"En Kattehistorie"

Læseren maa tro mig eller lade være, men vi havde seks og en halv Katte hjemme hos os. Den halve var naturligvis en Killing. Og allesammen var de sorte. Jeg tror, at hver eneste hjemløs stakkels Kat, som kom til vor Køkkendør og mjavede, blev optaget i Huset, naar den bare var sort.

Men da der en Dag yderligere kom en lille brun Kat til, begyndte vi at synes, at nu havde vi faaet „Lykke" nok.

Vores Pige begyndte at blive misfornøjet og sagde, at hun ikke var fæstet til at kræse op for firføddede Katte, hvad vi troede var et lille Hib til Svigermor; og Svigermor selv sagde, at det næsten ikke var til at vare sine Hatte og Kjoler for alle de Katte; min Kone sagde, at hun troede, at Kattene førte Smitte med sig, fordi Mie var begyndt at skrante; Svigerfar sagde, at han aldrig havde rigtig Ro paa sig af Frygt for at træde paa en Kat for hvert Skridt, han tog; Mie vrælte, fordi hun ikke fik Lov at komme ned paa Gulvet og drikke af Kattenes Mælkeekaal, og jeg sagde — naa, det kan være det samme, hvad jeg sagde, men da jeg saa min nystrøgne Manchetskjorte tilsmudset af vaade Kattepoter, sagde jeg forresten noget mindre kønt.

Vi blev alle nervøse og urolige.

Tilsidst sagde Svigermor, at hun troede, at Naboerne af lutter Ondskabsfuldhed sendte os Katte ind i Huset; og Pigen sagde, at hun ikke turde aabne Køkkendøren af Angst for, at nye Katte skulde slippe ind; min Kone sagde, at hun fik ondt i Hovedet, naar hun forsøgte at tælle dem, og at hun aldrig kunde faa et helt Tal ud af det. Mie begyndte at ligge i Krig med dem, og Svigerfar vækkede mig midt om Natten for at fortælle, at han havde drømt, at fire Millioner sorte Katte rendte op og ned ad Væggene; og jeg ønskede baade ham og Kattene — derhen, hvor Peberet gror.

Saa besluttede vi at skille os af med vores Katte. Vores Pige erklærede, at hun vilde skifte, hvis vi ikke skaffede dem væk. Min Kone sagde, at hun ikke holdt det ud længere; Svigerfar sagde, at han ikke havde kunnet sætte sig ned hele sidste Uge, fordi hver eneste Stol i Lejligheden var optaget af en Kat; Mie sagde, at Kattene begyndte at kradse hende. Jeg sagde højt: „Kattene skal væk!" og Svigermor spurgte: Hvem skal slaa dem ihjel?

Svigerfar satte Hatten paa Hovedet og erklærede at han kunde ikke paatage sig det, fordi han skulde paa Kontoret; min Kone sagde, at om det saa gjaldt hendes Liv, kunde hun ikke tage Livet af en eneste af dem; Pigen smækkede Køkkendøren i for at lade, som om hun ikke herte det, da vi spurgte hende, hvor mange hun troede der kunde rummes i den store Kobberkedel, og jeg sagde, jeg havde hørt, at hver Kat havde ni Liv, hvilket altsaa vilde sige, at der var fireoghalvtredsindstyve Liv at gøre Kaal paa, Killingen endda ikke medregnet.

Svigermor sagde ingenting; hun indsaa, at Bødlens Lod maatte tilfalde hende.

Om Aftenen fandtes der ikke en Kat i hele Huset. Da Svigerfar kom hjem undrede han sig over, hvorfor ikke en Kat kom og tog imod ham i Forstuen; min Kone syntes, det var saa underligt, at der ikke var saa meget som en Mis paa Sofaen; Pigen sagde, at der var saa tomt ude i Køkkenet hos hende, og saa sved hun Maden;

Mie vrælede en halv Time i Træk fordi fordi hun var vant til at have en lille Missemjavkat i Sengen hos sig.

Og Svigermor sad tavs og skyldbevidst ret op og ned i sin Stol.

Svigerfar spurgte hvad hun havde gjort.

— Jeg har kloroformeret dem, og lagt dem i en Kurv i Kælderen, svarede hun.

Min Kone brast i Graad og gik fra Bordet; hun kunde ikke udholde, sagde hun, at sidde til Bords med en Morderske.

Svigerfar sagde, at af alle de Dumheder, Svigermor havdo begaaet, siden de blev gift, var denne her den næstværste. Vores Pige sagde sin Plads op og erklærede, at hun vilde flytte til den første.

Mie vaagnede og vrælede efter sin Missemjavkat; og jeg fik Lov til at sidde den halve Nat oppe hos hende.

Dagen efter blæste en Tagsten ned fra et Tag og lavede Svigerfars nye Hat om til en Harmonika. Jeg kom en halv Time for sent paa Kontoret og fik at vide, at enten maatte jeg søge mig en anden Plads eller nøjes med en mindre Gage, fordi Firmaet maatte formindske sine Udgifter. Min Kone traadte fejl, da hun skulde op ad Trappen, og flængede sin nye graa Kjole; voret Pige skar sig i Haanden og forlangte Skadeserstatning; Mie faldt over mod Kakkelovnen og brændte sine Øjenbryn, saa vi troede, de ikke skulde vokse ud igen, og fra Svigermors Pung blev der stjaalet Penge.

Over alt dette blev vi slet ikke forundrede. Nu vidste vi kun alt for godt, at der maatte hænde os noget ondt. Sorte Katte bringer jo Lykke med sig, og nu havde vi skilt os af med seks og en halv Muligheder for Lykke. Det var ikke mere end fortjent.

Ud paa Aftenen kom vores Pige farende ind. Hendes Kammer laa lige over Kælderen, og hun havde hørt et grueligt Spektakel dernede. Det spøgede i Huset, og hun vilde straks hjem til sin Mor. Svigermor tog en stor Kniv i Haanden og jeg en Ildtang. Vi gik ned i Kælderen, og midt paa Flisegulvet stod der en stor Kurv og skrumplede frem og tilbage — fuld af sorte, forhungrede Katte.

Ingen anden end Svigermor kunde have hittet paa at komme kloroformerede Katte i en Kurv med Laag!

Min Kone var ude af sig selv af Glæde; hun faldt paa sine Knæ og tog hele Kurven i sine Arme; Svigerfar erklærede, at han følte sig meget bedre, saa at han nok troede, han kunde taale et Glas Wisky eller to; Mie ønskede selv at komme i Seng og sagde, at ingen behøvede at sidde hos hende; Svigermor erklærede, at hun indsaa, at hun havde baaret sig dumt ad; og vores Pige lavede til Middag trods sin saarede Haand.

Dagen efter fik Svigerfar Brev fra Ejeren til det Tag. hvorfra Stenen var faldet ned, med Forespørgsel om, hvad hans Hat havde kostet. Min Kone havde faaet Flængen syet sammen, saa ikke en Kat kunde se den. Vores Pige troede, at Haanden næsten var kommet sig, saa at hun ingen Skadeserstatning behøvede. Og da jeg stillede paa Kontoret, tilbød Direktøren mig Pladsen som Privatsekretær med forhøjet Gage. Mies Øjenbryn var det ikke saa farligt mod som vi havde troet; og Svigermor sagde, at det skulde vare længe, før hun igen gjorde Forsøg paa at drive Lykken fra Huset. Hun havde faaet en Lære, som hun ikke skammede sig for at erkende. Og det var næston det bedste af det alt sammen.