"En begivenhed" af Anton Tjekhov

"En begivenhed" af Anton Tjekhov

Fra Børn (1914) af Anton Tjekhov oversat fra russisk af H. E. Giersing.

Gennem Isblomsterne paa Ruderne faldt det klare Morgensollys ind i Barnekamret.

Vànja, en tætklippet 6-aars Dreng med en Næse som en Knap, og hans Søster Nina, en blød lille buttet 4-aars Pige, er lige vaagnede og ser bistert paa hinanden gennem Tremmerne paa deres smaa Senge.

»Men skammer I Jer dog- ikke,« . . . brummer Barnepigen. »Alle store Mennesker har allerede drukket deres Te, og I har endnu ikke faaet gnedet Søvnen af Øjnene!«

Solstraalerne spiller lystigt henover Gulvtæppet, op ad Væggen og hen paa Barnepigens røde Kjole — og ligesom indbyder Børnene til at lege med sig. Men ingen af disse lægger Mærke dertil.

De er begge To vaagnede i daarligt Humør. Nina laver Trutmund, ser sur ud og begynder drævende:

»Te . . . Njànka (*=barnepige) . . . Te—e!«

Vànja rynker Panden og spekulerer paa, hvad han skal finde paa for at kunne give sit onde Lune frit Løb og komme til at brøle; han blinker allerede med Øjnene og gør forberedende Øvelser med Munden, da i samme Øjeblik Moderens Stemme høres fra Dagligstuen:

»Glem ikke at give Katten noget Mælk! — Den har jo nu Killinger.«

Vànja og Nina gør store Øjne og ser paa hinanden; derpaa skriger de begge op, springer paa engang ud af Sengen og styrter barbenede og i Chemise ud i Køkkenet, fyldende Luften med en øredøvende Hvinen og Skrigen.

»Katten har faaet Killinger!« brøler de af fuld Hals. »Katten har faaet Killinger!«

Ude i Køkkenet, under Køkkenbænken, staar en lille Kasse, den samme som Stepàn bærer Koks ind i, naar han fyrer op i Kaminen. Der ligger Katten og kigger ud. Dens Stilling udtrykker den dybeste Træthed — de grønne Øjne med de smalle, sorte Pupiller, stirrer, mat og kælent ud for sig. Paa dens Ansigt kan man se, at den, til Fuldstændiggørelse af sin Lykke, kun savner »ham«, dens Børns Fader, som den i sin Tid saa blindt og uforbeholdent viste sin Kærlighed. Den gør Forsøg paa at miaue og lukker Munden op paa vid Gab, men op af Halsen kommer der kun en tør Hvæsen. Man hører Killingerne pibe.

Børnene sætter sig paa Hug foran Kassen og ser ubevægeligt og med tilbageholdt Aandedræt paa Katten. De er helt borte i deres Forundring, — som lamslaaede — og hører ikke, at Barnepigen kommer skyndsomt og brummende ud for at hente dem. I deres Øjne maler sig den inderligste Henrykkelse.

I Børns Opdragelse spiller Husdyrene en ikke synderligt bemærket, men utvivlsomt velgørende Rolle. Hvem af os husker ikke de store, stærke men højmodige Gaardhunde — Skødehundene, disse overflødige Parasiter — Fuglene, der døde i deres Bur, fordi de ikke kunde undvære deres Frihed — de ærkedumme men frække Kalkuner — de blide, gamle Katte, der bar over med os, naar vi for Løjers Skyld løftede dem op i Halen og derved foraarsagede dem Smerte! Det forekommer mig endog til Tider, at den Taalmodighed, Trofasthed, Venlighed og Overbærenhed med Alle, som er vore Husdyr saa egen, indvirker stærkere og dybere paa et Barn end en Huslærers taagede, tomme og videnskabelige Forklaring, naar han søger at bevise Børn, at Vandet bestaar af Ilt og Brint, eller en bleg og vissen Gouvernantes lange Foredrag om Moral.

»Sikke no’ne bitte no'ne!« siger Nina, idet hun spiler Øjnene op og ler henrykt. — »De ligner Mus!«

»En . . . to . . . tre . . .« tæller Vànja. — »Tre Killinger! — Der bliver én til mig, én til Dig og én til en Anden.«

»Murrrrm . . . murrrrm . . .« snurrer Katten, smigret ved al denne Opmærksomhed. »Murrrrm . . .« Efter at have set sig nogenlunde mætte paa Vidunderet, tager Børnene Killingerne fra Katten og begynder at kramme dem i Hænderne, — og da dette endnu ikke tilfredsstiller deres Trang til at vise dem Kærlighed, lægger de dem i Skødet paa Chemisen og løber ind i Stuen med dem.

»Mama! — Katten har faaet Killinger!« skriger de begge To i Munden paa hinanden.

Moderen sad i Dagligstuen og talte med en fremmed Herre. Da hun faar Øje paa Børnene, uvaskede, upaaklædte, med Chemisen løftet ivejret, bliver hun forvirret og paatager sig en streng Mine.

»Slip Chemisen, — skammer I Jer ikke!« siger hun. »Gaa strax ud med Jer, eller jeg skal komme efter Jer!«

Men Børnene tager hverken Notits af Moderens vrede Ansigt eller af den fremmede Herres Tilstedeværelse. De sætter Killingerne varsomt ned paa Tæppet og opløfter et Frydeskrig. Ved Siden af dem gaar Barselkonen og miauer bønfaldende. Da Vànja og hans Søster langt om længe bliver transporterede ind i Barnekamret, klædte paa, satte til at sige deres Morgenbøn og drikke deres Te, brænder de af Længsel efter at blive fri for al dette Hoveriarbejde og igen komme ud i Køkkenet. Dagens sædvanlige Beskæftigelser og Lege træder aldeles i Baggrunden. Killingernes Tilsynekomst i Verden fordunkler alt Andet og bliver Dagens brændende Spørgsmaal og store Begivenhed.

Hvis Nogen havde budt Vànja og Nina et Lispund Konfekt eller tusind Gri’veniker (*= 10 Kopek) for hver Killing, vilde de have afslaaet en saadan Handel uden mindste Betænkning.

Lige til Middag blev, de — uden at bryde sig om Barnepigens og Kokkepigens Indsigelser — siddende i Køkkenet foran Kassen, ivrigt optagne af Killingerne. Deres Ansigter er alvorlige og udtrykker dyb Eftertanke og Omsorg; deres Opmærksomhed er udelukkenne fæstet paa de smaa Dyr. De er ikke alene optagne af Øjeblikket, men lægger ogsaa Planer for Killingernes Fremtid. De kommer omsider til det Resultat, at én Killing skal blive hjemme hos den gamle Kat — for at trøste sin Moder — én skal med dem til Sommer ud paa Landstedet, og den tredie skal bo nede i Kælderen, hvor der er saa mange Rotter.

»Men hvorfor ser de ikke?« spørger Nina i bekymret Forundring. — »De har blinde Øjne ligesom Tiggerne.«

Ogsaa Vànja foruroliges ved denne Omstændighed. Han giver sig ilag med at lukke et Øje op paa en af Killingerne, sidder længe og stønner og anstrenger sig — men Operationen forbliver resultatløs. Endvidere blive de ængstelige, da de opdage, at Killingerne haard nakket vægrer sig ved at spise Kød og drikke Mælk, som de skyndsomst præsenterer dem paa smaa Underkopper. Alt, hvad der lægges frem for deres smaa røde Snuder, æder deres graadige Moder øjeblikkeligt.

»Kom, lad os bygge no’ne smaa Huse til Killingerne !« foreslaar Vànja. — »De skal bo i hvert sit Hus, og den gamle Kat skal gaa rundt og besøge dem!«

I forskellige Hjørner af Køkkenet stables der nogle Æsker op, og i hver anbringes en Killing. Men en saadan Udstykning af Familien viser sig at være utidig. Katten gaar omkring til alle Husene, med sit Ansigt lagt i bønfaldende og ynkelige Folder, og bærer sine Børn tilbage til det gamle Hjem.

»Katten er deres Mo’er . . .« bemærker Vànja, »men hvem er deres Fa’er?«

»Ja — hvem er deres Fa’er?« gentager Nina forundret.

»Uden Fa'er er det umuligt . . .« siger Vànja eftertænksomt.

Vànja og Nina overlægger længe hvem der skal være Killingernes Fa'er, og tilsidst falder deres Valg paa en stor mørkerød Hest med afrevet Hale, som ligger i Pulterkammeret under Trappen, og som — ligesom saameget andet Legetøj sammesteds — har levet sin Tid. Den bliver øjeblikkeligt hentet og stillet op ved Siden af Kassen med Killingerne.

»Nu passer Du paa!« truer de ad den. — »Du skal staa og passe paa, at de er artige.«

Alt dette gøres og siges med den største Alvor og med et højtideligt Udtryk i Ansigtet. Vànja og Nina vil ikke vide af noget Andet i Verden at sige, end Kassen med Killingerne. Deres Fryd over denne nye Verden kender ingen Grænser. Men de maa ogsaa gennemleve tunge og kvalfulde Øjeblikke. Saaledes sidder f. Ex. Vànja lige før Middag i Fa’ers Kabinet og stirrer drømmende paa Skrivebordet, hvor en Killing kravler omkring paa et stemplet Ark Papir. Vànja følger dens Bevægelser med Øjnene og pirrer den i Snuden med et Blyant . . . Pludseligt — ligesom skudt op af Jorden — staar hans Fader ved Bordet.

»Hvad er dette her for noget?« hører Vànja en vred Stemme sige.

»Det er . . . det er en Kattekilling, Faer . . .«

»Nu skal jeg strax gi’e Dig Kattekilling! — Se her, hvad Du har lavet, Din dumme Dreng! Hele mit Papir har Dyret sølet til!«

Til Vànja’s store Forundring deler Faderen ikke hans Sympati for Killingen, og istedetfor at blive henrykt og glæde sig sammen med Vànja, trækker han ham i Øret og raaber:

»Stepàn! — Tag det Kreatur her væk!«

Ved Middagsbordet gik det ogsaa galt. — Ved anden Ret høres der pludseligt en ynkelig Piben, og da man giver sig til at lede efter Aarsagen til Musikken, befindes Nina at have en Killing gemt under sit Forklæde.

»Ni’notschka! — Bort fra Bordet!« siger Faderen vredt. — »Stepàn! — Du kaster øjeblikkeligt Killingerne ud paa Møddingen og drukner dem for at vi kan blive fri for det Kram her i Huset!«

Vànja og Nina sidder lynslagne af Rædsel. Den fældede Dødsdom truer desuden — fraset dens Grusomhed i og for sig — med at berøve Katten Træhesten — dens Børns Fader — og med at ødelægge alle Vànjas og Ninas Planer for Fremtiden, — denne dejlige Fremtid, hvor én Killing skulde blive tilbage for at trøste sin gamle Moder — én leve ude paa Landstedet, og én fange Rotter nede i Kælderen.......

Begge Børnene giver sig til at græde og beder, med Taarer i Øjnene, om at skaane Killingernes Liv. Faderen. indvilliger paa den Betingelse, at de ikke mer understaar sig i at gaa ud i Køkkenet og røre ved Killingerne. Efter Bordet drysser Vànja og Nina omkring i alle Værelserne og keder sig. Forbudet mod at gaa ud i Køkkenet har berøvet dem al deres Glæde. De vil ikke engang have noget af Deserten — er uartige og mugne. Da Onkel Petrùscha kommer om Aftenen, faar de ham trukket tilside og klager over deres Fader, som vil kaste Killingerne paa Møddingen.

»Onkel Petrùscha!« beder de. »Spørg Mo'er, om Killingerne maa komme ind i Barnekammeret. Aa, hva’ — spørg ad!«

»Ja, ja ... jeg skal nok . . .« sagde han og forsøgte at komme fra dem. — »Men lad mig saa nu være i Fred!«

Onkel Petrùscha kommer i Reglen ikke alene. Nero, en stor sort Hund af dansk Race, med hængende Ører og en Hale saa stiv som en Stok, følger med ham. Denne Nero er meget taus og skummel — ganske optaget af sin egen Værdighed. Af Børnene tager den ikke Spor af Notits og dasker dem i Forbigaaende med sin Hale, som om de var Stole. Vànja og Nina hader den af deres ganske Hjerte, men idag faar deres Fornuft Herredømme over deres Uvillie.

»Véd Du hva’, Nina?« siger Vànja pludseligt,, idet han spiler Øjnene op. — »Nero kan være Fa'er istedetfor Hesten! Han er levende, og Hesten er dog død!«

Hele Aftenen venter de paa det Øjeblik, hvor Faderen sætter sig til at spille Kort med Onkel Petrùscha, da de saa maaske ubemærket kan komme med »Nero« ud i Køkkenet . . .

Og endelig sætter Faderen sig til Spillebordet. Moderen har travlt med Tebordet inde i Spisestuen og lægger ikke Mærke til dem . . . Det lykkelige Øjeblik er kommet.

»Kom nu!« hvisker Vànja til Nina.

Men i det samme kommer Stepàn ind i Stuen og erklærer grinende:

»Frue — Nero har ædt Killingerne.«

Vànja og Nina blegner og ser med Forfærdelse paa Stepàn.

»Det er ved Gud sandt . . .« ler Tjeneren. — »Den gik hen til Kassen og aad dem!«

Nina og Vànja troede, at nu vilde alle Folk i Huset komme paa Benene og kaste sig over Forbryderen Nero. Men de blev Allesammen ganske roligt siddende paa deres Pladser og forundrede sig bare over den vældige Hunds Appetit. Fa’er og Mo’er lo endog.

Nero gaar omkring Spillebordet, logrer med Halen og slikker sig velbehageligt om Munden. Kun Katten er urolig. Med Halen ret op i Vejret spaserer den omkring i alle Stuerne, ser mistænksomt paa Alle og miauer ynkeligt.

»Børn, Børn! — Klokken gaar til ti! — I Seng med Jer!« raaber Moderen.

Vànja og Nina bliver grædende bragte tilsengs, og ligger længe vaagne og tænker paa den forurettede Kat og paa den frække, grusomme Nero, der ikke fik Bank. . . .