"En velopdragen Kat"

En velopdragen Kat. Humoreske. Jeg er en stor Dyreven, og jeg holder af gode og velopdragne Dyr. Jeg faar altid Taarer i Øjnene, naar jeg tænker paa den ædle Hund, der laa og sørgede sig ihjel paa sin afdøde, i sin Levetid temmelig egoistiske Herres Grav. For øvrigt er jeg dog lidt tvivlraadig om, hvordan det vilde være gaaet, hvis der tilfældigvis var kommet en sød lille Hunhund svansende forbi Graven, hvor det trofaste Dyr laa og sørgede. Jeg er nær ved at tro, at saa var der slet ikke blevet noget af den rørende Historie. sagde den stop. — ikke en Mundfuld vilde den have at Suppen, skøndt jeg forsøgte baade med det onde og det gode. Naa, der var ikke andet for at gøre end at tage Tallerkenen op, og hælde den resterende Suppe tilbage i Terrinen. Men lige i det samme kom Tante ind igen, — netop som jeg nærmede Tallerkenen til Terrinens Kant. "Ah, — min søde Dreng, vil Du have lidt mere Suppe, — det var da morsomt, at det smager Dig!" Og saa fyldte Tante Tallerkenen igen, lige til Kanten. Der sad jeg og rørte rundt i Vædsken, svedte og blegnede. Tante mærkede ingenting; Katten var netop hoppet op i hendes Skød og hun sad og kyssede den. "Aah, jeg ved ikke hvad der er i Vejen med mig, — men jeg faar et pludseligt Ildebefindende", sagde jeg. Saa slap jeg for Suppen, men jeg turde jo ikke blive rask igen lige straks, saa jeg kunde faa lidt af Hønen, eller den virkelig rigtig gode lagkage Katten fik min Portion Kage, og jeg rejste mig skrup sulten fra Bordet. Efter Middagen trak Tante sig tilbage for at faa en lille Lur, og Katten fulgte med Hende. Den plejer at hvile paa hendes Mave, naar hun sover til Middag, — der ligger den godt og blødt. Jeg slog mig ned foran Kaminen i Dagligstuen, i den bedste Gyngestol, og eftersom jeg havde spadseret en Del om Formiddagen, og mine smaa Ligtorne mindede mig om deres Tilværelse, sparkede jog Skoene af og sad og nød Livet i Strømpesokker. Men lige med et kom Katten. Den strakte sig og gabede. Jeg kender ingen Skabning, der kan strække sig og gabe med en saadan Inderlighed som en Kat. Saa satte den sig til at glo paa mig, med Øjne der gnistrede af Arrigskab. Katten betragtede nemlig Gyngestolen som sin private Ejendom, — var dens Yndlingshvileplads. Og med et elegant Hop sad den pludselig paa mit Skød. Jeg puffede den brutalt ned. Vips — var den oppe igen! Da rejste jeg mig hæftigt. Ej for Pokker! Katten hængte fast i mine Bukser. Det var en Djævel saa tung! Jeg frygtede næsten for at Selerne skulde springe. Og det sved ukristeligt efterhaanden som Katten ganske langsomt gled nedad. Endelig var jeg da fri for Katten, og jeg kastede mig gispende tilbage i Gyngestolen; — Katten laa der allerede! Saa satte jeg mig paa en ganske almindelig stol, lagde Benene over Kors, og viftede nervøst med Foden, medens jeg betragtede Katten med koncentreret Raseri. Katten syntes ogsaa til en Begyndelse at være ganske oprørt, men den beroligede sig efterhaanden, — den var jo Sejrherre, — og den syntes at blive mere og mere søvnig, Øjenlaagene gled til, saa Øjnene tilsidst kun var et Par ganske tynde Sprækker. Men pludselig blev Katten lysvaagen. Dens Øjne blev runde og gnistrede, den rejste sig, skød Ryg og begyndte at hvæse og knurre og Halen blev stiv og tyk som en Boa. Jeg begyndte at blive interesseret i Sagen. "Højst mærkværdigt!" tænkte jeg. Det paastaas jo at somme Dyr er i Bnsiddelse af en sjette Sans. Denne Kat maatte sikkert være Of- Jeg har ogsaa en grænseløs Sympati for den dannede Kat, der danser rundt efter sin egen lille Halespids og som tre Gange om Dagen, paa bestemt Klokkeslet, ganske stille sniger sig ud til sin lille Kasse med Sand, som staar paa et skjult Sted ude i Korridoren, og der besørger — nok sagt. Den Kat har jeg for Resten aldrig set selv, men der er flere Damer, der har fortalt mig om den. Derimod afskyr jeg forkælede og uopdragne Dyr. Jeg tilbragte en Gang anden Juledag hos min Tante. Hun ejer en stor, tyk, lumsk Hankat, som er Genstand for hele hendes gamle Hjertes sammensparede Fond og Ømhed Jeg selv er intet som helst for hende i Sammenligning med Katten. Hun behandler mig ogsaa med betydelig mere Ligegyldighed Naa, naturligvis bryder jeg mig heller ikke om, at hun skal sidde med mig paa Skødet og kilde mig paa Halsen, men jeg synes dog paa den anden Side, at hun gerne kunde byde mig af Maden før Katten. Det Dyr behersker hele Huset. Den er af en meget udpræget Karakterstolthed. Og den er kræsen. Brød spiser den ikke, selv om man først tyggede det til den. Men stegt Sild f. Eks., dem kan den faa ned. For øvrigt er den meget glubsk over for veltillavet Mad, — og dette forsøgte jeg en Gang at drage Nytte af, hin anden Juledag, da jeg besøgte min Tante. Det var ved Middagen. Selskabet bestod af Katten, Tante og min Ringhed. Det vil sige Katten havde sin Kuvert under Bordet. Den spiste for Resten betydelig hurtigere end vi andre. Vi, — Tante og jeg var endnu ved Suppen, da Katten var ved anden Ret. Denne bestod for Kattens Vedkommende af en lille lækker herreløs Fugl, medens Tante og jeg skulde slaas med en ældre, dansk Bondehøne. Jeg kæmpede tappert med Suppen. Det var en underlig tyk Kødsuppe, med nogle mærkelige Kødboller paa. De blev større og større i Munden, jo mere man tyggede paa dem. Tante havde givet mig en svingende fuld Tallerken, og jeg havde meget svært ved at faa den ned. Men saa kom der heldigvis nogen der skulde tale med Tante, ude i Køkkenet. Katten var netop færdig med sin forlorne Kylling og sad og stirrede paa mig med stive, rovbegærlige Øjne. Da var det jeg fik min lille Idé. Jeg tog min Suppetallerken, og satte den ned til Katten og sagde elskværdigt: "Værsaagod lille Misse!" Jeg er overbevist om at Tallerkenen vilde være renslikket i Løbet af et Minut. Katten dyppede øjeblikkelig Ansigtet ned i Suppen og plukkede Kødbollerne op, en for en. — Men saa fer for en eller anden Hallucination. Bare man vidste hvad det var den saa? I samme Øjeblik gav Katten et vældigt Rejespring, og bed sig fast i min vippende Fod, hvis store Taa stak ud gennem et stort Hul i Strømpen, — tyk, fed, fristende og fantastisk viste Taaen sig der i Kaminildens flakkende Skær. Men da mistede jeg Taalmodigheden, og greb Katten i Nakkeskindet og kylede den ud i Gaarden. Jeg havde næppe faaet Skoene paa før Tante viste sig. "Kisse, Misse, Kisse, Misse! — Hvor er lille Kisse, Misse?" "Ude i Gaarden!" sagde jeg. "Gud, saa bliver der Slagsmaal og Elendighed!" raabte Tante og skyndte sig ud paa Trappen, hvor hun raabte og lokkede med Sprogets skønneste Gloser. Lidt efter kom Katten. Ja, — det var tydeligt nok, at den havde været i Slagsmaal, med samtlige Gadens Hunde og Katte. Jeg har sjældent set en værre tilrakket Kat. Begge Ørene var bidt itu, hen over Næsen løb en tyk blodig Stribe, og det ene Øje var muret helt til Jeg kan ikke nægte at jeg følte ikke Spor af Medlidenhed med Dyret. Men Tante tog den grædende i Favn, og smurte den ind i Borvaseline, som Katten forresten straks slikkede i sig. Saa lagde hun den ned i dens lille Kurveseng og bredte Silketæppet ud over den. Og hun forlod den ikke, før den var faldet i en fredelig Søvn. Men saa kom hun endelig ind til mig, og vi fik os en fredelig Passiar. Og bagefter gik vi ind til vor lille tarvelige Aftensmaaltid. Jeg maa tilstaa jeg følte mig unægteligt sulten. Men ak! Alle Assietterne var fuldstændig tømte og slikkede rene. Og i Sardindaasen laa en død Rotte. Og inde under Bordet sad Katten og slikkede sig om Munden!