"Katte og mennesker" af Bertie Scotchfield

Hun var alene, og hun lyttede. Frygt og Haab fik hendes Hjerte til at banke med ængstelige Slag og hendes fine, slanke legeme til at skælve i hver en Fiber.

I det fjerne lød Midnatstimens Slag, der snart fandt Ekko fra de øvrige Kirketaarne. I den smukke, paladsagtige Villa laa alt i den dybeste Søvn. Kun en enkelt Gang afbrødes

den dybe Tavshed af en ensom Vandrers Skridt, der dog snart døde hen og derefter gjorde Tavsheden endnu dybere, næsten trykkende.

Hun ventede. Ved den mindste Støj løftede hun i en Fart Hovedet for strax efter at lade det synke igen, skuffet og fortvivlet. Han kom ikke.

En sagte, klagende Lyd undslap hende, og den gentog sig, hyppigere og smerteligere, efterhånden som Natten skred frem. Hendes Sjælekval og Utaalmodighed var næsten ikke til at udholde. Hun rejste sig og udstødte et kvalfuldt Suk, et sagte, klagende Skrig, der syntes at sige: „Vil han da aldrig komme?"

Med urolige Skridt gik hun frem og tilbage.

Endelig! ... Dæmpede, hurtige Trin hørtes. Var det ham ? ... De kom nærmere og nærmere, nu var de lige tæt ved hende —  hun vendte sig om og gav sit længselspinte Hjerte Luft i et eneste Udbrud, som trængte gennem Vinduer, Vægge, ja endog gennem Nattens dybeste Mørke.

Han stod foran hende og betragtede hende med et Blik, der flammede af indre Ild og Lidenskab, og vanvittige følelsesfulde Lyde blandede sig med hendes Længselsudbrud. De fandt intet Ord, de ejede intet i hele Verden — intet uden denne Smerte og denne Salighedslykke, som kun Kærligheden formaar at frembringe ...

Da ... bagved dem lyder et af Vrede halvkvalt Skrig. Et Skrig, hvori Skinsygen

blander sig med saaret Stolthed, forraadt Elslov med dødelig kranket Forlegenhed.

De vaagnede pludselig af deres Kærlighedsrus. De vendte sig om. Der staar hans Rival med et hadefuldt Blik. Et flygtigt Sekund mødes deres Øjne; saa blotter de deres skarpe Vaaben og styrter løs paa hinanden i blindt Raseri, uden at tage Hensyn til Genstanden for deres Kærlighed.

Hun søger at kaste sig imellem dem, hun græder og jamrer sig, hun bliver vred, raser i Vanvid, for sluttelig at bryde ud i en halvkvalt Snøften. Men da hun ser, at de to Rivaler er fast bestemte paa at udkæmpe en Strid paa Liv og Død, vender hun sig fra dem med et hæst Skrig og flygter ned ad —  Tagrenden og ned i Haven, hvor hun snart mødes med sin elskede Hankat, der har overladt sin Rival Tagryggen som Sejrsplads.