I dette afsnit ser vi igen – og for sidste gang denne sæson – nærmere på folkeeventyrenes brug af katten. Sidste gang læste vi en kunstnerisk bearbejdet udgave af "Den hvide kat" og i dag læser vi en langt kortere mundtlig udgave fortalt af pigen Sine Olsen i Pilgård i Sir, indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og første gang trykt i 1888. Her er de rimede digte og opmærksomheden på nøje planlagte tematikker erstattet af en ligefrem mundtlighed og enkle arketyper. Her har kunsteventyret været inspirationen der førte til digtningen af dette folkeeventyr, som jo ingen original har, men som i stadig mere forskellige udgaver har udviklet sig som grenene på et træ. Den udgave vi er endt med er blot dén som Kristensen tilfældigvis er endt med at indsamle, mens alle de øvrige udgaver for evigt er gået tabt med deres fortællere og tilhørere.

Dagens andet eventyr er indsamlet af Asbjørnsen og Moe i Norge i 1840'erne, og er et endnu mere spændende eksempel på hvordan den mundtlige kultur indoptog både andre mundtlige fortællinger og også de kunsteventyr som fortællerne stødte på. Her er "Den bestøvlede kat" og "Den hvide kat" blevet kombineret til én og samme figur. Det er et eksempel på hvad man i nutiden kunne kalde en cross-over-fanfiction: Altså en tekst hvor to forskellige fiktive universer sammenblandes. Det er et perspektiv som understreger, at selvom den mundtlige fortællings flygtighed ikke længere er dominerende i vores kultur, så har vi som mennesker ikke forandret os synderligt. Vi ønsker stadig at digte videre på og udforske de historier og universer som taler til os, men nu gør vi det ofte sammen med mennesker over hele verden i internettets fællesskaber.

I dag skal vi lytte til fabler og eventyr hvor katte spiller en væsentlig rolle. Jeg har medtaget adskillige fabler af Æsop, fundet en række eventyr indsamlet af brødrene Grimm, og endelig skal vi naturligvis også lytte til Den bestøvlede kat i Charles Perraults udgave. Det er særligt interessant at bemærke hvor tidligt vi kan genfinde de idéer om hvad katten symboliserer som vi stadig genfinder i nutiden.

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste anden del af sidste gang. I dag læser vi sidste del af eventyret.

Sidste gang formåede Aladdin på tvivlsom vis at forpurre prinsessens ægteskab med vezirens søn og overbeviste sultanen om at lade ham ægte hans datter ved at demonstrere sin enorme rigdom. Men nu er det gået op for Troldmanden at Aladdin er i live og besidder lampeånden og det har han i sinde at sætte en stopper for.

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste første del af sidste gang. I dag læser vi anden del ud af tre.

Sidste gang hørte vi om hvordan den fattige skræddersøn endte med selv at besidde den lampeånd som den onde troldmand forsøgte at bruge ham til at anskaffe. I en tid levede han og hans mor godt, men da vi forlod Aladdin havde han forelsket sig i prinsessen og havde derfor sendt sin mor afsted for at fri på sine vegne.

Ordliste

formedelst: på grund af (DDO)

divan: en sultans statsråd, eller salen, hvor dette holdes (ODS)

tvætte: vaske (DDO)

emir: overhoved for et muslimsk, især arabisk, land eller område (DDO)

hyacint: ædelsten, oprindeligt om ametyst, nu især om en gulrød varietet af zirkon (ODS)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992.

Aladdin og den Vidunderlige Lampe er en af fortællingerne fra Tusind og én nat, som er det vigtigste værk i den ældre arabiske fortællekunst. I Tusind og én nats rammefortælling har kongen dræbt sin hustru, og har nu fået for vane at dræbe de unge kvinder han gifter sig med efter bryllupsnatten. Hans seneste giftermål, Sheherezade, formår dog at redde livet ved hver eneste nat at fortælle kongen nye eventyr.

Den tidligste kendte udgave er fra 800-tallets Baghdad og var allerede dengang en blanding af fortællinger med oprindelse i både Egypten, Indien, Persien og Mesopotamien. I løbet af middelalderen findes mange forskellige udgaver af Tusind og én nat der dog alle har en fælles kerne på omtrent 300 nætters fortællinger. Dengang var fortællingerne primært en del af den mundtlige fortælletradition hvor professionelle fortællere hver havde deres eget repertoire og deres egne udgaver, og de løbende nedskrivninger afspejler denne rige variation.

Organiserede og omfattende nedskrivninger tog først til da man i Europa fattede interesse for Tusind og én nat i 1700-tallet, og de senere arabiske udgaver er også påvirket af de tidlige europæiske oversættelser. Faktisk var Aladdin oprindeligt et mellemøstligt folkeeventyr der slet ikke var en del af de arabiske udgaver af Tusind og én nat, men den tidligste europæiske oversættelse medtog eventyret, og det begyndte de arabiske udgaver derefter også at gøre.

Værkets udbredelse i Europa var med til at forme Vestens fordomme om det geografisk omskiftelige "Orienten" som et fundamentalt anderledes sted der med dets mystik og erotik stod i modsætning til den europæiske fornuft. Med Romantikkens indtog i Europa i starten af 1800-tallet bliver netop disse idéer om Orienten valoriseret mere positivt end hidtil, og man ser da også hvordan Adam Oehlenschlägers udgave af netop Aladdin vægter det umiddelbare og kreative langt højere end det flittige og velovervejede – et modsætningspar der matchede de racistiske fordomme om de såkaldte orientalske folkeslag over for den fornuftige europæer.

Handlingen i Aladdin og den Vidunderlige Lampe er hensat til Kina, som arabiske folkeslag i samtiden opfattede som et fjernt, eksotisk sted der forblev abstrakt for de fleste. Det er fristende at se paralleller mellem dette og Vestens brug af Orienten, men i Aladdin forbliver alle kulturtræk dog arabiske og kun "Kina" som stedbetegnelse står tilbage som markør, mens Oehlenschläger og hans samtidige søgte at medtage mange arabiske kulturtræk når deres fortællinger var hensat til Orienten.

Bemærk at dagens afsnit indeholder en antisemitisk skildring af en mindre figur i fortællingen.

Den udgave vi læser den første del af i dag, er oversat af Johannes Østrup og udkom i 1928, og det er den første danske oversættelse fra de arabiske udgaver af fortællingerne. Til forskel fra Ellen Wullffs nyoversættelse i 2013 var Østrups mål dog ikke så præcis en oversættelse som muligt, men derimod en udgave der fokuserede på de almenmenneskelige fællestræk; som det lyder i Indledningen:

"Forskeren leder i Tusind og en Nat efter et kulturbillede af en bestemt periode, den menige læser søger i disse frugter af en hed og frodig fantasi først og fremmest underholdning og glemsel af dagligdagens tomhed og besvær, og det er denne læsers behov, som en oversættelse først og fremmest må tage sigte på.

Alligevel vil jeg ikke [skjule], at det er mit håb, at den oversættelse af Tusind og en nat, der her forelægges [...] må blive ikke blot en morskabsbog i dette ords bedste betydning, men at den også må bidrage til at vække interesse for og forståelse af det Østerland, der samtidig med at det i vore dage moderniseres og stadigt kommer Europa nærmere, dog har bevaret så meget af ældre tiders primitive livsformer. Det Østerland, som Tusind og en nats eventyr opruller et billede af, er først og fremmest den glødende sols, de stærke farvers og de heftige følelsers land, og alt dette vedbliver ned gennem tiderne at være det samme.

Uforgængelig er også den trang til at lade fantasien boltre sig frit, der – som en slags protest mod hverdagslivets ensformighed – skabte disse eventyr og lysten til at høre dem fortælle. Under alle himmelstrøg og under alle kulturforhold bevares eventyrets romantiske land sin tiltrækningskraft, og bestandigt lige betagende er klangen af den udødelige begyndelse: "Der var en gang –""

Ordliste

være stadig: være præget af ro og besindighed (ODS 4.2)

at mage: at tilrettelægge (DDO)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Tornerose fra 1959 – en af de stilistisk mest ambitiøse Disneytegnefilm til dato. Den var i sin samtid en økonomisk fiasko og banede dermed vejen for de noget mindre ambitiøse værker der fulgte i filmens kølvand.

Den udgave af Tornerose som i dag har vundet størst udbredelse er Brødrene Grimms forkortede udgave af Charles Perraults eventyr. Perraults Tornerose er selv en blanding af elementer fra en række tidligere fortællinger, især udsnit fra den fransk-sprogede middelalderfortælling Perseforest fra 1300-tallet og det italienske eventyr Sol, Måne og Talia af Giambattista Basile fra 1634.

For at anskueliggøre hvordan Perrault og dernæst Brødrene Grimm medtog og ikke mindst udelod elementer fra forgængerne læser vi først et handlingsresumé af de kapitler i Perceforest der rummer Tornerose-historien. Dernæst læser vi Sol, Måne og Talia og endelig læser vi Perraults og Grimms udgaver af Tornerose. Og som et afsluttende svirp med halen får i også et kort dansk folkeeventyr efter Tornerose-skabelonen, men med en hel særlig dansk kontekst.

Vær opmærksom på at dagens afsnit indeholder overfladiske beskrivelser af voldtægt.

Ordforklaringer

Skylla og Charybdis: to søuhyrer, der ifølge græsk og romersk mytologi huserede i messinastrædet mellem Italien og Sicilien (læs mere på Wikipedia)
Medea: Figur fra græsk mytologi der for at hævne sig på sin mand, dræbte sine egne børn (læs mere i Den Store Danske Encyklopædi)
Lanfusa: Moren til Ferraùs som er en paladin der optræder i flere episke fortællinger fra Italien og Frankrig (læs mere på den engelske Wikipedia)
Nero: romersk kejser der i eftertiden har fået ry for at være både ond og brutal  (læs mere i Den Store Danske Encyklopædi)
drevet guld: guld udhamret i figurer (ODS)
svejtser: skildvagt eller portner (ODS)
drage i leding: tage af sted på krigstogt i udlandet (DDO)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Askepot fra 1950.

Askepot er titlen på en familie af hundredevis af folkeeventyr som er opstået i Nærorienten og senere er kommet til Vesteuropa og Østasien. Eventyret kan genfindes helt tilbage i 800-tallets Kina, men er i dag mest kendt i Charles Perraults franske udgave fra 1697 og Brødrene Grimms tyske udgave fra 1812.

Askepot er en figur som af skiftende årsager har vundet genklang gennem århundrederne, måske senest i 1980'erne da bogen "Askepotkomplekset. Kvinders skjulte frygt for selvstændighed" brugte figuren Askepot til at argumentere for at vores kultur udstyrer kvinder med en ubevidst trang til at nogen tager sig af dem, hvilket i eventyrets verden især er Prinsen på den hvide hest. I de forskellige udgaver af eventyret vi skal læse i dag er der dog stor forskel på hvor passiv Askepot er.

Disneys tegnefilmsudgave bortskærer den blodige afslutning, men bevarer ellers de fleste af elementerne fra de kendteste udgaver af eventyrene. Glasskoene er her selvfølgelig helt centrale, men dem genfinder vi ikke i oplæsningerne – Carl Michelsen, den danske oversætter af Perraults udgave af eventyret, bemærker at glasskoene oprindeligt gjorde deres indtog i eventyret pga. fejltagelser, idet to enslydende franske ord blev byttet rundt: Verre og vair betyder henholdsvis glas og gråværk, dvs. pelsværk af gråhårede dyr. Askepots sko er altså af pels og ikke glas i denne udgave. Dog virker det mindst lige så sandsynligt at glasskoene var et bevidst kunstnerisk valg fra Perraults side, og Michelsen simpelthen tager fejl – og uanset hvad er glasskoen blevet så ikonisk en del af eventyret at den må siges at være kanoniseret, og diskussionen dermed er afsluttet.

Vi læser denne gang først det norske folkeeventyr Kari Træstak. Dernæst læser vi Perraults udgave af Askepot, og til sidst læser vi Brødrene Grimms udgave. Alle uden glassko.

Ordforklaringer
Kirkebakken: Stedet hvor man kundgjorde befalinger og og efterlysninger i gamle dage
Skrammererede: Charmerede (ODS)
Passiarede: Tale uforpligtende og venskabeligt om dagligdags emner (DDO)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Mickey og Bønnestagen fra 1947.

Hans og Bønnestagen er oprindeligt et engelsk folkeventyr hvis første nedskrevne udgave er fra 1734. Dog lader Joseph Jacobs omskrivning fra 1890 til at være tættere på den oprindelige mundtlige udgave og er desuden den udgave som i dag er mest kendt. Hans, der på engelsk hedder Jack, er hovedpersonen i en hel række af folkeeventyr hvor han tit er både doven og tåbelig – men når det gælder er han skarpsindig nok til at hans projekter lykkes. Han er med andre ord en trickster, hvilket er en arketype vi i Danmark nok bedst kender fra Loke i nordisk mytologi, der også bryder normerne for den rette opførsel men typisk slipper godt fra det ved at være kvik når det gælder.

I de tidligere udgaver af Hans og Bønnestagen brød folkemindesamlerne sig øjensynligt ikke om den amoralske adfærd som I kommer til at høre om, og derfor tilføjede de fx en fekvinde der forklarede hvorfor kæmpen fortjente Hans' hævn over ham – og også i moderne udgaver bliver Hans gjort mere heltemodig ved at forklare at kæmpen slet ikke var den retmæssige ejer af de ting Hans stjæler.

Tit var folkeeventyrene langt mere upassende end den dannede kristne offentlighed kunne tolerere, og så måtte de ændres for at både børn og den brede befolkning, som kultureliten ikke havde de store tanker om, ikke skulle blive ført i uføre af sådanne amoralske fortællinger. 

Disneys udgave ser sig også nødsaget til at gøre hovedpersonerne mere heltemodige end Hans oprindeligt var ved at give kæmpen skylden for at der er hungersnød: Det er nemlig hans tyveri af den magiske harpe der er skyld i tørken. Mickey Mouse var i slutningen af 1940'erne blevet en alt for forbilledlig karakter til at være lige så anløben som Hans.

Snehvide er et af de kendteste folkeeventyr i vores del af verden. Ligesom andre eventyr hvis oprindelse er den mundtlige fortællekultur, er der mange udgaver, og i dette afsnit får du mulighed for at stifte bekendtskab med tre: To danske udgaver indsamlet i henholdsvis starten og slutningen af 1800-tallet og Grimms udgave der var forlægget for Disneys tegnefilmsudgave fra 1937.

Ordliste
Kvide: sorg, ængstelse
Spirtønde: Afmærkningsbøje med spir der rager op over vandoverfladen