer til at høre om, og derfor tilføjede de fx en fekvinde der forklarede hvorfor kæmpen fortjente Hans' hævn over ham – og også i moderne udgaver bliver Hans gjort mere heltemodig ved at forklare at kæmpen slet ikke var den retmæssige ejer af de ting Hans stjæler.

Tit var folkeeventyrene langt mere upassende end den dannede kristne offentlighed kunne tolerere, og så måtte de ændres for at både børn og den brede befolkning, som kultureliten ikke havde de store tanker om, ikke skulle blive ført i uføre af sådanne amoralske fortællinger. 

Disneys udgave ser sig også nødsaget til at gøre hovedpersonerne mere heltemodige end Hans oprindeligt var ved at give kæmpen skylden for at der er hungersnød: Det er nemlig hans tyveri af den magiske harpe der er skyld i tørken. Mickey Mouse var i slutningen af 1940'erne blevet en alt for forbilledlig karakter til at være lige så anløben som Hans.

Der var engang en fattig enke som havde en eneste søn ved navn Hans, og en ko der hed Mælkehvid. Og det eneste de havde at leve af var mælken koen gav hver morgen, som de bragte til markedet og solgte. Men en morgen gav Mælkehvid ingen mælk og de vidste ikke hvad de skulle gøre.

“Hvad skal vi dog gøre? Hvad skal vi dog gøre?” sagde enken og vred sine hænder.

“Bare rolig, mor,...

"Snedronningen" af H.C. Andersen, de sidste fire historier

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Sidste gang læste vi de første tre historier og denne gang læser vi de sidste fire.

Fjerde historie.
Prins og prinsesse.

Gerda måtte igen hvile sig; da hoppede der på sneen, lige over for hvor hun sad, en stor krage, den havde længe siddet, set på hende og vrikket med hovedet; nu sagde den: "Kra! kra! - go' da'! go' da'!" Bedre kunne den ikke sige det, men den mente det så godt med den lille pige og spurgte, hvorhen hun gik så alene ude i...

"Snedronningen" af H.C. Andersen, de første tre historier

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Her læser vi de første tre og næste gang læser vi de sidste fire.

Første historie,
der handler om Speilet og Stumperne.

See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allerværste, det var “Dævelen”! Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur, thi han havde gjort et Speil, der havde den Egenskab, at alt Godt og Smukt, som...

"Grantræet" af H.C. Andersen

Eventyret Grantræet udkom første gang den 21. december 1844, og det er netop stadig op til jul at vi genlæser H.C. Andersens klassiker. Det handler om et grantræ der har så frygtelig travlt med at vokse op at det knap bemærker hvad nu'et har at byde på, og da det først fortryder sin evige stræben, er det for sent.

I modsætning til mange andre julefortællinger og de fleste andre af Andersens hidtidige eventyr, er grundstemningen her melankolsk, og det er måske netop derfor at Grantræet sammen med Den lille pige med svovlstikkerne stadig bliver fundet frem 176 år senere som supplement til de sukkersøde glansbilleder højtiden nemt flyder over med.

Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt...