"Den udødelige kat. En amerikansk historie"

Gamle Shattuek var nu egentlig, hvad man nærmest må kalde en Gnier, sagde kromanden, idet han energisk tørrede Glasset af med et snavset Viskestykke. Han kunde sidde her i Timevis og passiare ved et Glas Vand. Han boede alene sammen med sin kat. Den eneste Slægtning, han havde, var en Brodersøn, Tom Shattuek. men han kunde ikke tåle at se ham.

Gamle Shattuek var ikke, hvad man nu for Tiden kalder rig, men han havde dog et Par Tusinde Dollars i Renter om Året, og da han ikke brugte en eneste Dollar mere end lige nødvendigt til Livets Opholdelse, så voksede Formuen bestandig. Vi snakkede tidt om, hvem der vel skulde arve hans Penge, for Tom fik sagtens ikke en Cent.

En Aften sad den gamle her netop på den Stol, De nu sidder på, og læste om en Mand, der skænkede Hundredtusind Dollars til et Bibliotek. Shattuek blev så forarget over Mandens Rundhåndethed. at han gerådede i et formeligt Raseri. Samme Nat døde han i sin Seng, og Lægen erklærede, at Dødsårsagen var : for stærk Sindsbevægelse. Da man aabnede hans Testamente, viste det sig, at han havde overdraget Dommeren Shaster at forvalte hans Formue. Renterne skulde anvendes til Charles' gamle Shattueks kats Underhold, men således at Dommeren havde Ret til at beregne sig selv en Dollar for hver Dollar, han gav ud for Katten. Efter kattens Død skulde Formuen tilfalde Asylet for gamle, ugifte kvinder — (Gammeljomfruernes Paradis, som Folk kaldte det.

Tom Shattuek gjorde selvfølgelig alt for at få Testamentet erklæret ugyldigt, men det viste sig umuligt. Shafter tog katten hjem til sig og lod bygge et helt kattepalads omme i sin Baggård. Katten var en ganske almindelig sort Kat uden særlige Egenskaber, som skilte den fra andre katte.

Jeg (ved ikke), hvordan Charles havde det hos gamle Shattuek, men hos Dommer Shafter fik han det som Blommen i et Æg. Han åd af de kostbareste Fade og havde den bedste Seng, som fandtes i Chikago og Omegn. Og hvad Maden angår, da levede han kongeligt. Når Dommeren købte Fisk eller Vildt til sit Bord, købte han lige så meget til Charles. Katten delikaterede sig med den saftigste Bøf, den bedste Fisk og det lækreste Vildt, som det var muligt at skaffe, og den kunde ikke æde en Hundrededel af, hvad den fik, skønt den gjorde sit bedste. Men Shafter vidste at klare den Sag, som De skal få høre. Katten drak ikke andet end Fløde: og det var den tykkeste Fløde, der var til at få.

En Dag købte Dommeren et Klaver til fire Hundrede Dollars for Shattueks Penge, og samme Dag købte han et lignende til Katten. Man troede, Manden var bleven gal, for Katte plejer jo ikke at bruge Klaveraccompagnement, når de laver Serenade; men Dommeren var aldeles ikke gal. En Uge efter bød han Charles hundrede Dollars for Klaveret, og Katten svarede naturligvis: „Ja--am!" Således gjorde Shafter en god Forretning, og siden købte han altid af Charles til nedsat Pris, hvad denne ikke havde Brug for. Dommer Shafter var en smart Mand.

Forstanderen for Asylet for ugifte Kvinder passede nøje på Dommeren og Charles. Men Shafter var ham for snedig. Han trøstede sig imidlertid med. at Charles ikke længe vilde holde dette Vellevned ud, og at man en Morgen vilde finde ham død. Men også dette Håb slog fejl. Nu og da kunde det ganske vist se ud, som om den stakkels Charles var Døden nær men han kvikkede

altid op igen, frisk og sund som en Nøddekærne.

Da gamle Shattuek døde, var Charles to År gammel. En kat lever jo sjældent mere end 11—12 År, hvilket også Asylforstanderen bemærkede til Shafter; men denne svarede, at denne Regel gjaldt ikke for sorte katte Hans Fader havde haft en sort kat, som levede i 25 År og døde endda kun ved et Ulykkestilfælde. Og Charles var af en så kraftig Konstitution, at han nok måtte kunne leve i 30 År. Og Forstanderen, der så, hvor let og hurtigt Charles kom over selv temmelig betænkelige Sygdomme, begyndte at tro, at Shafter havde Ret.

De spørger måske, hvorfor Inspektoren ikke stjal katten ved Nattetid eller gav ham en Dosis Stryknin. Men det havde sine Vanskeligheder; for Baggården, hvori katten opholdt sig, var omgivet med et tykt Metalnet, som stod i Forbindelse med et elektrisk Ringeapparat, der gav Lyd og kaldte Shafter ud med en Bøsse i Hånden, så snart nogen berørte Indhegningen. Om Natten lukkedes Charles ind i Kattepaladset, og hver Morgen rensedes Gårdspladsen omhyggeligt for, Kvad ildesindede Personer havde kunnet finde på at kaste derind. Tom Shattuek, der også i høj Grad ønskede at se katten død, fortalte mig, at han en Gang havde kastet et Stykke Fisk, velpræpareret med Arsenik, ind gennem Ståltrådsnettet, og at han med egne Øjne havde set Charles æde Stykket. Men næste Morgen var katten så frisk som nogen Sinde.

Nå, Tiden gik, og Charles syntes ikke at blive en Dag ældre. Da der var gået 15 År, og katten fremdeles var lige frisk, blev Forstanderen for Jomfruasylet omsider ked af at sende sin Inspektør hen for at kontrollere dens Befindende, og Shafter fik endnu friere Hænder. Hans Omhu for Katten forøgedes. Da Bicyklerne kom på Mode, faldt det ham ind, at Katten også burde have Cykle, og så fik Shafter sig en med. Endvidere fik Katten både Telefon, Fonograf og Skrivemaskine; og kun det bedste var godt nok. Og da det efter nogle Uger viste sig, at Charles ikke brød sig videre om disse Sager, købte Dommeren dem af ham til nedsat Pris, katten sagde: „Ja--am!" til alt, og Shafter gjorde udmærkede Forretninger.

Så en Dag var da Dommer Skafters Timeglas udrundet. Muligt Årsagen hertil må tilskrives en noget for rigelig Nydelse af Portvin; han indkøte i hvert Fald en frygtelig Masse Portvin for sin og Charles' Regning. Men nok om det! Da han var død, opdagedes det, at han oppe på sit Loft havde en fuldstændig Opdragelsesanstalt for sorte katte. På den Vis havde han taget Forstanderen for Asyls for ugifte kvinder ved Næsen. Første Gang Charles viste Tegn til Svagelighed, fjernede Dommeren ham og anbragte en anden sort Kat i dens Sted. Han fortsatte hermed i 37 År, og Folk, som kom fra nær og fjern for at beundre den udødelige Kat, der nu var 39 År, beundrede i Virkeligheden den 23de i Rækken af de sorte Katte, hvormed Shafter havde erstattet gamle Shattueks virkelige Kat.

Dommer Shafter var en brillant Mand, sluttede Kromanden med Tårer i Øjnene: han var min bedste Kunde, og han var ikke den, der spurgte om, hvad det kostede.