I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Tornerose fra 1959 – en af de stilistisk mest ambitiøse Disneytegnefilm til dato. Den var i sin samtid en økonomisk fiasko og banede dermed vejen for de noget mindre ambitiøse værker der fulgte i filmens kølvand.

Den udgave af Tornerose som i dag har vundet størst udbredelse er Brødrene Grimms forkortede udgave af Charles Perraults eventyr. Perraults Tornerose er selv en blanding af elementer fra en række tidligere fortællinger, især udsnit fra den fransk-sprogede middelalderfortælling Perseforest fra 1300-tallet og det italienske eventyr Sol, Måne og Talia af Giambattista Basile fra 1634.

For at anskueliggøre hvordan Perrault og dernæst Brødrene Grimm medtog og ikke mindst udelod elementer fra forgængerne læser vi først et handlingsresumé af de kapitler i Perceforest der rummer Tornerose-historien. Dernæst læser vi Sol, Måne og Talia og endelig læser vi Perraults og Grimms udgaver af Tornerose. Og som et afsluttende svirp med halen får i også et kort dansk folkeeventyr efter Tornerose-skabelonen, men med en hel særlig dansk kontekst.

Vær opmærksom på at dagens afsnit indeholder overfladiske beskrivelser af voldtægt.

Ordforklaringer

Skylla og Charybdis: to søuhyrer, der ifølge græsk og romersk mytologi huserede i messinastrædet mellem Italien og Sicilien (læs mere på Wikipedia)
Medea: Figur fra græsk mytologi der for at hævne sig på sin mand, dræbte sine egne børn (læs mere i Den Store Danske Encyklopædi)
Lanfusa: Moren til Ferraùs som er en paladin der optræder i flere episke fortællinger fra Italien og Frankrig (læs mere på den engelske Wikipedia)
Nero: romersk kejser der i eftertiden har fået ry for at være både ond og brutal  (læs mere i Den Store Danske Encyklopædi)
drevet guld: guld udhamret i figurer (ODS)
svejtser: skildvagt eller portner (ODS)
drage i leding: tage af sted på krigstogt i udlandet (DDO)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Askepot fra 1950.

Askepot er titlen på en familie af hundredevis af folkeeventyr som er opstået i Nærorienten og senere er kommet til Vesteuropa og Østasien. Eventyret kan genfindes helt tilbage i 800-tallets Kina, men er i dag mest kendt i Charles Perraults franske udgave fra 1697 og Brødrene Grimms tyske udgave fra 1812.

Askepot er en figur som af skiftende årsager har vundet genklang gennem århundrederne, måske senest i 1980'erne da bogen "Askepotkomplekset. Kvinders skjulte frygt for selvstændighed" brugte figuren Askepot til at argumentere for at vores kultur udstyrer kvinder med en ubevidst trang til at nogen tager sig af dem, hvilket i eventyrets verden især er Prinsen på den hvide hest. I de forskellige udgaver af eventyret vi skal læse i dag er der dog stor forskel på hvor passiv Askepot er.

Disneys tegnefilmsudgave bortskærer den blodige afslutning, men bevarer ellers de fleste af elementerne fra de kendteste udgaver af eventyrene. Glasskoene er her selvfølgelig helt centrale, men dem genfinder vi ikke i oplæsningerne – Carl Michelsen, den danske oversætter af Perraults udgave af eventyret, bemærker at glasskoene oprindeligt gjorde deres indtog i eventyret pga. fejltagelser, idet to enslydende franske ord blev byttet rundt: Verre og vair betyder henholdsvis glas og gråværk, dvs. pelsværk af gråhårede dyr. Askepots sko er altså af pels og ikke glas i denne udgave. Dog virker det mindst lige så sandsynligt at glasskoene var et bevidst kunstnerisk valg fra Perraults side, og Michelsen simpelthen tager fejl – og uanset hvad er glasskoen blevet så ikonisk en del af eventyret at den må siges at være kanoniseret, og diskussionen dermed er afsluttet.

Vi læser denne gang først det norske folkeeventyr Kari Træstak. Dernæst læser vi Perraults udgave af Askepot, og til sidst læser vi Brødrene Grimms udgave. Alle uden glassko.

Ordforklaringer
Kirkebakken: Stedet hvor man kundgjorde befalinger og og efterlysninger i gamle dage
Skrammererede: Charmerede (ODS)
Passiarede: Tale uforpligtende og venskabeligt om dagligdags emner (DDO)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Mickey og Bønnestagen fra 1947.

Hans og Bønnestagen er oprindeligt et engelsk folkeventyr hvis første nedskrevne udgave er fra 1734. Dog lader Joseph Jacobs omskrivning fra 1890 til at være tættere på den oprindelige mundtlige udgave og er desuden den udgave som i dag er mest kendt. Hans, der på engelsk hedder Jack, er hovedpersonen i en hel række af folkeeventyr hvor han tit er både doven og tåbelig – men når det gælder er han skarpsindig nok til at hans projekter lykkes. Han er med andre ord en trickster, hvilket er en arketype vi i Danmark nok bedst kender fra Loke i nordisk mytologi, der også bryder normerne for den rette opførsel men typisk slipper godt fra det ved at være kvik når det gælder.

I de tidligere udgaver af Hans og Bønnestagen brød folkemindesamlerne sig øjensynligt ikke om den amoralske adfærd som I kommer til at høre om, og derfor tilføjede de fx en fekvinde der forklarede hvorfor kæmpen fortjente Hans' hævn over ham – og også i moderne udgaver bliver Hans gjort mere heltemodig ved at forklare at kæmpen slet ikke var den retmæssige ejer af de ting Hans stjæler.

Tit var folkeeventyrene langt mere upassende end den dannede kristne offentlighed kunne tolerere, og så måtte de ændres for at både børn og den brede befolkning, som kultureliten ikke havde de store tanker om, ikke skulle blive ført i uføre af sådanne amoralske fortællinger. 

Disneys udgave ser sig også nødsaget til at gøre hovedpersonerne mere heltemodige end Hans oprindeligt var ved at give kæmpen skylden for at der er hungersnød: Det er nemlig hans tyveri af den magiske harpe der er skyld i tørken. Mickey Mouse var i slutningen af 1940'erne blevet en alt for forbilledlig karakter til at være lige så anløben som Hans.

Troldmandens lærling er et digt af Goethe fra 1797 om en troldmandslærling der forsøger sig med en besværgelse han ikke kan styre. Goethe var inspireret af en historie fra Løgneren skrevet af den antikke digter Lukian i 100-tallet, og netop hundrede år efter Goethes digt blev det selv inspiration til et nyt værk i form af Paul Dukas symfoniske digt af samme navn. Netop med Dukas' musik blev historien folkeeje verden over med Mickey Mouse i rollen som troldmandslærlingen i Disneys Fantasia (1940).

I dette afsnit læser vi Lukians og Goethes udgaver af historien og slutter af med at lytte til Paul Dukas symfoniske digt fremført af New York Philharmonic Orchestra i 1929 med Arturo Toscanini som dirigent. Musikken er hentet fra Wikimedia og er licenseret under Creative Commons 3.0.

Snehvide er et af de kendteste folkeeventyr i vores del af verden. Ligesom andre eventyr hvis oprindelse er den mundtlige fortællekultur, er der mange udgaver, og i dette afsnit får du mulighed for at stifte bekendtskab med tre: To danske udgaver indsamlet i henholdsvis starten og slutningen af 1800-tallet og Grimms udgave der var forlægget for Disneys tegnefilmsudgave fra 1937.

Ordliste
Kvide: sorg, ængstelse
Spirtønde: Afmærkningsbøje med spir der rager op over vandoverfladen

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Sidste gang læste vi de første tre historier og denne gang læser vi de sidste fire.

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Her læser vi de første tre og næste gang læser vi de sidste fire.

I sidste afsnit læste vi Grantræet af H.C. Andersen. I dette afsnit deler jeg nogle af de tanker jeg har gjort mig om eventyret, og hvorfor det lige netop var den fortælling der endte med at være den første fortælling vi sammen læste i Forlæst.

Eventyret Grantræet udkom første gang den 21. december 1844, og det er netop stadig op til jul at vi genlæser H.C. Andersens klassiker. Det handler om et grantræ der har så frygtelig travlt med at vokse op at det knap bemærker hvad nu'et har at byde på, og da det først fortryder sin evige stræben, er det for sent.

I modsætning til mange andre julefortællinger og de fleste andre af Andersens hidtidige eventyr, er grundstemningen her melankolsk, og det er måske netop derfor at Grantræet sammen med Den lille pige med svovlstikkerne stadig bliver fundet frem 176 år senere som supplement til de sukkersøde glansbilleder højtiden nemt flyder over med.