"Landstrygerens Juleaften" af Jeppe Aakjær

"Landstrygerens Juleaften" af Jeppe Aakjær

Vinterlandskab af J.C. Dahl (1829)

I dette afsnit læser vi en julefortælling af Jeppe Aakjær: Landstrygerens Juleaften. Jeppe Aakjær blev født i 1866 og i de fleste af sine værker var han optaget af at gøre opmærksom på hvor ringe kår store dele af danskerne levede under. I dag er det sange som "Jens Vejmand" og "Jeg er havren" han huskes for af de fleste, mens det i hans samtid også var romaner som "Vredens Børn" fra 1904 som gjorde indtryk, og som var med til at fremskynde rettigheder til samfundets svageste.

Mange af Aakjærs historier indeholder replikker skrevet på den lokale dialekt, og det håber jeg I tilgiver mig.

 

Ordliste

sni: skrå (ODS)

Værmland: Historisk provins i det centrale Sverige

valne: blive følelsesløs, slap (ODS)

Fikken: lommen (ODS)

fule: væmmelige (ODS)

Ledemod: ledføjning (ODS)

Bessing-træet: skillerum mellem båse (ODS)

„Tyt a ett nok, te æ Kok gaalt i wor Forstow! Kom endelig til Sæde; det er saamænd et træls Føre!“: "Syntes jeg ikke nok, at hanen galede i vor forstue! Kom endelig indenfor; det er såmænd et træls føre!"

Aftægtsmanden: personen som har lov til at blive boende i sin tidligere ejendom, oftest den nye ejers forælder (DDO)

„Ih nej, hvad sir a! Saa kom du iløwle. A var retten ræd, du skuld vær bleven henn. Der er søn Plasir ved dæ for vianne, der altid maa sejj saa jenle! Aa, sæt dæ endelig te æ Burd!“: "Ih, nej, hvad ser jeg! Så kom du alligevel. Jeg var rigtig bange for at du skulle være blevet væk. Det er synd at sætte dig som os andre, [du] der altid må sidde så alene. Åh, sæt dig endelig ved bordet."

Bilægger: Ovntype som fyres og renses fra et tilstædende rum (DDO)

„Saa i Jesu Navn, Villads, vil du saa løs te æ Burd!“: "Så i Jesu navn, Villads, vil du så bede bordbøn!"

skjared: strålede (ODS)

Strik: spøgefugl (ODS)

en Tut Sølvpenge: en pose sølvpenge (ODS)

Skøjer: landstryger (ODS)

Perpendiklen i Klokkassen: pendulet i uret (ODS)

Gjevt: portion (Jysk Ordbog)

effen og ueffen: leg hvor man skal gætte om antallet af skjulte genstande er lige eller ulige (DDO)

Skilderi: Maleri (DDO)

omvankende: omvandrende (ODS)

„Han er en Knop, naar det knier!“: "Han er en dygtig person, når det kniber!"

„A tykkes, du sidder saa stille, Jakob.": "Jeg synes du sidder så stille, Jakob."

Sysling: sølvmønt (ODS)

villest: flotteste (ODS)

fillet: laset (ODS)

 

Musikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Landstrygerens Juleaften

Svenske-Jakob hed en Mand uden Tag eller Hjem. Han var kommet herned fra det værmlandske, lokket af Æventyret og den billige danske Brændevin. Om Sommeren læssed han Jord paa Tipvognene sammen med andre Vesterhavs-„Børster“ og stegte sit Flæsk paa Skovlen ved en Haandfuld Marehalm under aaben Himmel, mens han selv holdt ved Skaftet; om Vinteren sad han ved Langbordet hos en eller anden Hedebonde og .bandt Karskrupper, mens Bondens Kone tørred ham hans Sokker paa Bilæggeren. Mest holdt han sig ude ved Havkanten, men blev Vejret ondt og Dagene korte, søgte han gjerne ind ad Landet til med de andre Søfugle, og han var da ingenlunde nogen uvelkommen Gjæst i de smaa bortgjemte Hedegaarde, der ligger og stirrer ind i et Par golde Brinker og ved kun det nødtørftigste om den store, vide Verden.
En Jueaftensdag, lidt før Sol gik i Bjærge, kom en tyndklædt Mand hen over den tilsneede Hede. Han gik sni til alting og holdt stor Afstand mellem sig og de faa Hytter, som en Mand, der endnu har langt til Vejsende. Hans Frakke var et underligt Rørsammen af alle •Sommerens Farver; hen over de kantede Rygstykker Jaa der falmede Solstriber som af en vaad Piskesnært. I højre Haand svipped et Bundt Spanskrør, hvis yderste Spidser satte Riller efter ham i Sneen, og paa venstre Hofte hopped en Hundeskindsransel. Det var vor værmlandske Spanskrørskunstner paa Vej til en af „Vennerne der østerude, hvor en Plads ved Fadet og at Leje for Natten aldrig var bleven nægtet den farende Jakob. Ude paa en tilfrossen Kartoffelmark indhentedes han brat af en Haglbyge, der længe havde slæbt efterham. Jakob lod Hovedet falde dybere ned i Frakkekraven, mens han kasted kraftigt i med de revnede Sko. Men da der mærkedes Isslag i Bygen, satte han i Rend hen mod en Stak Hedetorv. Her i Stakkens Læside smed han Spanskrørsbundtet paa Jorden, mens han banked de valne Hænder. Han satte sin ene Sko paa Hælen og lirked ved Saalen henne omkring Taaen; jo, var det ikke nok det, han tænkte, den slugte Vand som en Si. Vinden hyled om den sammensunkne Tørvestak, og Haglene og Isstykkerne plasked som Projektiler.
Paa een Gang kom der en Lysning i Skydriften. Jakob la sig paa Knæ foran sin Ransel og fremtog en lappet Skjorte, som han strøg hen over et Par Gange med den flade Haand. Derpaa kasted han Frakke og Vest, trak sin gamle Skjortelas ud over Hovedet og stod et Øjeblik støvsnøgen under Aftenhimlen. Haglene hopped lystigt paa hans nøgne Rygstykker og slog Taarer ned ad hans magre Bryst. Jakob fægtede med Armene hid og did for at faa de valne Hænder gjennem de gjenstridige Ærmer; omsider lykkedes det under Tænderklapren; han kom nu paa en langt bedre Fod med Tilværelsen; han smaanynned og snakked med sig selv, mens han bragte Orden i Tingene: „Jo, jo! Renlighed var en velsignet Ting, mente Kjællingen. — Vilde ikke modsige hende deri. — Men Krokonen, der havde anvist ham Seng sidste Nat, var en So; det havde han — Gud bedre det — Vidner nok paa i Skjorten der. Men Anne Margrethe histude — kom ikke til hende med den Slags! Kunde resikere, at hun stænged en Døren for alle Tider, om hun opdaged sligt. Nej! man var vel i Færd med at blive Menneske igjen; kunde faa Raad til at la vaske en Skjorte eller to, om det værste hændte, som nu i Dag. Man drak ikke mere al Fortjenesten op; man havde en ren Sjæl i en ren Skjorte; man begyndte at komme til Midler, ejed Penge paa Fikken. Ha-ha-ha!“ — Jakob slog sig paa Vestelommen, hvorfra der kom spæd Sølvlyd. „Ja, saa gaar det, naar man er en Karakter!" — Jakob skød Brystet ud i sin slunkne Vest. „Hvor vil Anne Margrethe gjøre store Øjne, naar hun ser, hvad Penge jeg har lagt mig til, siden jeg begyndte at forsage denne fule Brændevinen. — Forsage? Men hvorfor kjøbte du da Flasken der?“ Jakobs Haand havde strejfet en grøn Flaskehals, der strakte sig ligesom lyttende op af Randslen. „Hvorfor jeg kjøbte dig!
For — for    for at forære dig til Anne Margrethe og hendes gamle Far. Nej, du maa ikke friste mig!" bad han. „Her er Djævlen saa koldt; ja, det er sandt! Jeg ryster i hvert Ledemod; jeg har Hul paa min ene Sko. — Men drikker jeg nu, saa drikker jeg fremdeles, til jeg atter ligger som en sivende Las i Vejgrøften. — Nej, nej, jeg vil ikke se dig: Jeg knuser din frække Stjærn med min Støvlehæl; jeg slaar dig i Smadder paa Stakken der, hvis ikke du lægger dig ned!" Med Voldsomhed drev han Proppen dybere ned i Flaskemundingen, mens han begyndte at optage Vandringen over de sneede Moser og Pløjemarker.
Maanen stod allerede med en bred Lysstrime hen over Lervæggene i de smaa ensomme Hjem bag Lyngbakkerne, da Svenske-Jakob naaed frem til den Enstedgaard, der havde været Maalet for hans Dagmarch. I Gaardsleddet standsed han brat og lytted; Tagskjægget hang lavt og drypped; et Dyr slog Hornet mod Bessingtræet inde i Stalden, naar det rev Foderet til sig, og Brøndvippen knirked i de rustne Nagler, naar Vinden svøbte om Hushjørnet; ellers lod ingen Lyd sig høre. Inde i Stuen begyndte de nok allerede at samles om Bordet. Jakob kunde skimte, hvorledes Børnenes Skyggehoveder uafbrudt forandred Stilling bag de smaa Urtepotter. Med Stuens rødlige Lys i sine Øjne gik han hen gjennem Sne-Tavsheden og ind i Gangen, hvor en Kat sad og mjaved kuldskjært for at slippe ind til Varmen og Julegrøden. Den lille muntre Landstryger tørned ind over Dørtræet med hoppende Ransel og Øjnene tindrende af Latter og Skjælmeri. En varm Bølge af Kjøkken og gjemte Lavendler tøed i et Nu Rimkrystallerne i Jakobs filtrede Skjæg, Anne Margrethe, en værdig Enke paa godt de fyrre, kom ved Børnenes Støjen ind fra Kjøkkenet, tørred omhyggeligt Haanden i sit Forklæde, før hun velsignende gik Gjæsten i Møde.
„Tyt a ett nok, te æ Kok gaalt i wor Forstow! Kom endelig til Sæde; det er saamænd et træls Føre! Aa, da kald endelig paa vor Faar, te han kan kom og hils paa den fremmed! Nu skal a snart ha Grøden færdig!“ Anne Margrethe forsvandt, som hun var kommen, i en varm Em af Grøddamp. — En blaamalet Dør gik op i Panelvæggen og gamle Villads, Aftægtsmanden, traadte fint barberet og hvidsokket ind over det sandstrøede Gulv med Øjnene muntert hvilende paa Vennen! „Ih nej, hvad sir a! Saa kom du iløwle. A var retten ræd, du skuld vær bleven henn. Der er søn Plasir ved dæ for vianne, der altid maa sejj saa jenle! Aa, sæt dæ endelig te æ Burd!“ Børnene rokked tjenstivrige omkring paa Bænkfjælen som Ællinger i et Sold; de vild« alle ha Jakob imellem sig; kun den mindste, en lille pluskjævet Purk paa 3 Aar, saa fra sin Mørkekrog med Hjemfødningens vagtsomme Mistillid op paa ham, Vagabonden, der fyldte Stuen med en saa uvanlig Støj og dufted saa underligt af Hav og Fjernhed.
Grøden bares ind paa et stort hvidt Fad med et korsdannet Smørhul i Midten; ogsaa i den strøede Kanel stod der fire hellige Kors, et til hvert Verdenshjørne. Børnene strakte Hals og dingled utaalmodigt med Træskoene under Bænken; Jakob kneb dem i Pluskjæverne og tvang dem til Latter ved sine Abestreger; gamle Villads tog Sæde i Bænkkrogen! Anne Margrethe gik hen og rørte i Pebernødderne paa den hede Bilægger, ordned lidt ved de sorte og hvide Perler i sin afdøde Husbonds Ligkrans, der hang over Bordenden og glinsed saa alvorsfuld over Anretningen. „Saa i Jesu Navn, Villads, vil du saa løs te æ Burd!“ sa Anne Margrethe og satte sig med et Suk under Husbondens Ligkrans. Villads lagde sin Hue bag sig, bøj ed det skaldede Hoved og læste den tunge Bøn, der altid gaar foran Bondens Julegrød; Børnene sad som Sild paa Snor; Svenskeren havde trukket sig ind i sit Skjæg; hans Haar drypped ved Ørerne; Ilden lyste fra de svære Revner i Bilæggeren, Luften var mættet af Luft fra de omrørte Pebernødder. Villads læste. Ind mellem Ordene hørte man Musene rasle i Maltdyngen over ens Hoved; et Møl kom frem af Krogen ved Spisekammerdøren, slog med en skarp Lyd sit taabelige Hoved mod Loftsbjælken og hørtes nu først igjen, da den kom frem i den øverste Viduesrude, gjennem hvilken man saa Maanen lyse paa den tunge Sten i Brøndvippen og derfra langt borte over sneede Moser og Hedemarker. „Gud spis vore Sjæle i Himmerig, Amen!“ slutted Gamlingen, mens det klodsede Møl gik paa Hovedet i Mælkefadet. Det mindste af Børnene slog Træskoene larmende mod hinanden linder Bænken og saa raadvild fra Møllet hen til Moieren; men ingen anden voved at bryde Tavsheden; de rolige Aandedrag jog med Emmet fra den ventende Grød, Tællelyset skjared dunkelt i de brede Negle paa Oldingens Fingre, da han langsomt skilte de tunge Hænder over Bordskiven, hvorpaa de smaa tilegnede sig Skeen med et Svup. Grøden skred langsomt sin Undergang i Møde; end ikke de hellige Kors blev skaanede. Skeerne klirred først mod Fadranden, saa mod de Smaas hvide Tænder. Mælkdryppene paa Bordpladen satte smaa overbevisende Punktummer efter Resultatet. Jakob var ikke noget betydeligt som Grødæder, han sad og stak sig til Fadet under Børnenes Albuer og krydsed hjem med Ladningen, naar Farvandet var sikrest. Svenske-Jakob havde flere Historier end Gryn i Munden, og han fægted ivrigt med Skeen, mens han fortalte om sine Oplevelser i „æ Vejsten", om Livet mellem Havgasterne, om Svir, om Slagsmaal, om Skibe, der stranded, om Liv, der frelstes eller sank.
Tjenestekarlen sad med Armen paa Bordet og tog Grød ind, mens han fulgte Svenskeren med de opmærksomste Øjne; naar den lille glade Strik fortalte noget rigtig spændende, lod Knøsen Grøden ligge paa Tungen i nogen Tid, mens han saa op med en pludselig forskrækket Mine, som Studen, der standser i Drøvtygningen, naar det lyner.
„I Aar skal jeg komme til Sverige!" raabte Jakob med eet og løfted sin Ske bedyrende mod Loftet. „Jo, jo; I skal faa det at se!" gjentog han, idet han med Uvilje havde iagttaget et optrækkende Smil paa Anne Margrethes Læber. „Jeg har jo Rejsepengene."
„Har du da holdt op med at drikke Brændevin?" spurgte Anne Margrethe og drej ed Fadet, saa Smørhullet kom Jakob nærmere.
„Siden November gik ind, har jeg ikke smagt saa meget som en Draabe," svared Svenskeren.
„Men den dér da?" svared Anne Margrethe og peged med Skeen paa Flaskehalsen, der endnu stod frækt lyttende op af Jakobs Ransel paa Væggen.
Svenske-Jakob lo forlegen, rakte Armen ud efter Flasken og sa, mens han gav den til Anne Margrethe: „Det skulde være saadan en lille Juleskjænk til Huset her."
„Jeg siger saa mange Tak," sa Anne Margrethe og tog Flasken til sig. „Naar skal Rejsen saa gaa for sig da?"
„Jeg er allerede paa Vej," sa Svenskeren. „Og jeg har nok ikke nødig at tigge mig frem heller. Er ikke det god Kongens Mønt?" — Han tog en Tut Sølvpenge op af Vestelommen og stabled dem smaaleende ovenpaa hinanden foran Grødfadet."
„Jøsses endda! Saa mange Penge! Ja, der ser du nu selv, Jakob, hvor velholdende du kunde blive, om du kunde holde lidt igjen med den slemme Brændevin," sa Anne Margrethe, der altid havde været Svenskerens moralske Samvittighed.
„Ja, det skal blive en stor Dag for mig og Anna Stina det, naar jeg kommer tilbage til Værmland!" sa Svenskeren, der nu i mangfoldige Aar havde talt om denne Rejse hjem til sin Ungdomselskede, der sad og vented ham deroppe mellem Granerne og hvert Efteraar sendte ham et trofast Brev. — Anne Margrethe havde nu i den sidste Snes Aar hørt saa meget om denne Rejse, som aldrig kom i Stand, at hun lod det gaa ind ad et Øre og ud ad det andet. Saadan omkring første November begyndte Svenske-Jakob hvert Aar at spare Penge op og holde sig de lystige Kammerater fra Livet; saaledes kunde han op imod Jul have en svimlende Sum; i Aar var han usædvanlig hidsig efter at komme af Sted, og han slog sine Kronestykker i Bordpladen og fortalte endeløst om de Velgjerninger, han vilde udøse over Anna Stina og det halve Værmland, naar han først var kommen velbeholden hjem med sine opsparede Kronestykker.
Fadene blev baaret ud; Salmebøgerne lagte i deres Sted; Svenske-Jakobs Skøjer-Tenor, der var skolet i Kroer og Kipper, fej red en Triumf over gamle Villadses sprukne Kakkelovns-Bas. Salmen randt ud, mens Perpendiklen i Klokkassen hakked som en Spætte i den uendelige Tid. Anne Margrethe kom ind med Forklædet fyldt af nybagte Pebernødder og lagde en fuld Gjevt foran enhver i Laget. Børnene begyndte straks at lege „effen og ueffen". Jakob lod sig højmodigt plyndre for alle sine, mens han lo, saa Støvet dryssed ned fra Loftssprækkerne.
Der var bleven et Øjebliks Uvirksomhed i Stuen. Jakob havde stillet sig hen for at betragte et Skilderi, der hang i Halvmørket lige over for den dystre Ligkrans og fortalte en høj romantisk Historie: Et Brudepar vender nok saa fornøjet hjem fra Kirke, men midt paa Gangstien løber de paa Rivalen, der med opspændt Revolver sigter snart paa Brud og snart paa Brudgom. I Billedets Ramme havde Tilfældet anbragt et moderne Visitkort, hvorpaa stod med Snirkler og Sving: „Hjærtelig Tak for Deltagelsen ved vort Bryllup".
Jakob var knap bleven færdig med at betragte dette frydefulde Dokument, før Klinkedøren voldsomt blev revet om paa Væggen og et ældre Fruentimmer, skrigende og stakaandet, hopped ind over Tærsklen:
„Aa, Herre Jøsses, kom endda og hjælp mig, hvem der kan! Bitte Sidsel drowner! Aa, mæ arme ulykkelige Kvind!“ Det var en omvankende Tiggerske, som havde været ved Døren om Eftermiddagen for at bede om en Almisse. Paa Hjemvejen var hendes lille Datter gaaet hende i Møde; men paa Gangbrædtet, der førte over Aaen bag om Gaarden, var Barnet snublet og var styrtet ud i Strømmen sammen med en Bylt af Moderens Almisser. Aaen var dyb paa denne Aarsens Tid, og Fjorden nær! Alt dette kjendte Svenske-Jakob. Han behøved da ikke mange Ord, men løb som en rasende for at frelse Barnets Liv. Men Strømmen havde allerede ført lille Sidsel langt bort, saa Jakob fik en baade lang og kold Svømmetur, under hvilken han flere Steder maatte støde Isflagerne fra sig med Hænderne. Drivvaad og rystende af Spænding og Kulde stod Jakob omsider paa Aabredden med den lille Tiggertøs i Favnen; til en Begyndelse var lille Sidsel altfor medtaget til at kunne flytte Benene; men Anne Margrethes varme Dyner og gode Julemad bragte snart Barnet til at glemme baade Kulden og Dødsangsten. Børnene stimled omkring hendes Seng og overøste hende med Foræringer af Kringler og Pebernødder, og hendes Mor sad paa Stolen og strikked, kløed sig med Pinden i Tindingen og mente, at bitte Sidsel saagi aldrig havde haft skjønnere Juleaften i hendes Levedage.
„Ja vi maa rigtignok love for Jakob der,“ sa Anne Margrethe og vendte sig om mod Svenskeren, der sad i Aftægtsmandens tørre Tøj paa Bænken. „Han er en Knop, naar det knier!“ — Jakob var bleven saa underlig aandsfraværende. „A tykkes, du sidder saa stille, Jakob. Tænker du bestandig paa Anna Stina?“
„Aa, ja, ja? Skjønt nu er det nok bedst, at jeg ikke tænker mere denne Gang. Det er alt forbi nu!“
„Hvad er det, du siger, Jakob? Er Rejsen allerede opgivet?"
„Alt er opgivet. Jeg har mistet Pengene!“ Han vendte Lommen i sin vaade Vest: „Væk! Rutschet i Aaen! Ikke en Sysling igjen! Gamle Jakob kan begynde forfra!“ Han forsøgte at smile.
„Hvad er det, du siger,“ raabte man nu fra alle Sider, „har du tabt Pengene i Aaen?“
„Da bliver du os rigtignok en dyr bitte Pige, Sidsel,“ udbrød Tiggersken, „først drowner du mig to af de villest Pølser, og nu har den rare Mand for din Skyld mistet alle sine Penge; hvordan skal du nogen Tid komme til at gøre det godt, din bitte Spirris!“ Sidsel smiled under de vaade Lokker og gjorde et velbehageligt Hop under den varme Dyne.
Svenske-Jakob fik anvist sin Seng under nye Beklagelser.
Ud paa Natten vækkedes Huset af en egen famlende Støjen. Anne Margrethe rev i en Fart en Tændstik og saa Svenske-Jakob staa med stive Øjne og lailende Tunge foran hendes Seng.
„Men Jakob, hvad gaar du og rumsterer efter her midt Nættetider?"
Jakob slingred nærmere og spurgte: „Tror du, at han, Christus altsaa, der jo fødtes i denne Nat, som skrevet staar, — tror du, Anne Margrethe, at han ogsaa blev født for os, som har en saa djævelsk Drift mod Brændevin? Ja, for nu har jeg drukket igjen. Flasken, jeg skjænked bort i Kvæld, har jeg taget tilbage igjen; ikke en Draabe er sparet! Er jeg saa ikke et elendigt Menneske! Spark mig ud af dit Hus, Anne Margrethe; jeg er uværdig til at bo under dit Tag; jeg har Lus i Skjorten ogsaa!“
„Nej, det er, misyv, Usandhed, du nu kommer med, Jakob; a gav dæ vor Faa’rs Skjort, den var saagi baade tør og ren!“
„Ja, men jeg har taget min egen Fille-Skjorte paa, det passer sig bedst, som jeg er nu. Og saa Farvel, Anne Margrethe!“
„Snak om en Ting, Jakob! Gaa dog endelig ikke ud i den Kulde og i dette tynde, vaade Tøj. Herregud, te du nu ogsaa skulde miste dine faa Skillinger, som du havde sat al din Lid til    “
„Ja, ja!“ sang Landstrygeren, „nu er gamle Jakob fattig og fillet, som han var før! nu er Landevejen det eneste, som kan gi ham Fred! Hils Gamlingen og Børnene — mest den lille under Dynen der!“ han pegte hen mod Tiggertøsen. „Naar jeg atter føler mig værdig dertil, kommer jeg igjen! Gamle Jakob kommer sikkert igjen!“
Døren gled lydløst til efter ham. Saalerne paa hans lasede Sko slog et Par Gange hult imod Stenpikningen, før han svandt i den kolde Julenat.