"Rapunzel" og "Lille Kylling"

Lille Kylling

Der var engang en lille Kylling, som hed Kluk. saa faldt der en Nød ned paa hans Ryg og slog ham, saa han trimled hen ad Gulvet. saa løb han til Hønen og sae: Høne Pøne! løb, jeg troer al Verden falder! - Hvem har sagt dig det, lille Kyllingkluk? Aa! der falde en Nød ned paa min Ryg og slog mig, saa jeg trimled hen ad Gulvet! - saa lad os løbe, sae Hønen. Saa løb de til Hanen og sae: Hane Pane! løb, jeg troer al Verden falder! - Hvem har sagt dig det, Høne Pøne? - Det har lille Kyllingkluk. Hvem har sagt dig det, lille Kylling Kluk? - Aa! der faldt en Nød ned paa mig Ryg og slog mig, saa jeg trimled hen ad Gulvet! – saa lad os løbe, sae Hanen.
Saa løb de hen til Anden og sae: And Svand! løb, jeg troer al Verden falder! Hvem har sagt dig det, Hane Pane? - Det har Høne Pøne? --- Hvem har sagt dig det, Høne Pøne? - Det har lille Kylling Kluk! - Hvem har sagt dig det, lille Kylling Kluk? -- Aa! der faldt en Nød ned paa min Ryg og slog mig, saa jeg trimled hen ad Gulvet! - saa lad os løbe, sae Anden.
Saa løb de hen til Gaasen og sae: Gaase Paase! løb, jeg troer al Verden falder! – Hvem.
har sagt dig det, And Svand? - Det har Hane Pane! — Hvem har sagt dig det Hane Pane? - Det har Høne Pøne. - Hvem har sagt dig det Høne Pøne? - Det har lille Kylling Kluk! - Hvem har sagt dig det lille Kylling Kluk? - Aa! der faldt en Nød ned paa min Ryg og slog mig, saa jeg trimled hen ad Gulvet! saa lad os løbe, sae Gaasen.
Saa løb de hen til Ræven og sae: Ræv Skræv! løb, jeg troer al Verden falder! – Hvem har sagt dig det, Gaase Paase? - Det har And Svand! – Hvem har sagt dig det, And Svand? Det har Hane Pane! - Hvem har sagt dig det, Hane Pane? - Det har Høne Pøne! – Hvem har sagt dig det, Høne Pøne? Det har lille Kylling Kluk! – Hvem har sagt dig det, lille Kylling Kluk? - Aa! der faldt en Nød ned paa min Ryg og slog mig, saa jeg trimled hen ad Gulvet! - Saa lad os løbe, sae Ræven.
Saa løb de ud i Skoven, og saa sae Ræven: Jeg skal tælle om jeg har jer allesammen! Jeg Ræv Skræv, Een; Gaase Paase, To; And Svand, Tre; Hane Pane, Fire; Høne Pøne, fem og lille Kylling Kluk er Ser. - Hei! den snapper jeg! saa sae han: Kom, lad os løb!
Saa løb de længer hen i skoven; saa sae han: Jeg skal tælle, om jeg har jer allesammen: Jeg Ræv skræv, Een; Gaase Paase, To; And Svand, Tre; Hane Pane, fire; Høne Pøne, Fem! - Hei! den snapper jeg; - - og saadan blev han ved, indtil han havde spiist dem alle sammen.

Rapunzel

For mange Aar siden levede der en Mand og en Kone, som saa længe havde ønsket sig et lille Barn, men intet faaet. Endelig lod det til, at den gode Gud vilde opfylde deres Ønske. Paa Bagsiden af Huset var der et lille Vindu, hvorfra man kunde se ind i en dejlig Have, hvor der voksede de smukkeste Blomster og Urter, man kunde tænke sig. Den var omgivet af en høj Mur, og ingen turde gaa derind, fordi den tilhørte en mægtig Heks, der var frygtet hele Landet over.
En Dag stod Konen ved Vinduet og saa ned i Haven. Hun fik Øje paa et Bed, hvor der voksede de dejligste Klokkeblomster, og de saa saa friske ud, at hendes Tænder ordentlig løb i Vand efter dem. For hver Dag, der gik, fik hun mere og mere Lyst til dem, og da hun vidste, at hun ikke kunde faa nogle af dem, tabte hun rent Humøret og kom til at se bleg og daarlig ud. Manden blev forskrækket og spurgte: „Hvad er der dog i Vejen med dig, lille Kone?“ „Jeg faar ikke Fred, før du skaffer mig nogle af de Klokkeblomster inde fra Haven,“ sagde hun og sukkede dybt. Manden syntes, det var Synd for hende, og om Aftenen kravlede han over Muren ind i Heksens Have, plukkede i en Fart en Haandfuld Klokkeblomster og slap lykkelig og vel ind til sin Kone igen. Hun lavede straks Salat af dem og spiste dem med stor Graadighed. Den havde imidlertid smagt hende saa godt, at hun var dobbelt saa lækkersulten Dagen efter. „Hvis du ikke skatfer mig nogle flere Klokkeblomster, dør jeg,“ sagde hun til sin Mand. „Jeg kan da ikke se paa, at min Kone dør, uden at vove noget for at frelse hende,“ tænkte Manden. Om Aftenen klatrede han igen oven Muren. Men han blev meget forfærdet, da han saa Heksen staa for sig, „Hvor tør du liste dig ind i min Have som en Tyv og stjæle mine Klokkeblomster,“ sagde hun rasende, „det skal komme dig dyrt til at staa.“ „Hav Barmhjertighed med mig,“ sagde Manden ydmyg. „Det er kun den yderste Nød, der har drevet mig dertil. Min Kone har faaet saa stor Lyst til Klokkeblomsterne, at hun dør, hvis hun ikke faar nogle af dem. Heksen blev formildet og sagde til ham: „Naar det hænger saadan sammen, vil jeg give dig Lov til at plukke saa mange Klokkeblomster, du vil. Jeg stiller kun een Betingelse og det er den, at du giver mig det Barn, din Kone føder. Jeg skal være en Moder for det, og det skal faa det rigtig godt.“ Den stakkels Mand var saa bange, at han sagde ja til alting, og saa snart Barnet var født, kom Heksen, kaldte det Rapunzel, og tog det med sig. Rapunzel var det dejligste Barn under Solen. Da hun var tolv Aar gammel, lukkede Heksen hende inde i et Taarn, der laa ude i Skoven, og hverken havde Dør eller Trappe, men kun et lille Vindue helt oppe. Rapunzel havde et dejligt langt Haar, der var saa fint som spundet Guld. Naar Heksen vilde ind, stillede hun sig nedenfor Taarnet og raabte:
    „Rapunzel, Rapunzel, 
    lad dit Haar falde ned.“
Pigen viklede da en af sine Fletninger fast om Vinduskrogen og hejsede den ud af Vinduet. Den naaede tyve Alen ned, og Heksen klatrede saa op i den.
Et Par Aar efter red Kongens Søn en Dag gennem Skoven og kom forbi Taarnet. Han hørte nogen synge saa dejligt, at han holdt stille og lyttede. Det var Rapunzel, der i sin Ensomhed forsøgte at fordrive Tiden med at synge. Kongesønnen vilde gaa op til hende og søgte efter en Indgang til Taarnet, men kunde ingen finde. Han red saa hjem igen, men Sangen havde gjort saa dybt Indtryk paa ham, at han hver Dag red ud i Skoven og lyttede til den. En Gang, da han var derude, saa han Heksen komme hen til Taarnet og hørte hende sige:
    „Rapunzel, Rapunzel,
    lad dit Haar falde ned.“
Rapunzel lod Fletningerne hænge ned, og Heksen klatrede op til hende.
„Jeg vil ogsaa en Gang forsøge min Lykke paa den Slige,“ tænkte Kongesønnen, og den næste Aften gik han ud til Taarnet og raabte:
    „Rapunzel, Rapunzel,
    lad dit Haar falde ned.“
Fletningen kom straks ud af Vinduet, og Kongesønnen klatrede op.
Rapunzel blev først meget forskrækket, da hun saa en vildfremmed Mand, men Kongesønnen talte venligt til hende og fortalte, at hendes Sang havde gjort et saadant Indtryk paa ham, at han ikke havde kunnet faa Ro, før han havde set hende. Hun blev hurtigt beroliget, og da han spurgte, om hun vilde gifte sig med ham, og hun saa, hvor smuk han var, tænkte hun: „Jeg vil sikkert faa det bedre hos ham end hos den gamle Heks," og sagde ja og rakte ham sin Haand. „Jeg vil gerne følge med dig,“ sagde hun, „og hør nu hvordan jeg skal komme ud. Hvergang du kommer, skal du tage en Silkesnor med, saa fletter jeg en Stige, og naar den er færdig, klatrer jeg ned, og du sætter mig op paa din Hest.“ De aftalte da, at han skulde komme hver Aften, for den gamle kom kun om Dagen. Heksen mærkede heller ikke noget, før Rapunzel en Dag i Tanker sagde til hende: „Hør, hvor kan det egentlig være, at du er meget tungere at trække op end den unge Kongesøn. Han er heroppe paa et Øjeblik." „Du slemme Pige," raabte Heksen, „hvad er det dog, du har for. Jeg troede, jeg havde stænget dig ude fra alle Mennesker, og saa har du dog narret mig." I sit Raseri greb hun fat i Rapunzels dejlige Haar, snoede det et Par Gange om Haanden, tog en Saks og ritsch, ratsch, laa de lange Fletninger paa Jorden. Og hun viste ingen Barmhjertighed, men bragte den stakkels Rapunzel ud i en Ørken, hvor hun maatte lide stor Nød.
Da Heksen havde jaget Rapunzel bort, satte hun sig i Taarnet og ventede paa Prinsen, og da han kom om Aftenen og raabte:
    „Rapunzel, Rapunzel,
    lad dit Haar falde ned,“
hængte hun Haaret ud ad Vinduet. Kongesønnen klatrede derop, men traf ikke sin egen Rapunzel, men Heksen, der saa ondt paa ham. „Du vilde hente din egen Kæreste," sagde hun spottende, „men den Fugl sidder ikke mere i Reden og synger. Katten har taget den, og kradser ogsaa nok dine Øjne ud. Rapunzel er tabt for dig, hende faar du aldrig mere at se." Kongesønnen blev ude af sig selv af Sorg, og i sin Fortvivlelse sprang han ud af Vinduet. Han slap derfra med Livet, men faldt ned i et Tjørnekrat, der stak hans Øjne ud.
Han flakkede nu blind om i Skoven, levede af Rødder og Bær og græd og sørgede over sin tabte Kæreste. Efter nogle Aars Forløb kom han ud i den Ørken, hvor Rapunzel levede i stor Nød. Hun havde imidlertid født ham Tvillinger, en Dreng og en Pige. En Dag hørte han en Stemme, og gik efter Lyden, og da han kom derhen, var det hende. Hun faldt ham om Halsen. To af hendes Taarer faldt paa hans Øjne, og han fik straks Synet tilbage. Saa førte han hende hjem til sit Rige, hvor Folket modtog ham med Jubel, og de levede længe lykkeligt sammen.